Mandag var vores sidste dag. For sin vis så vi frem til at komme hjem, men en stor del af Iris kunne meget vel være blevet 5 måneder mere. Det var ikke nemt at forestille sig, at denne særlige tid i New Mexico var slut.

Egentlig havde vi planlagt en dag med udflug-ter, men på en eller anden måde var helt fyldt til randen, så vi valgte simpelthen at blive på hotellet og tage det i et tempo, som blev sat af vores behov.

Vi sov længe, vågnede roligt, spiste sen morgen-mad, var lidt på compu-teren og så gik vi i svømme-pøl.

Da der ikke var mere for mor at gøre her i New Mexico heller, sørgede hun for at få klaret alle sine computer-opgaver om formiddagen, mens Iris og Birk var i pølen.

Så kunne hun nemlig gå med i pølen om eftermid-dagen og lege og pjatte. Bagefter varmede vi os i det varme boblebad.

Vi blev sultne midt på eftermid-dagen og ville have en lille snack. For at give den med alle de ameri-kanske basuner, gik vi på Wafflehouse, som lå lige over for hotellet.

Waffle-house har ikke børne-menuer med opga-ver, sådan som mange andre restau-ranter har i USA. Her er Iris i gang aftenen før.

Waffle-house har et meget enkelt, meget brunt og meget ameri-kansk koncept. Det er kød, æg, ost, brød og sukker i et væld af kombi-nationer.

Det er venlig betje-ning, og vi var de eneste som fandt på at dukke op midt på efter-mid-dagen, så de ansatte havde god tid.

Børnene valgte husets speciali-tet, vafler, og mor tænkte ‘pyt’ og sagde ‘lad gå’. Selv fik hun en bisquit, som mest af alt minder om en scone – hun valgte den enkle udgave med fyld, ofte bliver den nemlig serveret med sovs og hele pivtøjet.

Bagefter studerede Birk deres jukebox, som vel nok mest er tiltænkt nostalgien om de gode gamle diners, for hvem gider at betale en dollar for en sang, når man kan købe den til nærmest samme pris på iTunes?

Efter dette lille måltid hoppede vi atter i pølen. Vi troede egentlig, at vi skulle have et aftensmåltid senere, men ingen af os havde rigtig lyst. Vi havde fået nok restaurationsmad, og børnene begyndte at snakke om fars hjemmebagte boller. Mor drømte om hjemmelavet mad med friske grønsager.

Det var svært at sove. Birk var begejstret ved tanken om hjemrejsen og Iris det stik modsatte. Klokken blev 23, før der var ro i lejren, men heldigvis skulle vi først flyve midt på dagen tirsdag, så vi skulle ikke tidligt op.

Om det var Drøm-me-bjerget, som rullede forbi Iris’ indre skærm, de smukke stjer-nenæt-ter eller hele det at være i New Mexico helt særlige energi, kunne mor ikke gennemskue.

Mor lå i sin seng og savnede på en gang det hele, og samtidig glædede hun sig til alt det nye, der lå foran hende.

Mange minder og billeder gled forbi. Hvor har vi dog haft en rig tid, en tid med fordybelse, en tid med opdagelse, en tid med stilhed, en tid med sjov, en tid med kærlighed, en tid med skønhed, en tid åbenhed, en tid med forandring, en tid med nærhed…

Der er så mange ord og billeder, at vi kunne starte helt forfra på vores blog om rejsen. På den anden side er der måske slet ikke andet at sige end: Tak!

Så er det vist tid til en lille post i voksenhøjde. Det er en tribute til vores bekvemmelige danske liv.

Jeg sender mange kærlige tanker til Caroline Ingalls (mor til Laura Ingalls Wilder, hvis nogle ikke er helt velbevandret ud i Det Lille Hus i den Store Skov og alle de andre gode bøger fra pionértidens hårde levevilkår i det amerikanske). Nå men mine respektpoint går til de mænd og kvinder, som fik dagliglivet til at hænge sammen på prærien for så længe siden at ingen moderne hjælpemidler kunne lette tingene bare en smule.

