Mandag var vores sidste dag. For sin vis så vi frem til at komme hjem, men en stor del af Iris kunne meget vel være blevet 5 måneder mere. Det var ikke nemt at forestille sig, at denne særlige tid i New Mexico var slut.

Egentlig havde vi planlagt en dag med udflug-ter, men på en eller anden måde var helt fyldt til randen, så vi valgte simpelthen at blive på hotellet og tage det i et tempo, som blev sat af vores behov.

Vi sov længe, vågnede roligt, spiste sen morgen-mad, var lidt på compu-teren og så gik vi i svømme-pøl.

Da der ikke var mere for mor at gøre her i New Mexico heller, sørgede hun for at få klaret alle sine computer-opgaver om formiddagen, mens Iris og Birk var i pølen.

Så kunne hun nemlig gå med i pølen om eftermid-dagen og lege og pjatte. Bagefter varmede vi os i det varme boblebad.

Vi blev sultne midt på eftermid-dagen og ville have en lille snack. For at give den med alle de ameri-kanske basuner, gik vi på Wafflehouse, som lå lige over for hotellet.

Waffle-house har ikke børne-menuer med opga-ver, sådan som mange andre restau-ranter har i USA. Her er Iris i gang aftenen før.

Waffle-house har et meget enkelt, meget brunt og meget ameri-kansk koncept. Det er kød, æg, ost, brød og sukker i et væld af kombi-nationer.

Det er venlig betje-ning, og vi var de eneste som fandt på at dukke op midt på efter-mid-dagen, så de ansatte havde god tid.

Børnene valgte husets speciali-tet, vafler, og mor tænkte ‘pyt’ og sagde ‘lad gå’. Selv fik hun en bisquit, som mest af alt minder om en scone – hun valgte den enkle udgave med fyld, ofte bliver den nemlig serveret med sovs og hele pivtøjet.

Bagefter studerede Birk deres jukebox, som vel nok mest er tiltænkt nostalgien om de gode gamle diners, for hvem gider at betale en dollar for en sang, når man kan købe den til nærmest samme pris på iTunes?

Efter dette lille måltid hoppede vi atter i pølen. Vi troede egentlig, at vi skulle have et aftensmåltid senere, men ingen af os havde rigtig lyst. Vi havde fået nok restaurationsmad, og børnene begyndte at snakke om fars hjemmebagte boller. Mor drømte om hjemmelavet mad med friske grønsager.

Det var svært at sove. Birk var begejstret ved tanken om hjemrejsen og Iris det stik modsatte. Klokken blev 23, før der var ro i lejren, men heldigvis skulle vi først flyve midt på dagen tirsdag, så vi skulle ikke tidligt op.

Om det var Drøm-me-bjerget, som rullede forbi Iris’ indre skærm, de smukke stjer-nenæt-ter eller hele det at være i New Mexico helt særlige energi, kunne mor ikke gennemskue.

Mor lå i sin seng og savnede på en gang det hele, og samtidig glædede hun sig til alt det nye, der lå foran hende.

Mange minder og billeder gled forbi. Hvor har vi dog haft en rig tid, en tid med fordybelse, en tid med opdagelse, en tid med stilhed, en tid med sjov, en tid med kærlighed, en tid med skønhed, en tid åbenhed, en tid med forandring, en tid med nærhed…

Der er så mange ord og billeder, at vi kunne starte helt forfra på vores blog om rejsen. På den anden side er der måske slet ikke andet at sige end: Tak!

New Mexico er en stat med en meget sammensat fortid, og en ufattelig mangfoldig geografi. Det var her de første atombomber blev lavet, dem som blev smidt i Japan som slutning på Anden Verdenskrig. Det var her spanierne fandt et tætbefolket område med bysamfund, da de først kom her til for 500 år siden. Det er her, man mener, at der landede en UFO en gang midt i sidste århunderede. Det er her ham som opdagede Pluto kom fra.

Så selvom her ikke bor mange menne-sker i staten, har New Mexico nogle rigtig godt museer både for børn og voksne. Derfor tog vi på tidsrejse endnu længere tilbage end vi før har været, for New Mexico er også et af de steder i verden med langt de fleste fund af dinosaurusser.

Det natur-histori-ske museum i Albu-querque tog os med på en tidsrejse flere hundr-ede milli-oner tilbage i tid, til dengang da New Mexico lå ved et forhistorisk tropisk hav og var tæt befolket at de største væsner, der nogensinde har levet på landjorden på vores planet.

