I onsdags landede vi i Kastrup efter en lang og trættende tur over Atlanten med en mellem-landing i London.

Det var nærmest som at komme til den fugtige underskov i en jungle, køligt og vanvittigt fugtigt, at komme fra ørken højlandet til et regnfuldt forsøg på en dansk sommer.

Birk havde slet ikke sovet på turen, men holdt alligevel til både fodbold og anden hygge inden han gik ud som et lys klokken halv ti.

Iris synes, det var godt men også mærkeligt at være tilbage igen.

Vi glæder os til snart at se jer alle igen!!!

Mandag var vores sidste dag. For sin vis så vi frem til at komme hjem, men en stor del af Iris kunne meget vel være blevet 5 måneder mere. Det var ikke nemt at forestille sig, at denne særlige tid i New Mexico var slut.

Egentlig havde vi planlagt en dag med udflug-ter, men på en eller anden måde var helt fyldt til randen, så vi valgte simpelthen at blive på hotellet og tage det i et tempo, som blev sat af vores behov.

Vi sov længe, vågnede roligt, spiste sen morgen-mad, var lidt på compu-teren og så gik vi i svømme-pøl.

Da der ikke var mere for mor at gøre her i New Mexico heller, sørgede hun for at få klaret alle sine computer-opgaver om formiddagen, mens Iris og Birk var i pølen.

Så kunne hun nemlig gå med i pølen om eftermid-dagen og lege og pjatte. Bagefter varmede vi os i det varme boblebad.

Vi blev sultne midt på eftermid-dagen og ville have en lille snack. For at give den med alle de ameri-kanske basuner, gik vi på Wafflehouse, som lå lige over for hotellet.

Waffle-house har ikke børne-menuer med opga-ver, sådan som mange andre restau-ranter har i USA. Her er Iris i gang aftenen før.

Waffle-house har et meget enkelt, meget brunt og meget ameri-kansk koncept. Det er kød, æg, ost, brød og sukker i et væld af kombi-nationer.

Det er venlig betje-ning, og vi var de eneste som fandt på at dukke op midt på efter-mid-dagen, så de ansatte havde god tid.

Børnene valgte husets speciali-tet, vafler, og mor tænkte ‘pyt’ og sagde ‘lad gå’. Selv fik hun en bisquit, som mest af alt minder om en scone – hun valgte den enkle udgave med fyld, ofte bliver den nemlig serveret med sovs og hele pivtøjet.

Bagefter studerede Birk deres jukebox, som vel nok mest er tiltænkt nostalgien om de gode gamle diners, for hvem gider at betale en dollar for en sang, når man kan købe den til nærmest samme pris på iTunes?

Efter dette lille måltid hoppede vi atter i pølen. Vi troede egentlig, at vi skulle have et aftensmåltid senere, men ingen af os havde rigtig lyst. Vi havde fået nok restaurationsmad, og børnene begyndte at snakke om fars hjemmebagte boller. Mor drømte om hjemmelavet mad med friske grønsager.

Det var svært at sove. Birk var begejstret ved tanken om hjemrejsen og Iris det stik modsatte. Klokken blev 23, før der var ro i lejren, men heldigvis skulle vi først flyve midt på dagen tirsdag, så vi skulle ikke tidligt op.

Om det var Drøm-me-bjerget, som rullede forbi Iris’ indre skærm, de smukke stjer-nenæt-ter eller hele det at være i New Mexico helt særlige energi, kunne mor ikke gennemskue.

Mor lå i sin seng og savnede på en gang det hele, og samtidig glædede hun sig til alt det nye, der lå foran hende.

Mange minder og billeder gled forbi. Hvor har vi dog haft en rig tid, en tid med fordybelse, en tid med opdagelse, en tid med stilhed, en tid med sjov, en tid med kærlighed, en tid med skønhed, en tid åbenhed, en tid med forandring, en tid med nærhed…

Der er så mange ord og billeder, at vi kunne starte helt forfra på vores blog om rejsen. På den anden side er der måske slet ikke andet at sige end: Tak!

Da vi først kom til USA, var det svært for Iris at forestille sig det med at være i et land, som består af 50 stater. I det hele taget ret forvirrende. Mor prøvede at vise det på et landkort, men det gjorde ikke nødvendigvis forvirringen mindre.

Canadierne kommer også til Santa Fe.