Jeg kører i bil og kan låne en pick-up, når jeg har brug for det. Selvom jeg ikke kan få alle de gode varer, vi er vant til, kan jeg dog finde et supermarked og sågar et sted at købe tøj (omend det er sjældent jeg finder det i min størrelse :-0). Og vi finder faktisk spændende mad her, som vi ellers ikke kan få. Sokker strikker jeg mest for min egen mentalhygiejniske skyld, og der findes vaskerier.

Alligevel er det husmoderlige liv her et ganske andet end der hjemme.

Der er nok det med vand, som er den største forskel og den dagligdags opgave, som bruger mest tid og opmærksomhed. Især fordi det har været en rejse at finden nogen, som faktisk vil lade os fylde vand i vores tank. Jeg mener, vi dør jo ikke af klumper i strømme i ny og næ eller lidt jord i maden. Men at hente vand tager tid og giver en stor kærlighed til den livsnødvendige væske.

Det tager ca. 2,5-3 timer at hente en tank med vand, og som tingene er nu, skal det passe ind i andres liv, både fordi vandmanden skal være hjemme, og fordi vi skal bytte biler frem og tilbage. Den er på 100 gallons (knap 380 L). Selvom vi er meget sparsommelige, og at det ikke bliver brugt til drikkevand, så holder sådan en tank ikke længe. Jeg tror, vi er ved at være nede på at kunne klare os med 100 gallon pr. uge, men i starten var vi næsten oppe på 150-180 gallons forbrug pr. uge. Også selvom vi ikke trækker i toilettet hver gang. Hvis jeg tager flere vandture på en dag (har taget op til tre på en dag), er jeg helt pick-up-formet i ryggen, når jeg går i seng.

De, som kender mig, ved, at jeg på ingen måde er bidt af en gal støvsuger eller på nogen måde lider af angst for krummer og pletter på tøj og gulv. Her har jeg dog måtte lære at udvide mit perspektiv. For det første har vi ikke vand til rengøringen, så det bliver på den amerikanske måde med en spray, men det holder mine slimhinder altså ikke til så ofte. Så smiler jeg lidt til det hele og sætter mig ud og nyder udsigten til Drømmebjerget. Det giver dog Iris rum til eget initiativ, så hun ordner jævnligt sofaerne, og den anden dag pudsede hun sågar brændeovn.

Hele huset, på nær køkkenet, har gulvtæppe, og der er ingen støvsuger i huset. Den skal vi låne. Det passer Iris storartet ikke at skulle flytte barbieverdenen, så der kan blive støvsuget, og hun har regnet ud, at hvis holder hun det på sin side af sengen, så generer det ikke mig. Jeg kan jo kysse hende godnat fra min side af sengen, når jeg er færdig med at læse godnathistorie. Og her er ingen bror til at sukke og brokke sig over dimserne.

Skulle jeg formaste mig til at tørre støv af, så tager det omtrent tre vindpust udenfor, og så er der igen en fint lag ørkenjord på kommoden eller bordet. Nu ved jeg hvorfor, Laura Ingalls blev sat til feje dagligt – også selvom de dog havde vand i nærheden.

I Danmark er mudder svært at have med at gøre. Jeg tænker stadig kærligt på de nysyede hvide pinsebukser Iris, som Iris havde på til sin første pinsefest i Guldæblet. De var mørkebrune, da jeg hentede hende – til især Lises (lederen) store morskab. De blev vasket og bleget, men blev aldrig helt hvide igen – men holdt dog til to pinsefester mere. Jeg tror endda Maria også brugte dem til en pinsefest, da de blev for små til Iris.