For-sten-inger, fodaf-tryk, model-ler, simula-tioner, huler med lava, compu-tere man kan få til at gøre ting, landskaber som der må have set ud og meget andet.

Vi gik ombord i det hele. Lod os drage ind i en verden af skab-ninger, som slet ikke ligner noget vi kender i dag. Iris mente ikke, at vi kunne kalde dem mærkelige, for det er jo bare fordi vi ikke er vant til at se dem, at vi tænker sådan.

Deres størrelse var næsten over-vældende, og det var rigtig spænd-ende at se, hvordan de havde udgravet ting og fragtet dem til museet. De viste, hvordan tingene blev genskabt.

Nogle af modellerne kunne bevæge sig og udfra deres knoglestruktur, har man forsøgt at gætte sig til, hvordan deres lyd kan have været.

Vi så verden gennem en myres øjne, og prøvede stort set alt vi kunne komme i nærheden af.

Vi kom, fordi vi gerne ville lære mer om dinosau-russer og se dem. Det ønske fik vi til fulde opfyldt. Hvad vi ikke vidst, var at der også ville være andre spændende ting.

De havde en rum med en del af de krible-krable-dyr, som bor i New Mexico. Vi kunne komme tæt på dem og se nogle af dem, som normalt gemmer sig.

I det rum fandt vi også et kæmpe tusind-ben, som det der et par gange havde sneget sig ind i vores bade-værelse i casitaen. Da vi læste om den, satte Iris og mor stort pris på deres instinkt, som havde sagt, at sådan en skulle man ikke røre. Mor bar den begge gange ud i et håndklæde, og på den måde undgik hun en meget smertefuld oplevelse.

Der var også udstillinger om udforskning af rummet. I dag er New Mexico et godt sted til at observere rummet, da højørkenen giver en klar luft. Men her har åbenlyst været god grobund for astronomi gennem meget lang tid, da man kan se at de folk, som befolkede Chaco canyon og andre steder (altså dem som var beslægtede med Mesa Verde), har haft indgående kendskab til universet.

Pueblo-india-nerne, som er deres efter-kom-mere, be-tragter stadig disse forfædre med stor respekt. Som andre tidligere kulturer, fx i Egypten, mener mange, at de betragtede den orden, som kosmos er, og så at det jordiske livs kaos og uforudsigelighed kunne lære at kosmos.

Da vi var færdige med museet, havde Birk endelig over-givet sig helt til New Mexico. Nu er han meget klar til at komme tilbage, for der er så meget mere at udforske, at det næsten ikke er til at forestille sig. Og han vil gerne have hele sin klasse med.

…det behøver man ikke læse om i New Mexicos aviser. Man behøver blot at kigge på dem et kvarter før det bliver fodret, så er man ikke i tvivl!

I lørdags invite-rede Sara og Wind-Eagle os i Rio Grande Zoo som afslut-ning på vores dejlige tid sammen med dem her i New Mexico. Selvom Iris og mor havde været der før, var begge glade for at skulle på besøg igen.

Det var en dejlig varm dag, men vi kom allerede før frokost, så mange af dyrene var mere aktive end de er om eftermid-dagen. Og vi fik nogle rigtigt gode oplevelser.

Der er et område med dyr fra Afrika, hvor de også har forsøgt at få nogle af tingene til at se ud som Afrika. Til trods for at den bagende sol fik høvdingestolen at være meget hed, ville begge børnene gerne fotograferes på den farverige trone.

Wind-Eagle og Sara vidste på forhånd, at de nok ikke kunne holde til hele zoo, da de stadig er lidt trætte ovenpå RainbowHawks afsked med dette liv. Derfor statrede vi ud med at snakke om, hvilke dyr vi gerne ville se.

Prima-terne, det vil sige de store aber, stod højt på listen. Og aller-helst ville begge børn gerne se isbjørn-ene og sælerne blive fodret.

Iris ville også gerne gense kæmpe-skild-padden, som gjorde et stort indtryk sidst.

Vi lagde en rute, så vi kom derhen, hvor vi gerne ville – også vi kunne få noget frokost undervejs. Ruten tog os forbi en masse andre smukke dyr. Bl.a. var vi en tur i ‘Afrika’.

Et af mors yng-lings-dyr er giraf-fer. Lige siden hun var barn og havde et pusle-spil med giraf-fer ved foden af Kiliman-jaro, har hun været vild med dem.

Det blev ikke mindre da hun så dem på Kenyas savan-ne, og når de løb ved siden af toget til Momba-sa. Vi lod os alle fascinere af deres tydelige og unikke mønstre.

