Plaza Blanca den 4. juli

Fjerde juli er vigtig for ameri-kaner-ne. Det er deres uaf-hængig-heds-dag, og det at være uaf-hængig betyder meget for alle de ameri-kanere, vi har snakket med om det emne.

Nok har de forskel-lige opfat-telse af, hvad det vigtige ved uaf-hængig-heden, men de er enige om, at den er vigtig. Mange af dem mener, at det er det eneste frie folk i verden.

Der er nok også store for-skelle i, hvordan dagen bliver fejret.

Vi så ikke meget til det her i vores ende af New Mexico. Der var nogle få steder, hvor de solgte fyrvær-keri i dagene op til, og de fleste kontor-er og butikker valgte at holde lukket.

Vi så en dame i Pagosa Springs med negle malet med stjerner og striber, som det ameri-kanske flag, men det var nok også det mest patriotiske vi så.

For at fejre dagen tog vi på Abiquiu Inn og spiste frokost, men der var der langt færre og mindre fest-ligt end til påske.

Derfor beslut-tede vi at fejre dagen med en lille ud-flugt for os selv.

Da det var over-skydet, havde mor og Iris ikke lyst til at hoppe i søens kolde vand. Birk er klar til at hoppe i til hver en tid og temperatur.

Til gengæld benyt-tede vi dagens kølig-hed til at besøge Plaza Blanca, hvor vi ville være blevet stegt godt og grundigt på en solskinsdag.

Plaza Blanca ligger lige ved Abiquiu, men på den anden side af floden Chama.

Alle bille-derne her er fra Plaza Blanca, som betyder Hvid Plads.

Det var en god lang gåtur, og der var mange steder at klatre op.

Hvad mor ikke lige havde tænkt på, da hun drejede ud af Country Road 155, var at hun havde de høj-hælede sandaler på. Ups. Til Birks store for-tryd-else betød det, at mor ikke ville klatre ret meget rundt med ham.

Og han synes det er sjovere at klatre sammen med nogen.

Iris var til gengæld glad for, at hun i dagens anled-ning havde fået lov til at låne lidt af mors make-up. Vi synes godt, man kan se det på det her billede.

Men vi fik dog klatre lidt i de impo-nerende sten-forma-tioner, og beun-dret de nær-mest umulige krum-melyrer stenene havde skabt.

Det er svært at gengive stør-relses-forhol-det på bille-der, men forhå-bentlig kan de give et indtryk det kæmpemæssige stenkompleks.

Et sted fandt vi et jord-egern-rede, og den lignede nær-mest dyre-nes udgave af Mesa Verde. Det kan I se på bille-det lige her over.

Vi fik des-værre ikke billede af bebo-erne – de er ret hurtige.

Til sidste fandt børnene på at kast til måls efter nogle af de sten, som gennem tiden var landet oven på andre sten. Det var rigtig sjovt, men efter en tid mente mor, at legen måtte have ende.

Plaza Blanca fik en hård medfart, da Daniel Craig og Harrison Ford kom forbi for at optage filmen Alien and Cowboys. Det kan stadig ses, så vi skulle nødigt

To ynglingsting

Selvom vi nok mest af alt holder af at være hjemme, så er det også rigtig godt at komme ud. Og der er især to ting, som Iris vil mere end noget af alt det andet spændende.

Først og fremmest vil hun gerne et sted, hvor internettet er stærkt nok til at kunne snakke på Skype. Så kan hun nemlig snakke med Birk og far.

Snart kan hun jo snakke med Birk hver dag, men det er dejligt at snakke med dem der-hjemme.

Allerhelst skal det være et sted, hvor der er net nok til også at kunne lave video-opkald, for så kan man jo se hinanden.

Bode’s i Abiquiu er et af de gode steder. For det første har de et rigtig godt internet, for det andet er det tæt på os, så vi kan nå derned, inden klokken er alt for mange i Europa, og for det tredje kan vi spise frokost, mens vi snakker. Iris plejer at gå efter mini-burgerne og mor efter en salat. Som langt størstedelen af spisestederne her er portionerne alt for store, som I måske kan se.

Da det er en butik, hvor der hele tiden sker meget, er der ingen der tager notits af, at vi sidder og snakker.

Den anden ynglingsting foregår, når vi handler i Walmart. Oftest handler vi andre steder, for maden i Walmart er ikke af den bedste slags, men der ligger et Walmart i Espanola, og det holder åbent 24 timer alle ugens dage, så det er jo dejlig nemt.

Kan I gætte, hvad vi skal i Walmart?

Vi skal til de samme hylder hver gang, og der kan Iris stå i laaaaaang tid og spekulere, undersøge, regne og så tænke endnu en gang over tingene.

Det er ganske rigtigt i lege-tøjsafdeling-en, og det er en helt bestemt hylde i lege-tøjsafdeling-en.

USA er jo Barbies hjem-land, så her finder vi ting, vi ikke har set på de danske hylder. Her er særlige samler-objekter, og nogle gange er det sidste eksemplar sat ned til billige penge.

Udvalget af tøj er også bedre en i Danmark, synes Iris.

Faktisk så godt at det kan være svært at vælge, hvad de opsparede lommepenge skal bruges til.

Mor plejer at finde noget at sætte sig på, mens Iris tager tingene ned af hylderne og sætter det på plads igen.

Nogle gange må hun dog være aktiv, som når Iris ikke kan vælge, og tingene skal blandes, før Iris peger blindt på en af tingene. De fleste gange forlader vi Walmart uden at have købt noget Barbieudstyr eller en ny dukke.