Da mor allerede som barn begyndte at kigge på nummerplader sammen med sin far, lagde hun mærke til, at Santa Fe var et sted, hvor folk fra hele nationen kommer. Også folk fra Canada og Mexico. Og hun så at hver stat har sine egne unikke plader med billeder og slogans. Så var ideen født.

Vi begyndte at tage billeder af nummerplader med det formål at finde alle 50. Hun nævnte for Iris, at det kunne blive svært at finde Hawaii og Alaska, da de stater ligesom ikke lige ligger rundt om hjørnet. Selvfølgelig gik der ikke mange fotos førend Alaska var i kassen, og så var jagten for alvor gået i gang.

I første instans var det ikke interessen for geografien, som var det først resultat, men Iris’ veludviklede evne for opmærksomhed kom i aktion. En plade kunne efterhånden spottes på lang afstand – farve, billeder osv. var gode kendetegn. Den lilla plade med kaktus fra Arizon, profilen af Rocky Mountains fra Colorado og Utahs orange klipper er let genkendelige.

Naboerne i Mexico krydser også grænsen – når de kan få lov.

Da Birk og Markus kom var vi nået ret langt, men ikke i hus. Birk kastede nye og entusiastiske kræfter ind i jagten, så da vi tog på vores eventyr gik han op og ned af parkeringspladser med kameraet i hånden. Han og Iris satte sig med oversigtskortet over USA og studerede staterne, og så kom kludetæppet stille og roligt på plads. Ikke at de kan det udenad, men forståelsen for landets geografi begynder at give mening. Godt krydret med historier fra mor om de første stater, om sydstaterne, borgerkrig, frihedskrig, New Mexico som ny indlemmet stat og meget andet.

Det vrimler med sjove nummerplader i New Mexico. Efter at have kigget indgående på nummerplader, virker det som om, New Mexico har den mest liberale nummerpladepolitik i hele USA.

I Yellowstone så vi endelig en bil med en nummerplade fra Hawaii, og vi vinkede så meget til dem, at de stoppede. Birk oksede over og spurgte om han måtte tage et billede. Det måtte han heldigvis gerne. Så var vi tæt på målet. Da vi satte Markus på flyet hjem, manglede vi kun South Carolina – den havde vi jagtet længe som sidste plade. På vejen ud af Albuquerque fik vi den. Derfor kan vi nu stolt præsentere hele striben af nummerplader fra alle 50 stater. Alle biler vi selv har set.

De fleste stater har mere end en slags nummerplade, så vi har i fællesskab valgt dem, vi synes det skulle være. Enten fordi de er mest typiske, fordi de er mest farverige, sjovest, fordi det de sidder i er sjovt eller fordi vi kender dem som har bilen. Vil I vide mere om de 50 stater findes der en god hjemmeside: http://www.50states.com

Hvorfor deres hovedstad har sin egen plade, ved vi ikke, men den får I selvfølgelig også 😉

Alabama – Vi mødte ikke Susanne, men omvendt var det vel først efter Alabama hun kom ind i billedet. Forvirret? Børnesange er sjove.

Alaska

Arizona – nabostaten med de lilla nummerplader med kaktusser på, og så valgte børnene at vi skulle tage denne fine plade i stedet.

Arkansas

Californien – rigtig mange folk i New Mexico er tilflyttere fra Californien som det vrimler med nummerplader derfra. Nogle med et statement.

Colorado – nabostaten mod nord og kun halvanden times kørsel fra Star Dance

Connecticut – forfatningsstaten.

Delaware – Den første stat af de 50… Troede egentlig de var flere til at starte med

Florida – rigtig mange rige turister fra Florida kommer og ser på kunst i Santa Fe og Abiquiu

Georgia – on my mind

Hawaii – YES! Og vi så endda en til da vi kom tilbage Santa Fe

Idaho – Kendte Kartofler… Det praler de altså af. Vi kom igennem da vi var i Yellowstone, dog uden vi så eller spiste nogle af de kendte.

Illinois

Indiana

Iowa – nogle af dem vi var sammen med, Thorny, Jeri og deres hund Mac, i tiden før RainbowHawk tog til den næste runde bor i Iowa

Kansas – og nej det er ikke alle der går i overalls der.

Kentucky – dem med de stegte kyllinger, omend de ikke reklamerer med det på nummerpladerne.

Louisiana – paradis for sportsfolk. Eller indbegrebet af det kreolske syd.