Zebra-ernes mønstre er også meget fasci-neren-de, så dem stod vi også og stude-rede en god tid. Tænk at selv manken er stribet. Mor drømmer om at tage Birk og Iris med til Afrika en dag, så de også kan se disse dyr i deres rette omgivelser.

En af dagens højde-punkter blev en orangu-tang-unge, som fik øje på Birk gennem glas-ruden. Og den syntes godt om hvad den så. Den fandt noget frem og tog i munden og gik helt op til ruden, som en invitation til at lege med Birk. Birk lagde hovedet helt hen til ruden, og der opstod en skønt langt øjeblik, hvor de to havde noget helt for sig selv.

Alti-mens sad dens mor og holdt godt øje med om det nu også var orden-ligt selskab, dens unge var kommet i. Da legen var færdig, gik ungen i gang med at lege med en papkasse og rive den i småstykker.

Så skete der noget interes-sant med moren. Hun rejste sig og klatrede op i klatre-stativet og begynd-te at svinge frem og tilbage. Rundt og rundt. Det var som om hun kiggede direkte på os. Da hun var færdig, gik hun lige tilbage til sin daseplads og splattede ud, ligesom de andre voksne.

Bagefter havde vi det alle som om, at hun sendte os en særlig hilsen, nu da vores børn var blevet venner.

Vi nåede at se lidt mere før frokost. En snoabe og andre sjove små aber. Vi fik også set nogle af de dyr, vi ikke kender. En af dem var fra asien og en slags blanding af en ged og en moskusokse. Iris mente, at det ville være svært at score damer med sådant et udseende.

En anden sjov fætter er en capybara. Vi ved faktisk ikke om den har et dansk navn, men næppe da den bor i Sydame-rika. Hvis den har skulle det da lige være ‘vand-svin’, da den bor i våde områder ved junglen og kan endda sove i vand. Den kan veje over 50 kg, og det gør den til verdens største gnaver. Større end dens fætter bæveren.

Når vi snakker om vand, må vi hellere fortælle om et af de andre højde-punkter. Isbjørn-ene.

Vi gik over til dem 20 minutter før, de skulle fodres. Da gik de allerede hvileløst frem og tilbage og ventede på maden.

Det gav os god mulig-hed for at kigge nær-mere på de spænd-ende dyr. Som de eneste bjørne går de ikke i hi – undtagen når en hun er svanger, så laver hun sig en snehule.

Deres hud er sort, for at holde på varmen. Deres hår er faktisk gen-nem-sig-tige og ikke hvide.

Når man ser på deres hud ved munden og tungen, kan man se det sorte.

Endelig kom maden, som dyre-passe-ren kastede rundt forskel-lige steder i bassinerne. Hun fortalte, at de får deres hoved måltid om morgenen, bl.a. 3 kg hestekød, så eftermiddagsmåltidet er mest en lille snack til ære for publikum. Og dem var vi mange af.

Isbamser-ne holdt faktisk meget øje med publikum. Måske er det fordi, der er så meget dejligt kød så tæt på, og så har nogle været så frække at sætte hegn op. Måske fordi opmærk-somhed er skønt. Det er ikke til at vide. Men da måltidet var ovre, stillede den ene sig op på to ben midt på en høj klippe med front mod os, som om den sagde, nu kan I få jeres billede. Bagefter hoppede den i vandet, og showet var ovre.

Også for WindEagle og Sara som kørte hjem. Vi valgte at blive til lukketid, og fik besøgt rovfuglene. Her en golden eagle. Det var nok dem, vi havde sværest ved at se i fangeskab, da de knap kunne strække deres vinger.

Vi fandt kæmpeskildpadderne, men de var kravlet i skygge, så vi kunne i se den største af dem. For Iris endnu en grund til at komme tilbage til New Mexico.

Der var endnu en fodring, vi gerne ville se. Søløv-erne og sælerne. Det var knap så festligt som sidst, men da de er legesyge dyr, som gerne drejer rundt i vandet og kysser dyrepasserens hånd, var det fint.

Vi fodre koikarperne, inden vi, mætte af gode oplevelser, gik ud for at lære noget om taxisystemet i New Mexico. Dem er der ikke mange af, så man skal ringe efter dem og så vente en rum tid. Billig privat trafik, gør det dyrt at tage en taxa her. Men vi kom hjem til hotellet og ploppede i poolen.

Birk på vej

maj 29, 2012

Så blev det endelig tid. Birk er på vej.