På det seneste er Iris begyndt at overveje på forhånd, hvad hun gerne vil nå at spare op til, inden vi skal hjem.

Gad vide hvad Birks ynglingsting bliver?

Det amerikanske kludetæppe

Egentlig er der mere Mexico over New Mexico end det billede vi ofte får af USA på film. Og Canada forekommer ultraamerikansk i forhold til mængden af chili, det dominerende spanske sprog og den ustabile infrastruktur her i staten.

Men ikke destomindre er vi altså i USA.

New Mexico har sit eget flag, som kom hertil i 1540. En rød sol på en gul mark. De fire streger i hver af de fire retninger har mange symboler i sig.

Nu hvor Birk er på vej over til os (JUBIIIIIII!!!), er tiden måske inde til lige at vise et landkort. Birk mellemlander i Texas, som er nabostaten lige øst for New Mexico.

USAs historie er en rodet omgang med drømme, krig, frihed, våben, folkedrab, muligheder, kristendom, mangfoldighed, overbevisninger, heste, racisme, pionérånd, udryddelse og meget andet, som giver stof til både film, bøger og eftertanke.

Det vil vi ikke skrive meget om i dag, andet end at fortælle at historien har medført at USA består af 50 stater (der er en stjerne for hver i flaget). Nogle har været med fra starten, det er de 13 som er de 13 striber i USAs flag. Den sidste stat, som blev medlem, var Hawaii, som kom med i 1959 nogle få måneder efter Alaska. New Mexico havde 100 års jubilæum i januar i år – to dage før Birks fødselsdag.

Befolkningen kommer nærmest i alle former og farver, og alligevel må man ikke sige det højt for der har været borgerkrige over folks hudfarver her. En neger, eller en efterkommer efter en, hedder eksempelvis en afroamerikaner. Obama er en af dem – til trods for han er halvt hvid og vokset op i en hvid familie, da farmand smuttede hjem til Kenya.

Byggemand Mario ved at hans familie har boet ved Medenales mellem Abiquiu og Espanola siden 1536.

Det er ikke så underligt, at New Mexico føles mexikansk. Landet tilhørte Mexico indtil for 100 år siden. Mange, af de som bor her, har boet her i mange mange generationer. Nogle indianerstammer går flere tusind år tilbage her, men også dem af spansk afstamning kan føre deres familier langt tilbage.

Mario, som bygger yurt for Meridian og Don, er ud af en familie, som har boet på det samme land siden 1536. Altså nogle af de allerførste som tog her over efter, at Spanierne mente at have opdaget nyt land. Det var jo lidt svært at opdage noget, der havde været beboet i tusindvis af år, men det var på mode at ‘opdage’ land dengang og så sige, at nu var det deres.

Men det er ikke kun i New Mexico, hvor man kan se historiens vingesus på befolkningen.

Don i færd med lægge dampspærrer ud på yurtens tag. Han skal bo i yurten sammen med sin hustru Meridian og deres to døtre Ava og Kiowa.

Tager man op til Wisconsin og Minnesota, finder man mange skandi-naviske efter-kommere. Mange sætter stadig pris på det. Don, ham som skal bo i yurten med sin familie, havde bedsteforældre som stadig holdt liv i deres norske. Og vi har mødt en her, som hedder Soren Norrgard (for de kan jo ikke bruge ‘ø’ og ‘å’), så I kan gætte på, hvilket land hans forfædre mon kom fra. Folk hedder Peterson, Fagrelius og Carlson.

Naturen i de forskellige stater er meget forskellig. I har jo allerede set en del billeder fra New Mexico, hvor imod der hvor skandinaverne slog sig ned er der frugtbart, store skove, søer og skulle, efter hvad HawkEye siger, alt i alt det ligne Norden en del.

Hver stat har egne love for rigtig mange ting. Bl.a. færdsel, abort, ægteskab, utroskab og dødsstraf. Dødstraffen er heldigvis afskaffet i New Mexico.

Det må vist være information nok for nu, bortset fra at vi hellere må fortælle, at det er Santa Fe som er hovedstaden (ikke Albuquerque som man kunne tro, fordi den er størst) og at Abiquiu ligger ret langt mod nord. Det er den røde plet på kortet. Alle stregerne er inddelingerne af amter.

Det er en stor stat, men her bor kun omtrent en tredjedel af Danmarks befolkning. Deres nationalblomst er yuccablomsten og nationaltræet et fyrretræ her fra det amerikanske kontinent, som kaldes pinyon.

På langfart i stegende hede

I sidste uge synes vi, tiden var kommet til at indtage nyt territorie og se noget andet end Abiquiu, Espanola og Santa Fe, så vi besluttede at køre hakket længere. Nemlig helt ned til New Mexicos største by Albuquerque. Det var der, vi fløj ind i sin tid, men så den kun i et glimt i mørket. På billedet kan I se, Albuquerque ligger lige over ‘New’.

Vi bestilte hotel, pakkede bilen, tog vasketøjet med i samme ombæring (vi fandt et hotel med vaskeri) og så begav vi os syd på. I vores gamle bil, som ikke kan lide at køre så stærkt, tager turen omkring to time. Men vi stoppede et par gange undervejs for at finde et vejkort over Albuquerque, men det lykkedes først, da vi kom til Albuquerque.

Alligevel havde mor præsteret at køre præcis hen til den rigtig motorvej og afkørsel til vores hotel.