Jorden her er lige til at børste af. Også selvom den har været megapløret og sat sig i tøjet. Når tøjet er tørt, er det stort set lige til at børste af. Pga. den høje UV stråling her er der heller ingen mikrober og baktusser i jorden, så ingen tager skade af, at der kommer et pust i maden (det smager dog hverken værre eller bedre end den danske muld – knaser dog lidt mindre, fordi det er mere fint).

For at spare på vandet er det med at gå i bad en stor luksus, som på ingen måde er muligt hver dag. Min datter er lykkelig over at kunne gå i op til ti dage førend, jeg tvinger hende til et bad, men jeg selv synes nok det bliver interessant på tredjedagen… Klatvask, jo tak, men det bruger jo også vand. Mange herover bruger vådservietter, men dem har jeg ikke et særlig kærligt forhold til. Brugte dem ikke engang, da børnene var små. Vi har taget den luksus at være på hotel med karbad, så vi kunne ligge og dampe. Og moren tager et bad, når hun har været til yoga i Santa Fe, så behøves det jo ikke hjemme.

Tøjvasken foregår på vaskeri en time herfra, som I måske har læst. Det er ikke særligt dyrt, men det er heller ikke særlig effektivt. En vask tager ca. 20 minutter, og den kan ikke stille meget op mod indædte pletter. Til gengæld er der mange maskiner, så al vask er hurtig klaret. Og vi kommer i snak med folk, vi ellers ikke ville have mødt (eller nyder opslagene på opslagstavlen… se selv). De har sågar gratis internet i noget højrere tempo end derhjemme, så Iris tager sig lige et spil på computeren.

Jeg har sat en tørresnor op over mit kæmpe badekar, som jeg alligevel ikke kan bruge pga. vandmangel. Men jeg kan ikke tørre meget tøj udenfor. Enten blæser og støver det, ellers bager solen ned og bleger tøjet, så det gøre jeg med varsomhed. Også selvom jeg kan mine Afrika-tricks med vrangen ud af og halsåbningen dækket. Så al tøj bliver tumblet. Noget tøj kan ikke tåle de heftige vaskerimaskiner, så de må håndvaskes, men det er en ret vandforbrugende omgang, så det samles til portioner.

Behøver jeg at sige at opvask også bliver sjov på denne måde?? Vi kan simpelthen ikke vaske op hver dag, men er nødt til at samle til hobe. Iris er ved at vænne sig til at tørre af, men det tager os alligevel mere end en time, når vi hjælpes. Og UV-stråling til trods – så lugter en opvask altså hurtigt, når den får lov at stå.

Alt skal transporteres. Mad, vand, affald, brænde, you name it. Maden har vi snakket om. Og jeg har resigneret. Vi spiser, hvad vi har, og undgår de værste sager. Priser er også en pudsig størrelse herovre. Nogle ting er mærkbart billigere (hvis vi er ligeglade med kvaliteten på en frokost i byen, kan vi begge spise os mætte for ca. 35 kr.), mens andre ting er væsentligt dyrere (en pakke øko havregryn på knap et kilo koster næsten det dobbelt af i Danmark). Benzin er billigere, omend ikke så meget som det var tidligere, til gengæld er kommunikation overvældende dyrt. $85 for en måneds internet i knap så hurtig udgave, og mobiltelefoni er et kapitel for sig med ågerpriser (man betaler både for at ringe/sms’e og for at modtage – og det til heftige priser), og hvis man vil have et abonnement skal man binde sig for mindst 2 år! Jeg har derfor givet helt slip på ideen om stabil kommunikation. Hvor vi bor er signalet så svagt, at jeg nogle dage ikke kan sende en sms. Iris har sågar vænnet sig til at være alene hjemme om morgenen, når jeg går tur eller laver yoga, uden at have mulighed for at kunne ringe til nogen.