Lige nu, mens dette bliver skrevet, er han på vej gennem lufthavnen i Kastrup. Her i New Mexico er Iris endelig faldet i søvn efter at have vendt og drejet sig rigtig mange gange. I dag har vi gjort casitaen klar til hans ankomst, Iris har redt en seng til Birk og vi har ryddet op.

Hej Birk – vi glæder os til du kommer!!

Det er en lang tur, de har forude. Der er mere end et døgn til de kan lægge sig i sengen her på Star Dance. Iris og mor har forskellige ting, som kan beskæftige dem i løbet af dagen i morgen (her er klokken nemlig kun på vej mod 22 mandag aften), så dagen ikke falder for lang. Vi har lovet at køre Sidse i lufthavnen, da det passer perfekt med, at hun skal derned i morgen. Undervejs vil Sidse gerne stoppe på Bode’s og i Santa Fe, så vi får en dejlig tur ud af det.

Altimens flyver Birk først over Vesterhavet til London og derfra over Atlanterhavet til USA. Han mellemlander i Dallas, førend han stiger ombord på flyet til Albuquerque. Planlagt ankomsttid er 18:10 vores tid – det er 02:10 dansk tid. Så selvom det endelig er nu, er der stadig en del timers rejse foran ham. Efter han er landet, skal vi jo til Star Dance, og det kan meget vel gå hen og blive henad midnat, før vi kommer i seng.

På indianermuseum

maj 16, 2012

I Albuquerque to vi på Indian Pueblo Cultural Center. Det er et museum om de lokale indianere.

Der findes andre indianere her i det sydvestlige USA, men Pueblo indianerne er dem, der har holdt til langs Rio Grande i henved flere tusind år.

 

Pueblo-indianernes forfædre byggede under klippeudhæng eller direkte ind i klippe.

Santa Fe går for at være den ældste by i USA, for den har været handelscentrum og vigtig passage for handlen fra Mellemamerika til Nordamerika. På den måde er der historisk en stærk forbindelse mellem vores nuværende rejse og vores rejse for tre år siden, hvor vi jo turede rundt i Maya land.

Nå, men tilbage til museet.

 

Pueblolandsbyerne er egentlig helt sammenbyggede huse, hvor man bor meget tæt. For at komme til nogle af husene skal man bruge stiger, og i mange af de gamle landsbyer var der kun ganske få vinduer og døre, så man kom ind gennem taget.

Pueblo betyder landsby på spansk og hentyder til den måde, disse indianerstammer bor på. Altså ingen tipier og lange vandringer, men fast bolig bygget af ler i et stort bygningskompleks, der udgør landsbyen.

Forskellige steder i New Mexico kan man se ruiner af gamle pueblos, hvor de nuværende stammers forfædre boede. Og man kan se gamle gamle landsbyer, som stadig er beboet.

Dem vil vi tage ud og kigge på, når Birk og Markus kommer.

Der er 19 pueblos, hvoraf næsten alle ligger mellem Albuquerque og Espanola tæt på den vej, vi kører ad op til, hvor vi bor. Man kan ikke se noget, der ser typisk indiansk ud fra vejen, men der står skilte langs vejen med, at nu kører man ind på deres territorie, eller nu kører man ud af deres territorium. Desuden er der også en meget tydelig ting, nemlig casinoerne.

Ja, du læste rigtigt. Ved lov har indianerne forskellig former for selvbe-stemmelse over deres reservater (hvilket er ret nyt!!), og en af dem er, at de kan lave casinoer og tjene penge til deres offentlige administration på den måde. Så mængden af casioner er overvældende her i staten.

Skiltene og casinoerne var det eneste, vi havde set, indtil vi kom til museet.

Pueblo indianerne har to håndværk, som er deres varemærke: keramik og vævning. Især det første er gået hen og blevet en salgsvare de seneste år, efter at det er blev stuerent at være indianer.

Sådan har det ikke altid været. Som i resten af USA måtte de have den tro, de altid havde haft. Det blev erklæret hedensk og strengt forbudt.

Til forskel for prærieindianerne havde de dog stiftet bekendtskab med den ‘hvide’ gud, da spanierne invaderede området. Spanierne slog sig meget tidligt ned her i området. Men det var ikke kun forestilling of det guddommelige aspekt i livet og universet, som var forbudt, men også deres helbredende traditioner, for som i resten af verden (altså lige bortset fra Europa og Nordamerika) er sjæl og legeme ikke adskildt. Det betyder at sundhed og helbredelse indeholder, det vi ikke kan se. Det måtte de heller ikke. Fy, det er djævelskab.