Vi havde ikke besluttet ret meget på forhånd. Vi vidste, at vi gerne ville se klapperslangemuseet, og mor havde foreslået, at vi spiste den ene morgenmad på Wafflehouse. Resten lod vi stå åbent.

P-‘automat’??!

Vi tog det med ro efter at være landet på hotellet, så vores første eventyr var på Waffel-house. Som I måske kan regne ud, sælger de vafler. Til morgen-mad!! Det var lige efter Iris’ hjerte, eller måske snarere smagsløg, og hun gik ombord i en med chocolate chips. Mor, hvis søde tand er knap så veludviklet, foretrak en omelet og en OJ (appelsinjuice).

Heldigvis er menukortet rimeligt stort. Og som mange andre steder herovre, serverer de morgenmad hele dagen.

Der fra gik turen til klapperslangemuseet. Det er ikke ret stort, men har den største samling af levende klapperslanger.

Hverken Iris eller mor har nogen større interesse i at kigge på slanger, men fra mange kanter er vi blevet anbefalet at se nærmere på dem, så vi kan genkende dem i naturen. Deres farver ligner meget jorden i ørkenen, så de er rigtigt svære at se.

Da her er en del, er det godt, at øjnene og kroppen kan genkende dem. Og vi kunne begge mærke suget i maven, så vi satser på at kunne genkende dem nu. Og vi skal stadig øve os i at kigge os grundigt for, hver gang vi går over en stor sten eller er nødt til at forcere et krat.

Museet ligger i den gamle bydel i Albuquerque, og p-‘automaten’ fik os til at smile. Det er den tyrkise tingest, der er på et af billederne længere oppe. Der står at de aflæser det med computer… Men vi havde vores tvivl. Alligevel betalte vi troskyldigt vores p-afgift.

Da vi så elinstal-lationerne i bydelen, holdt vi til gengæld op med at undre os. Nu gav det pludselig mening, hvorfor strømmen er så ustabil her i landet.

Selvom vi startede om formiddagen, var det allerede mere end stegende hedt, da vi kom tilbage til bilen. Vi besluttede at spise lidt frokost og bagefter køre i zoologisk have. Så efter en gang mexi-mad kørte vi i Rio Grande Zoo.

OG nej, det er ikke coyote, vilde kaniner, edderkopper, firben og den slag…. (faktisk var der lukket for afdelingen med insekter og slager – men vi havde også fået nok).

Det er en ret fin zoologisk have, som jo ikke kunne gøre for at vejrguderne havde skruet højt op på varme apparatet den dag. Det var et godt stykke over 30 grader, og både besøgende og dyr svedte bravt. Som I nok kan se er kænguruerne helt smeltede.

Den dejlige kat i hænge-køjen er en bobcat (en rødlos). Den var også helt færdig i varmen. Til gengæld gjorde det isbjørnene livlige, for når de bliver for varme, hopper de i vandet og leger. Iris syntes, det var rigtig hyggeligt, at isbjørnene kyssede.

Vi fik set, da sælerne og søløven fik mad, vi så kæmpeskild-padder, sneleoparder, ørne, dyr vi aldrig havde hørt om og ikke ved, hvad hedder på dansk, hvide næsehorn, girafunge og meget meget andet.

Bortset fra rødlossen og et glimt af pumaens hale var der faktisk ikke specielt mange lokale dyr. Nogle er uddøde, og andre er åbenbart så almindelige at det ikke er noget man gider i zoo. Der var dog nogle ulve, som var almindelige her tidligere, men nærmest er uddøde.

Det er en stor zoologisk have, så da vi havde nået til vejs ende (tror vi nok), var det lukketid. Og det var stadigt kogende varmt, så vi skyndte os tilbage til hotellet. Vi havde mad tilbage fra dagen før, som røg i mikroovnen og mor vaskede tøj, mens Iris stille og roligt gjorde sig natklar.

Dagen efter tog vi på museum, men det må vi nok hellere gemme til en anden post en anden dag, for det involverer jo historie.

Derfra tog vi hjem. Det var en lang køretur, så Iris morede sig med at tage billeder af sig selv i sidespejlet.

En husmors bekendelser

Så er det vist tid til en lille post i voksenhøjde. Det er en tribute til vores bekvemmelige danske liv.

Jeg sender mange kærlige tanker til Caroline Ingalls (mor til Laura Ingalls Wilder, hvis nogle ikke er helt velbevandret ud i Det Lille Hus i den Store Skov og alle de andre gode bøger fra pionértidens hårde levevilkår i det amerikanske). Nå men mine respektpoint går til de mænd og kvinder, som fik dagliglivet til at hænge sammen på prærien for så længe siden at ingen moderne hjælpemidler kunne lette tingene bare en smule.

Jeg kører i bil og kan låne en pick-up, når jeg har brug for det. Selvom jeg ikke kan få alle de gode varer, vi er vant til, kan jeg dog finde et supermarked og sågar et sted at købe tøj (omend det er sjældent jeg finder det i min størrelse :-0). Og vi finder faktisk spændende mad her, som vi ellers ikke kan få. Sokker strikker jeg mest for min egen mentalhygiejniske skyld, og der findes vaskerier.

Alligevel er det husmoderlige liv her et ganske andet end der hjemme.

Der er nok det med vand, som er den største forskel og den dagligdags opgave, som bruger mest tid og opmærksomhed. Især fordi det har været en rejse at finden nogen, som faktisk vil lade os fylde vand i vores tank. Jeg mener, vi dør jo ikke af klumper i strømme i ny og næ eller lidt jord i maden. Men at hente vand tager tid og giver en stor kærlighed til den livsnødvendige væske.