Onlineshopping er jo en gave for mange. Også her. Omend det er et kapitel for sig i land, hvor konkurrenceregler ikke er noget, man bruger mange kræfter på, og hvor Forbrugerstyrelse og ombudsmand er noget socialistisk pladder. Brugte en måned på at få leveret Iris’ guitar til vores postboks, men amazon var ‘kommet til’ at bruge UPS som fragtfirma, og de leverer af princip ikke til postbokse, da postvæsnet jo er et konkurrerende firma.

Når alt det er sagt, så blev jeg meget gerne boende. Jeg nyder faktisk de daglige gøremål og glæder mig over de dage, hvor jeg bare lader det være. Jeg kommer til at tænke på Milan Kundera’s lethed og tyngde. Nok giver opvaskemaskinen frihed, men på en sjov måde følger der også en slags tyngde med. Letheden i livet her på prærien er mærkbar.

Jeg forstår glimrende, hvad der trak i nybyggerene dengang for snart halvanden hundrede år siden. Men de dage, hvor man bare fandt et stykke land og flyttede ind, er længe forbi. Priserne på land er høje her, og det er dyrt at bygge (og så er der jo den lille finesse, som hedder opholdstilladelse). Selvfølgelig matcher det ikke helt priserne i hovedstadsområdet i Danmark, men det er ikke meget billigere end Vestjylland medmindre man bor i en trailer eller sådan et ældre prefab hus som vores. Og lønningerne her er unægtelig noget andet. Mindsteløn på $7 i timen må rigtig mange leve for her. Der er ingen løn under sygdom, om så du har fået en arbejdsskade (!), kun 2 ugers ferie (for manges vedkommende uden løn) og barsel er en by i Skandinavien.

OG jeg elsker at være her. Jeg nyder det storslåede, jeg værdsætter den daglige mængde af D-vitamin fra solens stråler, jeg smiler over ravnenes leg i luften, glæder mig over den frihed folk udstråler her, jeg er ydmyg over den støtte jeg får givet i rigt mål, jeg lægger nakken tilbage og er slået af Mælkevejens uendelighed, jeg bøjer mig i respekt over de plantevæsner som trodser klimaet her og vokser i is, stegnede sol og med meget lidt vand, jeg hører vinden suse og stjernerne synge, jeg føler mig forbundet med alt og jeg takker altet for mit liv. Det er nok det allerbedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Sol, måne og bjerge

april 27, 2012

Selvom landskaber er noget nær umuligt at vise på billeder og på en computerskærm, vil vi alligevel prøve at dele lidt med jer. For her er så vanvittig smukt og anderledes, at vi ikke kan lade være med at tage en mængde billeder.

Lyset ændrer sig meget sammen med vejret og tids-punktet på dagen, og øverst kan I se, hvordan et vejrskift trækker ind over Drømmebjerget. Det er udsigten fra vores hus.

Også de andre bjerge ændrer udseende, når regnen trækker ind over dem.

Bjergene skifter også farve og form for hver mil, vi kører i bilen. Nogle steder kan vi nemt se tre niveauer af bjerge, som ligger med forskellig afstand.

Her kan man se de sneklædte tinder i baggrunden, det flade højdedrag i midten og de små bugtede bakker i forgrunden ikke så langt fra vejen vi kører på.

Ligesom lyset i Danmark skabes af at der er hav hele vejen rundt, skabes der også et særligt lys her, fordi vi er så højt oppe over havets overflade.

Her er et billede taget i den ned-gående sol, hvor HawkEye læsser hø til hestene af trucken, mens Iris ser til og konver-serer ham.

At vi er en del længere mod syd, end Danmark, betyder også at stjerne-tegnene ser anderledes ud, og at månen hælder i en anden retning. Den åbner sig ikke til siden, men er åben opad, når den er ny, som på billedet, der er taget på Star Dance, og åben nedad når den er aftagende.

Til sidst endnu et billede af vores ynglingsbjerg og daglige følgesvend. Drømmebjerget er ved at gå til ro i skæret fra den nedgående sol.