Main

Maryland

Massachusetts – Amerikas ånd. Intet mindre!

Michigan

Minnesota – 10000 søer. OG de er meget store.

Mississippi – temmelig mange bogstaver.

Missouri – Tjek lige hjerterne ud på rammen om pladen. Iøvrigt kommer Ty, som var med til at bygge yurt, fra Missouri.

Montana – Rob’s hjemstat.

Nebraska

Nevada – endnu en fin ramme

New Hampshire – lev frit eller dø. Mor gad vide om det var det John Irving tænkte på da han skrev Hotel New Hampshire. At være fri er et stort mantra i USA, men moren her i familien er ikke sikker på at hun deler frihedsbegrebet.

New Jersey – en stat af haver?

New Mexico – vores ‘egen’ nummerplade. Friheden er til gengæld til at føle i New Mexico hvor befolkningstætheden vel nærmest er en tusindedel af New Hampshire.

New York – det store æble gør ikke megen væsen af sig på nummerpladerne.

North Carolina – Det gør Ashley til gengæld. Hun er børnepasser på mors yogasted, og har en fantastisk nummerplade og ramme.

North Dakota – fredshave staten. Mon også indianerene tænkte det for 150 år siden?

Ohio

Oklahoma – Trail of Tears/Tårernes Spor. Det er betegnelsen for den rejse mange indianere blev sendt ud på for mange mange år siden. De blev tvunget til at gå fra deres hjem til nogle udstukkede reservater i Oklahoma. Langt langt størstedelen af dem døde under deres vandring. De få der var til overs blev sat under forvaltning i Oklahoma. Mon egne nummerplader er et plaster på såret?

Oregon

Pennsylvania

Rhode Island

South Carolina – vores sidst indfangne plade

South Dakota – Dakota var der Laura Ingalls og hendes familie endte efter deres lange rejse.

Tennessee

Texas – Den enesomme Stjernes stat. Kender man bare lidt til USA behøver man ikke skrive mere for at gøre sig sjov på bekostning af det slogan.

Utah – ophøjet liv. Og udvidet kunne vi tilføje. Det er åbne vidder i det meget tørre og salte land.

Vermont

Virginia

Washington – staten ude vestpå

West Virginia – vild og skøn. For os minder det os nu nok mest om John Denver, da vi hørte Country Roads på vores tur til Yellowstone.

Wisconsin – Roys nummerplade. Tak for vores dejlige oplevelser sammen!

Wyoming – Cowboy land. Grønt, vådt, smukt og øde. Størstedelen af Yellowstone ligger i Wyoming.

Og så hovedstaden

New Mexico er en stat med en meget sammensat fortid, og en ufattelig mangfoldig geografi. Det var her de første atombomber blev lavet, dem som blev smidt i Japan som slutning på Anden Verdenskrig. Det var her spanierne fandt et tætbefolket område med bysamfund, da de først kom her til for 500 år siden. Det er her, man mener, at der landede en UFO en gang midt i sidste århunderede. Det er her ham som opdagede Pluto kom fra.

Så selvom her ikke bor mange menne-sker i staten, har New Mexico nogle rigtig godt museer både for børn og voksne. Derfor tog vi på tidsrejse endnu længere tilbage end vi før har været, for New Mexico er også et af de steder i verden med langt de fleste fund af dinosaurusser.

Det natur-histori-ske museum i Albu-querque tog os med på en tidsrejse flere hundr-ede milli-oner tilbage i tid, til dengang da New Mexico lå ved et forhistorisk tropisk hav og var tæt befolket at de største væsner, der nogensinde har levet på landjorden på vores planet.

For-sten-inger, fodaf-tryk, model-ler, simula-tioner, huler med lava, compu-tere man kan få til at gøre ting, landskaber som der må have set ud og meget andet.

Vi gik ombord i det hele. Lod os drage ind i en verden af skab-ninger, som slet ikke ligner noget vi kender i dag. Iris mente ikke, at vi kunne kalde dem mærkelige, for det er jo bare fordi vi ikke er vant til at se dem, at vi tænker sådan.

Deres størrelse var næsten over-vældende, og det var rigtig spænd-ende at se, hvordan de havde udgravet ting og fragtet dem til museet. De viste, hvordan tingene blev genskabt.

Nogle af modellerne kunne bevæge sig og udfra deres knoglestruktur, har man forsøgt at gætte sig til, hvordan deres lyd kan have været.