Det tager ca. 2,5-3 timer at hente en tank med vand, og som tingene er nu, skal det passe ind i andres liv, både fordi vandmanden skal være hjemme, og fordi vi skal bytte biler frem og tilbage. Den er på 100 gallons (knap 380 L). Selvom vi er meget sparsommelige, og at det ikke bliver brugt til drikkevand, så holder sådan en tank ikke længe. Jeg tror, vi er ved at være nede på at kunne klare os med 100 gallon pr. uge, men i starten var vi næsten oppe på 150-180 gallons forbrug pr. uge. Også selvom vi ikke trækker i toilettet hver gang. Hvis jeg tager flere vandture på en dag (har taget op til tre på en dag), er jeg helt pick-up-formet i ryggen, når jeg går i seng.

De, som kender mig, ved, at jeg på ingen måde er bidt af en gal støvsuger eller på nogen måde lider af angst for krummer og pletter på tøj og gulv. Her har jeg dog måtte lære at udvide mit perspektiv. For det første har vi ikke vand til rengøringen, så det bliver på den amerikanske måde med en spray, men det holder mine slimhinder altså ikke til så ofte. Så smiler jeg lidt til det hele og sætter mig ud og nyder udsigten til Drømmebjerget. Det giver dog Iris rum til eget initiativ, så hun ordner jævnligt sofaerne, og den anden dag pudsede hun sågar brændeovn.

Hele huset, på nær køkkenet, har gulvtæppe, og der er ingen støvsuger i huset. Den skal vi låne. Det passer Iris storartet ikke at skulle flytte barbieverdenen, så der kan blive støvsuget, og hun har regnet ud, at hvis holder hun det på sin side af sengen, så generer det ikke mig. Jeg kan jo kysse hende godnat fra min side af sengen, når jeg er færdig med at læse godnathistorie. Og her er ingen bror til at sukke og brokke sig over dimserne.

Skulle jeg formaste mig til at tørre støv af, så tager det omtrent tre vindpust udenfor, og så er der igen en fint lag ørkenjord på kommoden eller bordet. Nu ved jeg hvorfor, Laura Ingalls blev sat til feje dagligt – også selvom de dog havde vand i nærheden.

I Danmark er mudder svært at have med at gøre. Jeg tænker stadig kærligt på de nysyede hvide pinsebukser Iris, som Iris havde på til sin første pinsefest i Guldæblet. De var mørkebrune, da jeg hentede hende – til især Lises (lederen) store morskab. De blev vasket og bleget, men blev aldrig helt hvide igen – men holdt dog til to pinsefester mere. Jeg tror endda Maria også brugte dem til en pinsefest, da de blev for små til Iris.

Jorden her er lige til at børste af. Også selvom den har været megapløret og sat sig i tøjet. Når tøjet er tørt, er det stort set lige til at børste af. Pga. den høje UV stråling her er der heller ingen mikrober og baktusser i jorden, så ingen tager skade af, at der kommer et pust i maden (det smager dog hverken værre eller bedre end den danske muld – knaser dog lidt mindre, fordi det er mere fint).

For at spare på vandet er det med at gå i bad en stor luksus, som på ingen måde er muligt hver dag. Min datter er lykkelig over at kunne gå i op til ti dage førend, jeg tvinger hende til et bad, men jeg selv synes nok det bliver interessant på tredjedagen… Klatvask, jo tak, men det bruger jo også vand. Mange herover bruger vådservietter, men dem har jeg ikke et særlig kærligt forhold til. Brugte dem ikke engang, da børnene var små. Vi har taget den luksus at være på hotel med karbad, så vi kunne ligge og dampe. Og moren tager et bad, når hun har været til yoga i Santa Fe, så behøves det jo ikke hjemme.

Tøjvasken foregår på vaskeri en time herfra, som I måske har læst. Det er ikke særligt dyrt, men det er heller ikke særlig effektivt. En vask tager ca. 20 minutter, og den kan ikke stille meget op mod indædte pletter. Til gengæld er der mange maskiner, så al vask er hurtig klaret. Og vi kommer i snak med folk, vi ellers ikke ville have mødt (eller nyder opslagene på opslagstavlen… se selv). De har sågar gratis internet i noget højrere tempo end derhjemme, så Iris tager sig lige et spil på computeren.

Jeg har sat en tørresnor op over mit kæmpe badekar, som jeg alligevel ikke kan bruge pga. vandmangel. Men jeg kan ikke tørre meget tøj udenfor. Enten blæser og støver det, ellers bager solen ned og bleger tøjet, så det gøre jeg med varsomhed. Også selvom jeg kan mine Afrika-tricks med vrangen ud af og halsåbningen dækket. Så al tøj bliver tumblet. Noget tøj kan ikke tåle de heftige vaskerimaskiner, så de må håndvaskes, men det er en ret vandforbrugende omgang, så det samles til portioner.

Behøver jeg at sige at opvask også bliver sjov på denne måde?? Vi kan simpelthen ikke vaske op hver dag, men er nødt til at samle til hobe. Iris er ved at vænne sig til at tørre af, men det tager os alligevel mere end en time, når vi hjælpes. Og UV-stråling til trods – så lugter en opvask altså hurtigt, når den får lov at stå.