For at sikre at de kommende indianer-generationer skulle kende den rette tro, og blive gode civiliserede borgere i USA, blev de her, som over hele Nordamerika, sat i særlige skoler, så de kunne lære at tale engelsk og kende kattekismens lære.

 

Kirker har spillet en stor rolle i området siden Spanierne kom, så deres kirkekunst er også udstillet.

Først sidst i 1970’er-ne blev det atter tilladt at ‘være’ indianer med alt, hvad det inde-bærer.

Desværre er meget gået tabt i de over 100 år, hvor det som var så tæt forbundet med deres identitet var forbudt og blev hjernevasket ud af dem. Overvægt, alkoholisme og manglende identitetsfølelse er meget fremherskende.

Derfor er det både et museum der fortæller os turister om, hvem pueblo’erne er, men også i høj grad et sted, hvor pueblofolket selv kan komme for at pleje deres kultur.

Vi læste, kiggede på billeder, lavede ler, så på deres kunst-hånd-værk og så så vi danse. Ham på trommen havde startet danse-gruppen allerede som teenager, og han fortalte hvordan det krævede mod at danse nogle af dansene hjemme i pueblo’erne. Måske fordi ham som havde holdt dansen i hævd også havde drukket for meget alkohol, eller fordi det ikke var værdsat.

 

Regn er en evig mangelvare i ørkenen, så regndans og bøn om regn er vigtig.

Dansene kom fra Laguna-pueblo, som består af 6 lands-byer, som alle hører til samme stamme. Trom-meren, deres gruppe-leder, fortalte, at nok kom de her og dansede for turisterne, fordi de gerne vil vise verden, hvem de er, men at det var vigtigt for dem, at deres danse altid er en bøn. For det er det, deres danse er. Bøn.

Ikke som vi kender det som ‘Fader Vor…’, men som bønnen om at forbinde sig med altet. Bøn om rigelighed i høsten, taknemmelighed over venskabet med andre stammer, taksigelser til de firbenede hornede dyr (oprindeligt mest bison, men også hjort, køer osv.). Det er det, de danser for og holder i deres bøn.

Indianernes lidelseshistorie er lang, brutal og selvom den er verdenskendt er den kun så småt anerkendt af egne myndigheder. Men den er også uafvendelig; altså den er, hvad den er. Det gode ved det her museum var, at formålet er at se fremad. Hvad nu? Hvordan kommer vi videre? Hvordan styrker indianerene deres identitet, fastholder deres sprog, udvikler deres kunst, plejer deres sundhed osv.

De har lavet et råd, de har vedtaget en sundhedsdeklartion og de fortsætter med at arbejde for at de kan få lov til at undervise på deres egne sprog. Nu har gundskolen fået de muligheder, nu fortsættes arbejdet, så også gymnasierne kan undervise på modersmålene.

Så når vi nu kører forbi Nambé Visitor Center, mængden af casinoer og kører ind og ud af Teseque Reservation, så ved vi lidt mere om de mennesker som gemmer sig bag navnene og ved lidt om livet i pueblo’erne.

I sidste uge synes vi, tiden var kommet til at indtage nyt territorie og se noget andet end Abiquiu, Espanola og Santa Fe, så vi besluttede at køre hakket længere. Nemlig helt ned til New Mexicos største by Albuquerque. Det var der, vi fløj ind i sin tid, men så den kun i et glimt i mørket. På billedet kan I se, Albuquerque ligger lige over ‘New’.

Vi bestilte hotel, pakkede bilen, tog vasketøjet med i samme ombæring (vi fandt et hotel med vaskeri) og så begav vi os syd på. I vores gamle bil, som ikke kan lide at køre så stærkt, tager turen omkring to time. Men vi stoppede et par gange undervejs for at finde et vejkort over Albuquerque, men det lykkedes først, da vi kom til Albuquerque.

Alligevel havde mor præsteret at køre præcis hen til den rigtig motorvej og afkørsel til vores hotel.

Vi havde ikke besluttet ret meget på forhånd. Vi vidste, at vi gerne ville se klapperslangemuseet, og mor havde foreslået, at vi spiste den ene morgenmad på Wafflehouse. Resten lod vi stå åbent.

P-‘automat’??!

Vi tog det med ro efter at være landet på hotellet, så vores første eventyr var på Waffel-house. Som I måske kan regne ud, sælger de vafler. Til morgen-mad!! Det var lige efter Iris’ hjerte, eller måske snarere smagsløg, og hun gik ombord i en med chocolate chips. Mor, hvis søde tand er knap så veludviklet, foretrak en omelet og en OJ (appelsinjuice).