Vi så verden gennem en myres øjne, og prøvede stort set alt vi kunne komme i nærheden af.

Vi kom, fordi vi gerne ville lære mer om dinosau-russer og se dem. Det ønske fik vi til fulde opfyldt. Hvad vi ikke vidst, var at der også ville være andre spændende ting.

De havde en rum med en del af de krible-krable-dyr, som bor i New Mexico. Vi kunne komme tæt på dem og se nogle af dem, som normalt gemmer sig.

I det rum fandt vi også et kæmpe tusind-ben, som det der et par gange havde sneget sig ind i vores bade-værelse i casitaen. Da vi læste om den, satte Iris og mor stort pris på deres instinkt, som havde sagt, at sådan en skulle man ikke røre. Mor bar den begge gange ud i et håndklæde, og på den måde undgik hun en meget smertefuld oplevelse.

Der var også udstillinger om udforskning af rummet. I dag er New Mexico et godt sted til at observere rummet, da højørkenen giver en klar luft. Men her har åbenlyst været god grobund for astronomi gennem meget lang tid, da man kan se at de folk, som befolkede Chaco canyon og andre steder (altså dem som var beslægtede med Mesa Verde), har haft indgående kendskab til universet.

Pueblo-india-nerne, som er deres efter-kom-mere, be-tragter stadig disse forfædre med stor respekt. Som andre tidligere kulturer, fx i Egypten, mener mange, at de betragtede den orden, som kosmos er, og så at det jordiske livs kaos og uforudsigelighed kunne lære at kosmos.

Da vi var færdige med museet, havde Birk endelig over-givet sig helt til New Mexico. Nu er han meget klar til at komme tilbage, for der er så meget mere at udforske, at det næsten ikke er til at forestille sig. Og han vil gerne have hele sin klasse med.

Kirkegårdsbesøg

juli 19, 2012

På vejen ud af Santa Fe mod nord ligger der en kæmpe-kirke-gård med helt ens grav-sten, så langt øjet rækker. De står på lange lige rækker, og der er lige langt mellem alle sten. Vi har snakket om den mange gange, og mor har fortalt at det er en militær kirkegård – noget hun egentlig kun ved fordi hun har set heroiske amerikanske krigsfilm.

Vi har flere gange snakket om at besøge den, og vi fik endnu mere lyst til det efter at WindEagle fik et ameri-kansk flag, fordi Rainbow-Hawk havde kæmpet i anden verdens-krig. Flaget er foldet som en trekant, og står på alteret med hans aske.

WindEagle fortalte, at kriger-kulturen betyder meget for folk i New Mexico, fordi mange har indianske aner, hvor krigere bliver hyldet.

Derfor kørte vi derind, da vi tog vores sidste tur til Santa Fe.

Vi gik rundt og kiggede, og hurtigt fandt vi ud af mange spændende ting. Vi kunne se, hvor gamle folk var blevet. 97 år var den ældste, vi fandt.

Vi så også, at næsten alle stenene havde et kors øverst, som viste, at den afdøde havde været kristen. Her en med et meget norsk navn, som enten selv må været indvandret fra Norge, eller hvis forældre kom fra Norge.

Men der var også andre religioner repræsenteret.

Indimel-lem stødte vi på jødernes Davids stjerne øverst på stenen. Nogle få sten havde ikke noget øverst, måske fordi de ikke vedkendte sig en religion.

Vi så også et par stykker med en tipi øverst.

Eller som her med det ortodokse kors og et ret russisk navn. Nogle af de nyeste sten havde grafiske billeder af atomer – det kunne vi ikke gætte os til, hvad det skulle mene.

Det kommer næppe som en overraskelse, men stort set alle soldaterne var mænd.

Til gengæld blev vi lidt over-raskede over, at manges hustruer er begrav-et sammen med deres mænd, og har deres navn på bagsiden af gravstenen. Ofte uden deres efternavn.

Men der var dog enkelte kvinder, som selv havde været soldater og lå begravet der i sammen egenskab. Et enkelt sted var der en sten over et ægtepar, hvor begge havde været soldater. Og et enkelt sted så vi sågar, en mand som var begravet som ægtefælle til en kvindelig soldat og derfor var begravet med titlen: Her husband.