Alt skal transporteres. Mad, vand, affald, brænde, you name it. Maden har vi snakket om. Og jeg har resigneret. Vi spiser, hvad vi har, og undgår de værste sager. Priser er også en pudsig størrelse herovre. Nogle ting er mærkbart billigere (hvis vi er ligeglade med kvaliteten på en frokost i byen, kan vi begge spise os mætte for ca. 35 kr.), mens andre ting er væsentligt dyrere (en pakke øko havregryn på knap et kilo koster næsten det dobbelt af i Danmark). Benzin er billigere, omend ikke så meget som det var tidligere, til gengæld er kommunikation overvældende dyrt. $85 for en måneds internet i knap så hurtig udgave, og mobiltelefoni er et kapitel for sig med ågerpriser (man betaler både for at ringe/sms’e og for at modtage – og det til heftige priser), og hvis man vil have et abonnement skal man binde sig for mindst 2 år! Jeg har derfor givet helt slip på ideen om stabil kommunikation. Hvor vi bor er signalet så svagt, at jeg nogle dage ikke kan sende en sms. Iris har sågar vænnet sig til at være alene hjemme om morgenen, når jeg går tur eller laver yoga, uden at have mulighed for at kunne ringe til nogen.

Onlineshopping er jo en gave for mange. Også her. Omend det er et kapitel for sig i land, hvor konkurrenceregler ikke er noget, man bruger mange kræfter på, og hvor Forbrugerstyrelse og ombudsmand er noget socialistisk pladder. Brugte en måned på at få leveret Iris’ guitar til vores postboks, men amazon var ‘kommet til’ at bruge UPS som fragtfirma, og de leverer af princip ikke til postbokse, da postvæsnet jo er et konkurrerende firma.

Når alt det er sagt, så blev jeg meget gerne boende. Jeg nyder faktisk de daglige gøremål og glæder mig over de dage, hvor jeg bare lader det være. Jeg kommer til at tænke på Milan Kundera’s lethed og tyngde. Nok giver opvaskemaskinen frihed, men på en sjov måde følger der også en slags tyngde med. Letheden i livet her på prærien er mærkbar.

Jeg forstår glimrende, hvad der trak i nybyggerene dengang for snart halvanden hundrede år siden. Men de dage, hvor man bare fandt et stykke land og flyttede ind, er længe forbi. Priserne på land er høje her, og det er dyrt at bygge (og så er der jo den lille finesse, som hedder opholdstilladelse). Selvfølgelig matcher det ikke helt priserne i hovedstadsområdet i Danmark, men det er ikke meget billigere end Vestjylland medmindre man bor i en trailer eller sådan et ældre prefab hus som vores. Og lønningerne her er unægtelig noget andet. Mindsteløn på $7 i timen må rigtig mange leve for her. Der er ingen løn under sygdom, om så du har fået en arbejdsskade (!), kun 2 ugers ferie (for manges vedkommende uden løn) og barsel er en by i Skandinavien.

OG jeg elsker at være her. Jeg nyder det storslåede, jeg værdsætter den daglige mængde af D-vitamin fra solens stråler, jeg smiler over ravnenes leg i luften, glæder mig over den frihed folk udstråler her, jeg er ydmyg over den støtte jeg får givet i rigt mål, jeg lægger nakken tilbage og er slået af Mælkevejens uendelighed, jeg bøjer mig i respekt over de plantevæsner som trodser klimaet her og vokser i is, stegnede sol og med meget lidt vand, jeg hører vinden suse og stjernerne synge, jeg føler mig forbundet med alt og jeg takker altet for mit liv. Det er nok det allerbedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Opskrift på en blockbuster: Klipper, vindhekse, heste, sol, rumvæsner og måske en kendt

Craig vågner op mellem enebærbuske og kaktusser. Uden hukommelse. Der bliver vendt op og ned på, hvem der er the bad guys.

Mor har flere gange snakket om at Cowboys & Aliens er optaget lige rundt om hjørnet (Plaza Blanca lige omme bag Abiquiu). Den underholdt hun sig med på en af de lange flyveture til Mexico.

Far fortalte, at han så en film den anden aften der hedder The Missing, som er optaget lige ovre på Ghost Farm, hvor vi har været ovre at gå tur. Han undersøger vist en del om vores nabolag her. Så vi satte os for at undersøge om vi kendte nogle af de andre film.

Stor var over-raskel-sen, da vi så, at wiki siger, der er 139 film, som er optaget i New Mexico.

Plaza Blanca nede ved Abiquiu var den meget smukke kulisse for Cowboys & Aliens. Filmfolkene glemte bare lige at rydde op efter sig. Når hundrede vis af folk går, og store mængder udstyr slæbes over den løse jord her, sætter det sine spor.

Det er primært i genrene adventure, science fiction, westerns, katastrofe og road movies.

Det er ikke kun et par enkelte, som vi havde hørt om, faktisk er en stor del af dem kendte, selvom de er få der er for børn. Mor havde egentlig troet, at det ville være en del i den kategori, som kaldes b-film.

Kulisser i New Mexico.

Et par stykker af Indiana Jones (og den nyeste Indiana Jones og Krystalkraniets kongerige) har en del af de som er børn nu dog nok set (måske genkender I bilerne på billedet ovenover?).

Andre kan have set Muppet the Movie og Superman som børn, men det er jo nogle år siden.

For nu at nævne nogle af de kendte, den ældste er fra 1940, og nogle af de nyeste, så er der en lille liste her:

• Butch Cassidy and the Sundance Kid
• 

  Listen over kendte, som har måttet knase ørkensandet mellem tænderne, er meget meget land. Blandt dem er en vis Mr. Bowie.