Heldigvis er menukortet rimeligt stort. Og som mange andre steder herovre, serverer de morgenmad hele dagen.

Der fra gik turen til klapperslangemuseet. Det er ikke ret stort, men har den største samling af levende klapperslanger.

Hverken Iris eller mor har nogen større interesse i at kigge på slanger, men fra mange kanter er vi blevet anbefalet at se nærmere på dem, så vi kan genkende dem i naturen. Deres farver ligner meget jorden i ørkenen, så de er rigtigt svære at se.

Da her er en del, er det godt, at øjnene og kroppen kan genkende dem. Og vi kunne begge mærke suget i maven, så vi satser på at kunne genkende dem nu. Og vi skal stadig øve os i at kigge os grundigt for, hver gang vi går over en stor sten eller er nødt til at forcere et krat.

Museet ligger i den gamle bydel i Albuquerque, og p-‘automaten’ fik os til at smile. Det er den tyrkise tingest, der er på et af billederne længere oppe. Der står at de aflæser det med computer… Men vi havde vores tvivl. Alligevel betalte vi troskyldigt vores p-afgift.

Da vi så elinstal-lationerne i bydelen, holdt vi til gengæld op med at undre os. Nu gav det pludselig mening, hvorfor strømmen er så ustabil her i landet.

Selvom vi startede om formiddagen, var det allerede mere end stegende hedt, da vi kom tilbage til bilen. Vi besluttede at spise lidt frokost og bagefter køre i zoologisk have. Så efter en gang mexi-mad kørte vi i Rio Grande Zoo.

OG nej, det er ikke coyote, vilde kaniner, edderkopper, firben og den slag…. (faktisk var der lukket for afdelingen med insekter og slager – men vi havde også fået nok).

Det er en ret fin zoologisk have, som jo ikke kunne gøre for at vejrguderne havde skruet højt op på varme apparatet den dag. Det var et godt stykke over 30 grader, og både besøgende og dyr svedte bravt. Som I nok kan se er kænguruerne helt smeltede.

Den dejlige kat i hænge-køjen er en bobcat (en rødlos). Den var også helt færdig i varmen. Til gengæld gjorde det isbjørnene livlige, for når de bliver for varme, hopper de i vandet og leger. Iris syntes, det var rigtig hyggeligt, at isbjørnene kyssede.

Vi fik set, da sælerne og søløven fik mad, vi så kæmpeskild-padder, sneleoparder, ørne, dyr vi aldrig havde hørt om og ikke ved, hvad hedder på dansk, hvide næsehorn, girafunge og meget meget andet.

Bortset fra rødlossen og et glimt af pumaens hale var der faktisk ikke specielt mange lokale dyr. Nogle er uddøde, og andre er åbenbart så almindelige at det ikke er noget man gider i zoo. Der var dog nogle ulve, som var almindelige her tidligere, men nærmest er uddøde.

Det er en stor zoologisk have, så da vi havde nået til vejs ende (tror vi nok), var det lukketid. Og det var stadigt kogende varmt, så vi skyndte os tilbage til hotellet. Vi havde mad tilbage fra dagen før, som røg i mikroovnen og mor vaskede tøj, mens Iris stille og roligt gjorde sig natklar.

Dagen efter tog vi på museum, men det må vi nok hellere gemme til en anden post en anden dag, for det involverer jo historie.

Derfra tog vi hjem. Det var en lang køretur, så Iris morede sig med at tage billeder af sig selv i sidespejlet.

Bedst som foråret havde braget ned og gennemvarmet os med en bagende sol om dagen og knap så varme nætter, så fik vi et ordentligt pulver sne igen. Og frostgrader om natten. Denne gang kom solen ikke frem og smeltede sneen i samme hast som sidst, så derfor blev alt et stort ælte af meget meget glat pløre.

Et par dage før sneen kom, tog Iris det her billede af to firben på vores terrasse. De elsker varmen på stenene - og de ligger i dvale om vinteren, så de er et sikkert forårstegn.

Det var næ-sten umu-ligt at gå i, for vi gled hele tiden, og værst var det for vores bil. Det at køre i sne er ikke så besværligt, men mudder, der er mere glat en brun sæbe og suger ting til sig, var mere en ford’en ville være med til.

Barbierne bliver vasket og redt. Iris synes, de bliver snavsede her i ørkens støv.

Strømmen forsvandt i over et døgn, og her ude betyder det ikke kun, at der ikke er lys, og at køleskabet går. Det betyder også, at varmen i brønden bliver slukket, og at vandpumpen ikke virker. Så da der var omkring 20 folk på Star Dance, skulle der skaffes ekstra vand. Men mor formåede at glide Sean’s bil i grøften og lave et hul på næsten en meters dybde i det lerede mudder, så derfor Sean havde ikke megen lyst til, at mor skulle køre i hans bil igen, så han hentede selv vandet i Abiquiu.