Navnene var en anden ting, vi kiggede meget efter. Vi fandt en som havde heddet Lovelace, ligesom pingvinen med de vilde øjenbryn i Happy Feet. Der var også en, som havde heddet Kermit…

Mor synes dog, at denne hustrus navn var helt fantastisk. Ikke kun Bravo til efternavn, men også et fornavn som frit oversat bliver til ‘beskeden’.

Som I måske har lagt mærke til, kan man også se på grav-stenene, hvilke krige soldaten har kæmpet i.

Her en som har været med i hele tre krige.

Vi kunne også se, hvilke medaljer soldaterne have vundet, og hvilket korps de havde været med i.

I det hele taget kunne vi snakke en del om historie ved at undersøge stenene. Her en af dansk afstamning, som havde været marinesoldat.

Men jo længere vi arbejd-ede os tilbage i tid, så kom vi forbi begge ver-dens-krige og ned til de krige, som var med til at gøre New Mexico til den del af USA. Og krige som var med til at gøre det af med en del af de indfødte.

Vi kom helt tilbage til krigene midt i 1800-tallet. Da det havde en lokal krig, var der faldne fra krigen som var småbørn, civile og sågar en, der var beskrevet som indiansk dreng.

Vi brugte flere timer på kirke-gården, indtil monsun-ens efter-middags-regn nåede os. Så havde vi fået bekræftet, hvad både WindEagle havde fortalt, og hvad vi allerede havde bemærket på rigtig mange nummerplader i New Mexico.

At have været i krig er et hæders-mærke i New Mexico. Måske i langt højere grad end i nogen anden stat i USA.

Vi har nemlig ikke set en eneste veteran-nummer-plade fra andre stater. Det tætteste vi er kommer, er rammen omkring en nummerplade fra Nevada – herover.

I New Mexico er der ikke blot en veteran-nummer-plade, men en mængde af dem. En for handicap-pede veteraner, en for hver krig, en for hvert korps og selvfølgelig særplader for dem, der har vundet medaljer.

Der kan næppe være tvivl om den hæder en Guld Stjerne medalje er. “Krigere som gav os alt”, står der på pladen.

Folk i bilerne med disse nummerplader, kommer alle til at få en sten på kirkegården.

Man behøver dog ikke ligge under stenen for at få en sten der. WindEagle mener ikke, at hun vil bede om en sten for RainbowHawk. Selvom han havde været soldat, levede han sit liv som fredens mand. Sammen med WindEagle skabte han The World Foundation for Discipline of Peace, og det er også sådan vi kendte ham. En kriger i og for ånden, som stod for indre fred som vejen til en verden uden våben.

…det behøver man ikke læse om i New Mexicos aviser. Man behøver blot at kigge på dem et kvarter før det bliver fodret, så er man ikke i tvivl!

I lørdags invite-rede Sara og Wind-Eagle os i Rio Grande Zoo som afslut-ning på vores dejlige tid sammen med dem her i New Mexico. Selvom Iris og mor havde været der før, var begge glade for at skulle på besøg igen.

Det var en dejlig varm dag, men vi kom allerede før frokost, så mange af dyrene var mere aktive end de er om eftermid-dagen. Og vi fik nogle rigtigt gode oplevelser.

Der er et område med dyr fra Afrika, hvor de også har forsøgt at få nogle af tingene til at se ud som Afrika. Til trods for at den bagende sol fik høvdingestolen at være meget hed, ville begge børnene gerne fotograferes på den farverige trone.

Wind-Eagle og Sara vidste på forhånd, at de nok ikke kunne holde til hele zoo, da de stadig er lidt trætte ovenpå RainbowHawks afsked med dette liv. Derfor statrede vi ud med at snakke om, hvilke dyr vi gerne ville se.

Prima-terne, det vil sige de store aber, stod højt på listen. Og aller-helst ville begge børn gerne se isbjørn-ene og sælerne blive fodret.

Iris ville også gerne gense kæmpe-skild-padden, som gjorde et stort indtryk sidst.

Vi lagde en rute, så vi kom derhen, hvor vi gerne ville – også vi kunne få noget frokost undervejs. Ruten tog os forbi en masse andre smukke dyr. Bl.a. var vi en tur i ‘Afrika’.

Et af mors yng-lings-dyr er giraf-fer. Lige siden hun var barn og havde et pusle-spil med giraf-fer ved foden af Kiliman-jaro, har hun været vild med dem.