  Contact

• Natural Born Killers
• Wyatt Earp
• True Gritt
• Easy Rider
• Transformers
• Thor
• Independence Day
• The Milagro Beanfield War
• The Men Who Stare at Goats
• The Man Who Fell to Earth
• Vredens Druer
• Kong Salomons Miner
• Terminator 2
• Terminator Salvation

Og så de mere kuriøse titler som

• Lust in the Dust
• Ghosts of Mars
• The Astronaut Farmer
• Beer for my Horse
• Powwow Highway
• Tank Girl

Rio Chama danner gode rammer om film.

Som ikke nødvendig-vis siger de er b-film (flere af dem har faktisk vundet priser), mor synes bare det er sjove titler

Der er mange gode grunde til at komme her og lave film.

Vejret er en af dem. For det første skinner solen meget ofte her, og når der endelig sniger sig skyer frem på himlen, bliver de tit meget dramatiske at se på.

En anden er, at her rent faktisk findes vindhekse.

Ifølge Sean, som vi bor sammen med, gror de ikke i så mange stater. Her sidder de fast i alle hegn og fiser jævnligt over vejene. De stikker ad Pommern til, så det er ikke noget folk sådan går og fjerne for hyggens skyld. De er fine når de trille, så længe de ikke sætter sig ind under bilen, når vi kører, men ser ikke ud af meget, når de sidder fast i en anden busk.

Så er naturen her meget storslået og ligner både arketypen af en western-scene, et månelandskab, en ørken, den værste udørk og meget andet. Her er Rio Grande, Rio Arriba og Rio Chama er floder vi jævnligt kører, steder vi går tur og leger samt navnet på vores amt (Rio Arriba County). For andre er det nærmest en legende.

En gang, da mor skulle overføre penge til sin amerikanske konto, var hendes bankmand faktisk temmelig oplivet af at skulle overføre penge til Wells Fargo, som for ham var indbegrebet af en pengetransport trukket af heste og angrebet i de westerns, han så som barn.

Billig arbejdskraft og mange heste.

For os er det der, vi hæver vores checks. Udover billederne af legendariske pengetransporter trukket af et seksspand på væggene, er der ikke meget western over køen, og de sorthårede bankdamer med spanskklingende navne i vores lokale bank. Så den slipper I for et billede af.

Køer, heste, statister med indiansk baggrund og billige medhjælpere er ikke svære at opdrive her (midstelønnen her i staten er $7 i timen), og selvom det er millionproduktioner, gør de alt for at spare penge. Bl.a. ‘glemte’ de lige at rydde op på Plaza Blanca efter Cowboys & Aliens, så ejerne er godt knotne.

Hvis far eller mor havde troet, at de skulle samle alle film herfra, kan de i alle tilfælde godt se at komme i gang. Og det her er altså kun spillefilmene… De 139. Dem som får westernentusiaster til at sukke dybt, når de kører gennem New Mexico.

Da her er mange forhi-storiske områder (både famle kulturer, geolo-giske fæno-mener og en god portion dinosaurer), er der både en rå mængde bøger og en del dokumentarfilm her fra staten.

Og det til trods for at New Mexico kun har været en del af USA i 100 år (siden januar 1912).

Så har I lyst til at se film nu, så kan I jo starte med Cowboys & Aliens og The Missing, hvis I vil se lidt mere af landskabet her. Hvem der er the bad guys nu til dags, skal vi ikke afsløre.

Kvaliteten af underholdningen må I selv bedømme. Contact med Jodie Foster og The Milagro Beanfield War instrueret af Redford kunne være et godt næste skridt. Sidstnævnte er hverken western eller science fiction 😉

Da vi ikke selv har set alle filmene på listen, omend en del af dem, kan vi ikke helt garantere for hvor meget landskab, der er med. Men vores smukke sø ligger her hver dag!

Sol, måne og bjerge

Selvom landskaber er noget nær umuligt at vise på billeder og på en computerskærm, vil vi alligevel prøve at dele lidt med jer. For her er så vanvittig smukt og anderledes, at vi ikke kan lade være med at tage en mængde billeder.

Lyset ændrer sig meget sammen med vejret og tids-punktet på dagen, og øverst kan I se, hvordan et vejrskift trækker ind over Drømmebjerget. Det er udsigten fra vores hus.

Også de andre bjerge ændrer udseende, når regnen trækker ind over dem.

Bjergene skifter også farve og form for hver mil, vi kører i bilen. Nogle steder kan vi nemt se tre niveauer af bjerge, som ligger med forskellig afstand.

Her kan man se de sneklædte tinder i baggrunden, det flade højdedrag i midten og de små bugtede bakker i forgrunden ikke så langt fra vejen vi kører på.

Ligesom lyset i Danmark skabes af at der er hav hele vejen rundt, skabes der også et særligt lys her, fordi vi er så højt oppe over havets overflade.

Her er et billede taget i den ned-gående sol, hvor HawkEye læsser hø til hestene af trucken, mens Iris ser til og konver-serer ham.

At vi er en del længere mod syd, end Danmark, betyder også at stjerne-tegnene ser anderledes ud, og at månen hælder i en anden retning. Den åbner sig ikke til siden, men er åben opad, når den er ny, som på billedet, der er taget på Star Dance, og åben nedad når den er aftagende.

Til sidst endnu et billede af vores ynglingsbjerg og daglige følgesvend. Drømmebjerget er ved at gå til ro i skæret fra den nedgående sol.