Barbierne kunne nyde deres oplevelser i badeland, mens de sad og tørrede. De er de eneste, som har haft fornøjelse af, at vi har et gigantisk badekar.

Lige før vi skulle danse på Star Dance om aftenen (Kenn var kommet igen for at give danse-undervisning), kom strømmen igen.

Dagen efter var der stadig mudret, hvor vores bil stod. Af en eller anden årsag bliver jorden mere mudret der, hvor man går og kører. Begge dele sætter dybe mærker.

Da huller i jorden og mudder ikke gør sig særlig godt på billeder, får I nogle af ynglingslegetøjet, som er kommet med her over til sit hjemland.

Det var lige før, vi heller ikke kunne komme nogen steder den dag, men da vi havde lovet Matti at køre ham til Santa Fe, så han kunne komme på en bus til Albuquerque (hvorfra han skulle flyve hjem til Schweiz), ville vi rigtig gerne ud. Han havde jo ikke bestilt en helikopter til hjemturen – han ankom nemlig i en, så han kunne få nogle flyvetimer.

Til sidst lykkedes det at få bilen fri. Måske med udsigt til at vi ellers skulle køre i Roy’s bil. Vi havde en rigtig hyggelig tur med Matti og Ty. Vi var både i butikker, på café og fik fundet en bus til Matti.

Da Matti var draget afsted, spiste og handlede vi. Fordi vi var kommet så sent afsted, blev klokken mange, førend vi var hjemme igen.

Det tog et par dage før hullerne tørrede helt ud, selvom solen var tilbage med fuld kraft i løbet af et par dage. Nætterne er stadig kolde, men dagene er varme. Gad vide hvor varmt her bliver til sommer?

Mor får ikke mange kopper kaffe herovre, så det bliver virkeligt nydt, når det hænder. Det må Matti have kunnet se, han tog i alletilfælde et billede af det.

Måske har nogle af jer overvejet, hvad man foretager sig, når man er 9 år og skal køre i bil i laaaang tid bare for at handle? Altså Iris har jo en god fantasi, så hvad der sker på passagersædet, når der er stille er ikke til at vide.

Men et ved hendes mor dog med sikkerhed: Den første måned efter vi ankom, hørte vi MGP. Hele tiden. Vi skulle lige høre en sang færdig, førend vi kunne stige ud ved posthuset, eller før vi kunne tanke. Selv når vi var hjemme, hørte Iris MGP med høreboller på. Iris klædte sig ud og optrådte med de enkelte numre. Og så en dag så fik hendes mor altså nok. Kunne vi ikke bare holde en pause?

Nu sætter vi ikke musikken på anlægget – nu er det Iris, der synger MGP-sangene.

Hun kan alle både fra 2011 og 2012 udenad!

Mor har taget affære og lagt nogle helt andre sange ind på spilledåsen, så nu kan Iris synge ‘Death is not the End’ i bedste Nick Cave stil – og lige nu danser hun rundt i stuen med mors kasket til ‘Summer of ’69’.

Heldigvis er der mange andre ting, som gør køreturene spændende. Først af alt er der landskabet, som er meget forskelligt alt efter, hvor vi kører hen.

Nogle af klippe-forma-tionerne virker nær-mest helt umulige. Høje tynde klipper og nogle af dem med runde sten ovenpå. Helt vildt at de ikke falder ned. En af de sjoveste ligger lige nord for Santa Fe. Den hedder Camel Rock (Kamelstenen). I kan jo overveje, hvorfor mon man har givet den det navn?

Andre er som trefarvet is, som her ovenover, nogle er knaldrøde og et sted vi kørte ind, da vi kom forbi, virker som en ekkodal. Så længe vi ikke kan finde ud af at lægge video op her på bloggen, må I selv gætte jer til nogle af de ord Iris afprøvede i ekkoklippen… Det er den runde, som hun her står så kækt foran.

Nogle steder kan vi se klipper i mange niveauer. Forreste nogle grønne bumlede bakker, så et helt fladt og mørkt plateau og så de høje sneklædte tinder i baggrunden, som er nye og forrevne bjerge på samme måde som Alperne.

Når vi kører, er der jo også ting, som skal ordnes, så derfor stopper vi nogle steder. Det sker tit, at Iris synes, det er kedeligt, det vi skal og forsøger at få mor til at blive færdig hurtigst muligt, men når vi så skal gå, har Iris fundet noget spændende, som må undersøges, førend vi kan komme videre.