Det blev ikke mindre da hun så dem på Kenyas savan-ne, og når de løb ved siden af toget til Momba-sa. Vi lod os alle fascinere af deres tydelige og unikke mønstre.

Zebra-ernes mønstre er også meget fasci-neren-de, så dem stod vi også og stude-rede en god tid. Tænk at selv manken er stribet. Mor drømmer om at tage Birk og Iris med til Afrika en dag, så de også kan se disse dyr i deres rette omgivelser.

En af dagens højde-punkter blev en orangu-tang-unge, som fik øje på Birk gennem glas-ruden. Og den syntes godt om hvad den så. Den fandt noget frem og tog i munden og gik helt op til ruden, som en invitation til at lege med Birk. Birk lagde hovedet helt hen til ruden, og der opstod en skønt langt øjeblik, hvor de to havde noget helt for sig selv.

Alti-mens sad dens mor og holdt godt øje med om det nu også var orden-ligt selskab, dens unge var kommet i. Da legen var færdig, gik ungen i gang med at lege med en papkasse og rive den i småstykker.

Så skete der noget interes-sant med moren. Hun rejste sig og klatrede op i klatre-stativet og begynd-te at svinge frem og tilbage. Rundt og rundt. Det var som om hun kiggede direkte på os. Da hun var færdig, gik hun lige tilbage til sin daseplads og splattede ud, ligesom de andre voksne.

Bagefter havde vi det alle som om, at hun sendte os en særlig hilsen, nu da vores børn var blevet venner.

Vi nåede at se lidt mere før frokost. En snoabe og andre sjove små aber. Vi fik også set nogle af de dyr, vi ikke kender. En af dem var fra asien og en slags blanding af en ged og en moskusokse. Iris mente, at det ville være svært at score damer med sådant et udseende.

En anden sjov fætter er en capybara. Vi ved faktisk ikke om den har et dansk navn, men næppe da den bor i Sydame-rika. Hvis den har skulle det da lige være ‘vand-svin’, da den bor i våde områder ved junglen og kan endda sove i vand. Den kan veje over 50 kg, og det gør den til verdens største gnaver. Større end dens fætter bæveren.

Når vi snakker om vand, må vi hellere fortælle om et af de andre højde-punkter. Isbjørn-ene.

Vi gik over til dem 20 minutter før, de skulle fodres. Da gik de allerede hvileløst frem og tilbage og ventede på maden.

Det gav os god mulig-hed for at kigge nær-mere på de spænd-ende dyr. Som de eneste bjørne går de ikke i hi – undtagen når en hun er svanger, så laver hun sig en snehule.

Deres hud er sort, for at holde på varmen. Deres hår er faktisk gen-nem-sig-tige og ikke hvide.

Når man ser på deres hud ved munden og tungen, kan man se det sorte.

Endelig kom maden, som dyre-passe-ren kastede rundt forskel-lige steder i bassinerne. Hun fortalte, at de får deres hoved måltid om morgenen, bl.a. 3 kg hestekød, så eftermiddagsmåltidet er mest en lille snack til ære for publikum. Og dem var vi mange af.

Isbamser-ne holdt faktisk meget øje med publikum. Måske er det fordi, der er så meget dejligt kød så tæt på, og så har nogle været så frække at sætte hegn op. Måske fordi opmærk-somhed er skønt. Det er ikke til at vide. Men da måltidet var ovre, stillede den ene sig op på to ben midt på en høj klippe med front mod os, som om den sagde, nu kan I få jeres billede. Bagefter hoppede den i vandet, og showet var ovre.

Også for WindEagle og Sara som kørte hjem. Vi valgte at blive til lukketid, og fik besøgt rovfuglene. Her en golden eagle. Det var nok dem, vi havde sværest ved at se i fangeskab, da de knap kunne strække deres vinger.

Vi fandt kæmpeskildpadderne, men de var kravlet i skygge, så vi kunne i se den største af dem. For Iris endnu en grund til at komme tilbage til New Mexico.

Der var endnu en fodring, vi gerne ville se. Søløv-erne og sælerne. Det var knap så festligt som sidst, men da de er legesyge dyr, som gerne drejer rundt i vandet og kysser dyrepasserens hånd, var det fint.

Vi fodre koikarperne, inden vi, mætte af gode oplevelser, gik ud for at lære noget om taxisystemet i New Mexico. Dem er der ikke mange af, så man skal ringe efter dem og så vente en rum tid. Billig privat trafik, gør det dyrt at tage en taxa her. Men vi kom hjem til hotellet og ploppede i poolen.