 

Bedst som foråret havde braget ned og gennemvarmet os med en bagende sol om dagen og knap så varme nætter, så fik vi et ordentligt pulver sne igen. Og frostgrader om natten. Denne gang kom solen ikke frem og smeltede sneen i samme hast som sidst, så derfor blev alt et stort ælte af meget meget glat pløre.

Et par dage før sneen kom, tog Iris det her billede af to firben på vores terrasse. De elsker varmen på stenene - og de ligger i dvale om vinteren, så de er et sikkert forårstegn.

Det var næ-sten umu-ligt at gå i, for vi gled hele tiden, og værst var det for vores bil. Det at køre i sne er ikke så besværligt, men mudder, der er mere glat en brun sæbe og suger ting til sig, var mere en ford’en ville være med til.

Barbierne bliver vasket og redt. Iris synes, de bliver snavsede her i ørkens støv.

Strømmen forsvandt i over et døgn, og her ude betyder det ikke kun, at der ikke er lys, og at køleskabet går. Det betyder også, at varmen i brønden bliver slukket, og at vandpumpen ikke virker. Så da der var omkring 20 folk på Star Dance, skulle der skaffes ekstra vand. Men mor formåede at glide Sean’s bil i grøften og lave et hul på næsten en meters dybde i det lerede mudder, så derfor Sean havde ikke megen lyst til, at mor skulle køre i hans bil igen, så han hentede selv vandet i Abiquiu.

Barbierne kunne nyde deres oplevelser i badeland, mens de sad og tørrede. De er de eneste, som har haft fornøjelse af, at vi har et gigantisk badekar.

Lige før vi skulle danse på Star Dance om aftenen (Kenn var kommet igen for at give danse-undervisning), kom strømmen igen.

Dagen efter var der stadig mudret, hvor vores bil stod. Af en eller anden årsag bliver jorden mere mudret der, hvor man går og kører. Begge dele sætter dybe mærker.

Da huller i jorden og mudder ikke gør sig særlig godt på billeder, får I nogle af ynglingslegetøjet, som er kommet med her over til sit hjemland.

Det var lige før, vi heller ikke kunne komme nogen steder den dag, men da vi havde lovet Matti at køre ham til Santa Fe, så han kunne komme på en bus til Albuquerque (hvorfra han skulle flyve hjem til Schweiz), ville vi rigtig gerne ud. Han havde jo ikke bestilt en helikopter til hjemturen – han ankom nemlig i en, så han kunne få nogle flyvetimer.

Til sidst lykkedes det at få bilen fri. Måske med udsigt til at vi ellers skulle køre i Roy’s bil. Vi havde en rigtig hyggelig tur med Matti og Ty. Vi var både i butikker, på café og fik fundet en bus til Matti.

Da Matti var draget afsted, spiste og handlede vi. Fordi vi var kommet så sent afsted, blev klokken mange, førend vi var hjemme igen.

Det tog et par dage før hullerne tørrede helt ud, selvom solen var tilbage med fuld kraft i løbet af et par dage. Nætterne er stadig kolde, men dagene er varme. Gad vide hvor varmt her bliver til sommer?

Mor får ikke mange kopper kaffe herovre, så det bliver virkeligt nydt, når det hænder. Det må Matti have kunnet se, han tog i alletilfælde et billede af det.

På skovtur

april 1, 2012

Selvom vi bor midt i ørkenen, er der faktisk ikke så langt til skoven. Vi har fundet ud af, at hvis vi køre 4 mil ud af landevejen mod vest og drejer op ad Drømmebjerget, så kommer vi op i skoven.

Nuvel, det er ikke en dansk bøgeskov med små spæde skud, vi kan bruge i forårssalaten, men en skov det er det altså.

Drømmebjerget ser helt anderledes ud fra den vinkel – der er det helt spidst.

Jorden er lige så tør der, som hjemme, men der er rigtig mange træer og forskellige slags mos. Medmindre vi kører rigtig højt op ad bjerget, helt op til hvor der stadig ligger sne og vejene er helt smattede af smeltevand, så består skoven af enebær, kaktus og gran. Højere oppe har vi også fundet nogle løvtræer og fyr.