 

Om at savne

Ninus kildrer Birk i nakken.

Nu har vi efter-hånden været afsted så længe, at vi begynder at kunne mærke, at vi savner hinanden på hver side af Atlanten.

I starten var det nok mest noget med det mærkelige i ikke at se hinanden til daglig og ikke at have de ting sammen, vi plejer. Men på det seneste har det udviklet sig.

Birk og far har sendt et billede fra en af deres udflugter.

Herovre er Birk den, vi savner allermest. Helt fra start af savnede Iris sin bror meget, og det er ikke blevet mindre. Vi er begyndt at snakke om de ting, vi skal lave, når han kommer. Og Birk måtte også rimelig hurtigt indrømme, at han savnede sin søster.

Billede af en inspektørvogn fra brandvæsnet i
Los Alamos. Måske noget for far?

Det med forældrene er straks sværere at mærke. Både for Iris og Birk. Men for halvanden uge siden var det pludseligt svært at snakke på Skype med hen-holdsvis mor og far. Og det er vist heller ikke helt nemt for forældrene. Men så passer Iris og mor på hinanden i New Mexico, og Birk må kramme far og bedstemødrene. Og måske endda kaninerne?

Is hos B&R.

En af de måder vi klarer ærterne her, er ved at snakke om dem vi savner. Vi snakker om, hvad de vil kunne lide – og tager ind i mellem et billede, som far måske vil synes er spændende.

Vi har måttet sande, at den her blog både er god og svær. Birk kan følge med i vores liv, men omvendt gør det ikke savnet mindre. Og det kan nok også føles som om, vi laver alt det spændende uden ham. Men bare rolig Birk, vi gemmer nogle rigtig gode ting, til du kommer, fordi vi gerne vil lave dem sammen med dig.

Og vi skal også lave noget af det vi allerede har gjort Birk.

Spise is hos B&R, du skal have lov at låse postboksen op, prøve at åbne nogle af leddene, tage på café Santa Fe, gå i supermarkedet, passe på kaktusserne, på hotel, køre på de bumlede jordveje, kigge på stjernehimlen, passe på slangerne, kigge efter nummerplader, vaske op, spise på Abiquiu Inn, køre lange ture, bade i varme kilder og meget andet.

Den frække kanin rækker tunge.

Iris savner også sin Snebold. Hun ser hende nogle gange på Skype, men man kan jo ikke bore fingrene ind i den bløde pels gennem computeren.

Det gør godt at høre, at både Snebold og Ninus er glade for at gå i snor nu.

Mon Snebold vinker til Iris?

Iris drømmer om, at Snebold skal have lov at blive mor, når hun engang er hjemme til at tage sig af hende, mens hun er gravid.

Iris har fået billederne af Birk, far og kaninerne over på sin mp3-afspiller. Så kan hun kigge på dem indimellem, og hun viser dem frem til folk, hun kender.

Så er der jo 2. klasse på Kristofferskolen og fru Vincentz. De første mange uger vi var her, fortalte Iris om alle mulige oplevelser med sin klasse og sine kammerater. Nu er det mere blevet til at glæde sig til at være sammen igen. Det var rigtig godt at vi fik klassebilledet med herover. Iris viser det gerne til folk som kommer på besøg, og det hænger over hendes skrivebord, så hun kan sidde og kigge på jer alle sammen.

Vores lokale brandvæsen mangler frivillige.
Var det noget far?

Iris har fået Skype på sin com-puter, så kan hun chatte. Det hjælper at kunne sende smileys og skrive noget fis og ballade. Det er også en god øvelse i at lære at skrive og læse.

Hvis I kigger godt efter, kan I måske se at der mangler en tand på hver side af de seks midterste i undermunden?

Tandfeen savner vi til gengæld ikke. Iris har tabt to tænder, siden vi kom. Første gang var vi meget spændt på, om tandfeen ville komme, men alle lovede os, at hun os er her. Det havde de ret i. Og nu er der færre tænder at børste.

Vi savner dig Birk!!!
Glæder os enormt til du kommer.
Så skal vi kramme og bide dig.

Påske, Skype og blomstrende kirsebærtræer

Træernes blomster, alt det lysegrønne og den blå himmel. Sikken en dejlig påskedag.

Her i USA holder de kun en dags påske. Ikke noget med ferie, helligdage eller timelange familiefrokoster med hvad dertil hører af forskellige traditioner. Der var dog nogle enkelte butikker, som valgte at lukke lidt tidligere eller endda at holde helt lukket. Alligevel fejrer de dagen, og dem, vi mødte, var klædt i fint tøj – og mængden af cowboystøvler var større end normalt. Det var ikke kun cowboys, som havde dem på.

Vi kørte ud for at nyde dagen, da mor havde set, at de serverede brunch på Abiquiu Inn. Det måtte vi prøve. Det er vores første brunch herovre – og den eneste vi har hørt om. Den var til gengæld god. Der var noget både for mor og Iris, som nærmest ikke havde noget af det samme på tallerkenen, Iris var mest til bacon, pasta og frensh toast, mens mor nød den salaten med jordbær og pistachier, asparges og en quiche Lorainne.

Begge gik dog ombord i den bløde chokoladetærte med sprød nøddebund. Det er flødeskum, som er i spraydåsen. Det skulle Iris lige vænne sig til. Men flødeskum er flødeskum.