På gensyn kære venner

juli 17, 2012

Vi gik i gang med at pakke, og så gik det grueligt op for især Iris, at nu var tiden nær – og at det skulle være et farvel. Hun vil gerne hjem, men samtidig ville hun egentlig også gerne blive.

Så humøret gik op og ned nogle dage. Vi gik ture på landet, kiggede på tingene og fik sagt farvel.

Det var også som om, dyrene kom og sagde farvel. Et firben kravelede endda helt op på vores rude, og vores sidste aften på landet, så vi miniugler på vejen. Dem har Iris længe drømt om at se.

Den sidste aften lavede Sara, Rob og Wind-Eagle også en farvel-middag til os. Det var rigtig dejligt, og vi pjattede meget udenfor bagefter. Det gjorde det knap så hårdt at sige farvel.

Sara kunne godt tænke sig, at vi skulle tage nogle bille-der, fordi Rob ikke skulle med i zoolo-gisk have sammen med os andre næste dag.

Det endte med at blive bryd-ning, sving-ture, masser af grin-masser, kram, fjol og løben rundt. Det med de fint opstillede billeder gjorde vi det ikke så meget i.

Til sidst endte det dog i et stort gruppe-kram. Det har været en god, nær og kærlig tid, og det at være fysisk sammen hjælper tit, når sproget ind imellem svigter. Iris har dog fået lært så meget engelsk, at hun helt uden morens hjælp kunne sige til Rob: I will miss your big nose and your big ears.

Alt i mens vi fjollede rundt, stod Don og WindEagle og snakkede sammen – og forsøgte at undgår at blive ramt af flyvende ben. Til sidst tog vi opstilling alle sammen, og selvom det var svært at gear ned, blev det et rimeligt civiliseret billede med vores dejlige naboer.

Det var også afslut-ningen, og det med at sige farvel var ikke nemt. Mor fik et sidste billede af træet med alle båndene for bønnerne for RainbowHawks sidste rejse, som folk har sendt fra hele verden. Så kørte vi hjem og så en sidste kort nat i casitaen.

Den sidste mil

juli 16, 2012

Farvel til Sean – og Bode’s.

De sidste dage på Star Dance med ting, som vi alle-rede har gjort før blan-det med ting, vi gerne ville nå at gøre (vi fik prøvet forsen yoghurt i Santa Fe, fik badet et par gange i søen med Sara, Rob og WindEagle, fik købt en sidste lille gave eller to og andre gode ting).

Den sidste uge passede vi også Rita og WhiteEagle’ katte, planter og fisk. Inden Rita drog af, introdu-cerede hun Birk og Iris til deres fitness maskiner. Især Birk synes ret godt om crossrunners og løbebånd.

På vores ture rundt og gøre de sidste ting, lagde vi også mærke til sjove finur-ligheder, vi ikke havde set før. Også knap så sjove finur-ligheder. En af de sjove ting var denne barber-butik med en sav-klinge som vare-mærke. Det må være for de modige.

Nogle af de andre pudsige ting var havd man må, hvad man skal passe på og hvad der sker. Fx advarer de mod at der kan være sten i oliven, som det sælger i Whole Foods. Og mod at ridning kan være farligt og skal ske på eget ansvar…

Ingen af delene er vel over-raskende, hvis man bruger sund fornuft, men de skal advare mod den slags her, hvis de vil undgå at blive sagsøgt – skulle en få en olivensten galt i halsen.

At der er forbud mod at medbringe våben på posthuset er vel ikke så mærkeligt for en dansker – det interessante er, at de hænger plakater op, for at påminde folk om forbuddet.

Men i USA er våben en grundlovs-sikret ret, så våbnene må de gerne have, de skal bare lade dem blive i bilen, mens de tjekker deres postboks.

Plakaten, lige ved siden af forbuddet, vidner dog om, at ikke alle amerikanere helt ved hvordan man skal omgås våben, når der er andre mennesker i nærheden.

For fem år siden skød tren mænd på en parkbetjent oppe ved søen, så han blev slemt såret. Der er stadig udlovet en dusør på dem, som i bedste western stil. Og de er aldrig blevet fundet.