Iris er især fascineret af det meget farvestrålende slik, som de sælger på tankstationerne her. Det har mor dog ikke indvilliget i at købe endnu. Vi holder fast i den ugentlige slikdag. Selvom vi ikke kan se Disney Sjov, kan man jo godt nyde sin slik foran skærmen. Det var godt vi fik en bunke film med, og at mormor sendte 4 stk. Min Søsters Børn, det er jo ikke til at købe film med dansk tale herovre. Og det er jo fredag i dag – Iris har ventet med længsel på at kunne smage de Lindor-kugler Matti havde med fra Schweiz. Dem havde hun faktisk selv bestilt hos Markus, uden mor vidste det…

Så benytter vi jo som regel chancen til at finde en café, hvor vi kan komme på nettet, så vi kan lægge ting op på bloggen. Og snakke på Skype med dem derhjemme. Der er internet mange sted – sågar på det værksted, hvor vi fik skiftet olie i mandags. Det her er dog noget hyggeligere end at sidde i et dækcenter, det er den café vi foretrækker til Skype i Santa Fe.

Den ligger nede ved stationen, for sådan en har de nemlig i Santa Fe. For en europæer er det jo helt normalt med en togstation, men det er det altså ikke i USA. Der er kun ganske få toglinier, når man tænker på, hvor kæmpenorm USA er. Den her lokalbane går kun fra statens hovedstad Albuquerque til Santa Fe. Lokale busser er der heller ikke rigtig nogen af, så alle er afhængige af deres biler. Vi har dog set nogle få tomle langs hovedvejene.

Så Iris har faktisk vænnet sig til at køre rigtig langt, og en tur på halvanden time hver vej er slet ikke et problem. Mor kan nogle gange godt synes, det er lidt langt at køre, især hvis vi kører ud i det blå ikke ved, hvor langt vi har til næste by. Og Iris er også blevet god til at sige til, når hun ikke gider at køre de små ture – fx når mor skal ned ad vejen for at få telefonsignal nok, eller hvis mor skal ned med affald onsdag morgen. Der er næsten 10-15 minutter ned til vejen, hvor vi skal lægge affaldet.

Så er vi kommet afsted

marts 7, 2012

I midten af vinterferien drog Iris vestpå med mor. Vores første mellemlanding var i London. Først troede vi at vi næsten ingen tid havde, fordi vi skulle med et lufthavnstog, men da vi sad og ventede på flyveren fik vi af vide at vi ville blive forsinket. Først mente de det ville tage en time, men efter en time skulle vi over til en anden gate, og så blev vi sat ombord på en bus. Så kørte vi over til en helt anden terminal, hvor vi så sad i bussen og ventede et godt stykke tid. Vores fly stod midt på landingsbanen, og da vi endelig kom ombord skulle vi vente en time mere.

Iris i HeathrowDet var fordi vores første fly havde et teknisk problem, så derfor blev de nødt til at gøre et helt andet fly klar til os. Så kom vi endelig afsted mod Dallas, hvor vi skulle skifte til det næste fly. Selvom piloten forsøgte at indhente noget af den tabte tid, tog turen alligevel 9,5 time og det fly vi skulle have været med var fløjet.

Så ventede vi rigtig længe for at komme igennem paskontrollen, men heldigvis gik det hurtigt i tolden, hvor folk fra lufthavnen hjalp os med at komme frem. Så måtte vi skynde os med lufthavnstoget og løbe hen til den gate de sagde vi skulle til. Det var dagens sidste fly, så hvis vi skulle nå til Albuquerque samme dag, var det det fly vi skulle med.

Da vi kom frem til gaten, var det ikke vores fly – og tiden var gået. Så fandt vi endelig nogle vi kunne spørge, som sendte os til en anden gate. Det sidste fly var heldigvis forsinket, så vi var de næstsidste der gik ombord på flyet.

Da mor ikke havde nogen telefon, havde hun ikke ringet og sagt vi var forsinket, men i flyveren var der internet så hun kunne gå på Skype. Iris var fuldstændigt udmattet og segnede om på mors skød.

Da vi kom til Albuquerque blev vi hentet og efter noget aftensmad kunne Iris lægge sig til at sove på bagsædet mens vi kørte ud og handle, så vi havde noget mad til de første dage (der er ca. 1 time til det nærmeste supermarked fra hvor vi bor). Så klokken blev halv 2 før vi kom i seng.