Mystisk nok serverede de ikke juice men til gengæld sodavand til. At bede om juice eller vand herovre er ikke så almindeligt. Burger-barerne har ikke vand eller dansk vand til deres mad, som de har i Danmark.

Andre gæster på Abiquiu Inn påskedag.

Abiquiu Inn har et dejligt hurtigt internet, så endelig fik vi installeret Skype på Iris’ computer.

Det brugte vi til at snakke med familien, som alle var samlet i Helsingør.

Vi var de eneste, som ikke havde været med til påskefrokosten, men det kom vi så på computerskærmen.

De nyforlovede jyder var dog smuttet, da vi snakkede med dem, men Birk og de tre fætre (og fætrenes forældre) var der stadig.

Birk ville dog hellere spille fodbold end at snakke. Han mente, vi skulle ringe, når han har bedre tid. Det kan jo nok være svært at regne ud, når klokken otte om aftenen ikke dur.

Zion stak til gengæld hele hovedet ind i computeren, det var rigtig hyggeligt. Og vi kunne se, hvor meget Vitus allerede er vokset.

Selvom Iris var meget begejstret for at se fætrene, beder hun til, at den næste, som er på vej, er en kusine.

Efter at have spist og drukket kørte vi videre til Espanola. Mors telefon skulle tankes op, og vi manglede lidt forskelligt mad. Walmart har jo åbent døgnet rundt året rundt, så der kunne vi handle.

Vi nød, at vi havde god tid og fik fundet nogle t-shirts til Iris, for til trods for, at der kommer lidt kulde nu og da, er foråret slået så meget igennem, at lange ærmer ikke står højt på listen over det tøj, hun har lyst til at finde frem om morgenen.

Iris faldt for dette Oreo-slot allerede sidst, vi var i Walmart, så vi havde aftalt at tage et billede. Mor kendte ikke Oreo, før Iris intro-ducerede det for hende. Fars canadiske kæreste har sørget for at forberede hende godt på over here.

Vi så rigtig mange mortorcykelister. Og endda nogle som benyttede dagen til at være cowboys for en dag.

Der er dejligt ved Rio Chama, som er fyldt med vand ovenpå snefaldet og den gode varme, som fulgte lige efter. Da vi kørte over Rio Grande, kunne vi også se den svulme.

Sne, mudder, Barbie og firben

Bedst som foråret havde braget ned og gennemvarmet os med en bagende sol om dagen og knap så varme nætter, så fik vi et ordentligt pulver sne igen. Og frostgrader om natten. Denne gang kom solen ikke frem og smeltede sneen i samme hast som sidst, så derfor blev alt et stort ælte af meget meget glat pløre.

Et par dage før sneen kom, tog Iris det her billede af to firben på vores terrasse. De elsker varmen på stenene - og de ligger i dvale om vinteren, så de er et sikkert forårstegn.

Det var næ-sten umu-ligt at gå i, for vi gled hele tiden, og værst var det for vores bil. Det at køre i sne er ikke så besværligt, men mudder, der er mere glat en brun sæbe og suger ting til sig, var mere en ford’en ville være med til.

Barbierne bliver vasket og redt. Iris synes, de bliver snavsede her i ørkens støv.

Strømmen forsvandt i over et døgn, og her ude betyder det ikke kun, at der ikke er lys, og at køleskabet går. Det betyder også, at varmen i brønden bliver slukket, og at vandpumpen ikke virker. Så da der var omkring 20 folk på Star Dance, skulle der skaffes ekstra vand. Men mor formåede at glide Sean’s bil i grøften og lave et hul på næsten en meters dybde i det lerede mudder, så derfor Sean havde ikke megen lyst til, at mor skulle køre i hans bil igen, så han hentede selv vandet i Abiquiu.

Barbierne kunne nyde deres oplevelser i badeland, mens de sad og tørrede. De er de eneste, som har haft fornøjelse af, at vi har et gigantisk badekar.

Lige før vi skulle danse på Star Dance om aftenen (Kenn var kommet igen for at give danse-undervisning), kom strømmen igen.

Dagen efter var der stadig mudret, hvor vores bil stod. Af en eller anden årsag bliver jorden mere mudret der, hvor man går og kører. Begge dele sætter dybe mærker.

Da huller i jorden og mudder ikke gør sig særlig godt på billeder, får I nogle af ynglingslegetøjet, som er kommet med her over til sit hjemland.

Det var lige før, vi heller ikke kunne komme nogen steder den dag, men da vi havde lovet Matti at køre ham til Santa Fe, så han kunne komme på en bus til Albuquerque (hvorfra han skulle flyve hjem til Schweiz), ville vi rigtig gerne ud. Han havde jo ikke bestilt en helikopter til hjemturen – han ankom nemlig i en, så han kunne få nogle flyvetimer.

Til sidst lykkedes det at få bilen fri. Måske med udsigt til at vi ellers skulle køre i Roy’s bil. Vi havde en rigtig hyggelig tur med Matti og Ty. Vi var både i butikker, på café og fik fundet en bus til Matti.

Da Matti var draget afsted, spiste og handlede vi. Fordi vi var kommet så sent afsted, blev klokken mange, førend vi var hjemme igen.

Det tog et par dage før hullerne tørrede helt ud, selvom solen var tilbage med fuld kraft i løbet af et par dage. Nætterne er stadig kolde, men dagene er varme. Gad vide hvor varmt her bliver til sommer?

Mor får ikke mange kopper kaffe herovre, så det bliver virkeligt nydt, når det hænder. Det må Matti have kunnet se, han tog i alletilfælde et billede af det.