Vi troede, vi havde set det vildeste i den retning, indtil vi kørte over gaden til Bode’s hvor der på alle døre og ved kasserne var opslået en dugfrisk efterlysning af en ‘ekstremt farlig’ forbryder. Udstillet med billede og hele balladen. Han har åbenbart skudt på nogle betjente for nogle dage siden omkring 100 miles fra Abiquiu, så ham skal folk vogte sig for.

Det er derfor nok betryg-gende for folk, at den lokal sherif ofte og gerne stopper forbi Bode’s. Når hans bil holder udenfor, kommer der næppe de værste skydegale folk på besøg. Børnene tager gerne billeder af politibiler til deres far, som jo er blevet ansat hos politiet (i Danmark altså).

Hvor mange slags politi der egentlig findes i USA, er vi ikke blevet helt kloge på. Den her bil kommer fra et korps, vi ikke før er stødt på. Men vi synes da lige, at far også skulle have den med.

Monsun-en har tilføjet et ekstra aspekt til himlens farve-væld her.

Hver dag har vi nydt nye skyfor-matio-ner og ladet os fasci-nere af de mange og lange lyn. Både det grå i grå og solnedgangene kan vi slet ikke få nok af.

Derfor får I lige en sidste post med Drøm-me-bjerget og solned-gange. Denne gang gik en ravn med til at lade sig fotografere sammen med Pedernal. Det er et landskab som er krøbet helt ind under huden på os.

Fjerde juli er vigtig for ameri-kaner-ne. Det er deres uaf-hængig-heds-dag, og det at være uaf-hængig betyder meget for alle de ameri-kanere, vi har snakket med om det emne.

Nok har de forskel-lige opfat-telse af, hvad det vigtige ved uaf-hængig-heden, men de er enige om, at den er vigtig. Mange af dem mener, at det er det eneste frie folk i verden.

Der er nok også store for-skelle i, hvordan dagen bliver fejret.

Vi så ikke meget til det her i vores ende af New Mexico. Der var nogle få steder, hvor de solgte fyrvær-keri i dagene op til, og de fleste kontor-er og butikker valgte at holde lukket.

Vi så en dame i Pagosa Springs med negle malet med stjerner og striber, som det ameri-kanske flag, men det var nok også det mest patriotiske vi så.

For at fejre dagen tog vi på Abiquiu Inn og spiste frokost, men der var der langt færre og mindre fest-ligt end til påske.

Derfor beslut-tede vi at fejre dagen med en lille ud-flugt for os selv.

Da det var over-skydet, havde mor og Iris ikke lyst til at hoppe i søens kolde vand. Birk er klar til at hoppe i til hver en tid og temperatur.

Til gengæld benyt-tede vi dagens kølig-hed til at besøge Plaza Blanca, hvor vi ville være blevet stegt godt og grundigt på en solskinsdag.

Plaza Blanca ligger lige ved Abiquiu, men på den anden side af floden Chama.

Alle bille-derne her er fra Plaza Blanca, som betyder Hvid Plads.

Det var en god lang gåtur, og der var mange steder at klatre op.

Hvad mor ikke lige havde tænkt på, da hun drejede ud af Country Road 155, var at hun havde de høj-hælede sandaler på. Ups. Til Birks store for-tryd-else betød det, at mor ikke ville klatre ret meget rundt med ham.

Og han synes det er sjovere at klatre sammen med nogen.

Iris var til gengæld glad for, at hun i dagens anled-ning havde fået lov til at låne lidt af mors make-up. Vi synes godt, man kan se det på det her billede.

Men vi fik dog klatre lidt i de impo-nerende sten-forma-tioner, og beun-dret de nær-mest umulige krum-melyrer stenene havde skabt.

Det er svært at gengive stør-relses-forhol-det på bille-der, men forhå-bentlig kan de give et indtryk det kæmpemæssige stenkompleks.

Et sted fandt vi et jord-egern-rede, og den lignede nær-mest dyre-nes udgave af Mesa Verde. Det kan I se på bille-det lige her over.

Vi fik des-værre ikke billede af bebo-erne – de er ret hurtige.

Til sidste fandt børnene på at kast til måls efter nogle af de sten, som gennem tiden var landet oven på andre sten. Det var rigtig sjovt, men efter en tid mente mor, at legen måtte have ende.

Plaza Blanca fik en hård medfart, da Daniel Craig og Harrison Ford kom forbi for at optage filmen Alien and Cowboys. Det kan stadig ses, så vi skulle nødigt