Der er skygge hvor vi kan spise vores madpakke, drikke limonade og undersøge de mange flotte sten. Der er nogle porøse røde nogle, der er de hullede lavesten, som ikke er så tunge, der er de flotte matte hvide og rødlige, som ligner flint og mange andre. Der er store og der er små.

Som I kan se, har Iris overtaget mors kasket. Det er lige før, vi skal forhandle om, hvem der skal have den på, når vi skal på tur. Iris synes, at hendes cowboyhat for nemt flyver af, så det kan være, at vi må ud at investere i en ny. Måske en som passer til støvlerne?

Nå men mors gode gamle Stetson giver nu også god skygge.

Fryd! Post hjemmefra

marts 26, 2012

Tusind mange tak til alle klasse-kamme-raterne i 2. klasse på Kristoffer-skolen for alle de dejlige breve!!!! Hvor var det godt at høre fra jer.

Elise havde kuverten med fra Danmark, og da vi kom hjem med den fredag aften, gik Iris straks ombord i alle brevene, selvom klokken var rigtig mange. Hvert enkelt brev blev nydt. Hvert eneste navn blev sagt højt, og allerede inden hun læste brevene, prøvede Iris at gætte, hvem der havde skrevet, tegnet eller klippet. Hun var temmelig god til at gætte – hun må kende alle ret godt. Velkommen til Noah i klassen.

Og tak til fru Vincentz, som fik sendt det hele herover. Hendes brev fik mor dog lov at læse højt.

Vi håber, I får det rigtig sjovt alle sammen med at spille Niels Holgersen. Hvis I tager et billede, må I gerne sende det.

Der var også andre gode sager med i den pose, Elise kom med. Et påskeæg fra mormor, det nye Top Model blad, 4 stk. min søsters børn film (som Iris har snakket meget om), 3 nye bøger om Anne fra Grønnebakken, som vi havde glædet os til, nye strikkepinde til mor og andre gode sager.

Mor havde mistet den ene strikkepind på vejen herover, men nu kan hun gøre sokkerne færdige til HawkEye i fødselsdagsgave (han har fødselsdag i morgen, så sig ikke noget til ham, det er jo en overraskelse). Herovre bruger de nemlig andre størrelser i strikkepinde, og dem de har i Walmart er lavet i plastik…

Mormor har sendt nogle meget lækre strømpepinde i ibenholt – samme farve som de mange ravne, der bor her.

Endelig har mor præsteret at få et billede af en ravn, selvom Iris var ved at dø af grin, fordi ravnen hele tiden hoppede videre.

I dag er det Sean, som vi bor sammen med, der har fødselsdag, så vi har bagt kæmpe-muffins. Vi har nemlig fundet forme til kæmpe-muffins. Nam.

Iris kunne dog ikke lide, de muffins mor bagte sidst, så mor lavede en ny opskrift med banan og tre slags chokolade chips (karamel, mørk og hvid). De blev rigtig gode, saftige og luftige. Vi gav også Sean noget hundelegetøj, for han får en hund i aften. Vi tager et billede, så I kan se hunden.

I dag blæser det så meget, at vi holder os indendøre. Vi kan ikke engang lufte ud, for så smækker dørene, og støvet står os om ørerne. Men foråret er stærkt på vej. Nogle træer er allerede helt lysegrønne, og andre blomstre smukt. Alligevel savner Iris en grøn græsplæne. Det ved vi ikke, om vi overhovedet får at se, mens vi er her. Det bliver i alle tilfælde ikke her, hvor vi bor. Her er nemlig smukt, men også meget meget tørt.

Her er et dejligt billede af Drømmebjerget fra en anden vinkel med Abiquiu sø i forgrunden. Her er faktisk kun en sø, fordi hæren har lavet en dæmning.