I onsdags landede vi i Kastrup efter en lang og trættende tur over Atlanten med en mellem-landing i London.

Det var nærmest som at komme til den fugtige underskov i en jungle, køligt og vanvittigt fugtigt, at komme fra ørken højlandet til et regnfuldt forsøg på en dansk sommer.

Birk havde slet ikke sovet på turen, men holdt alligevel til både fodbold og anden hygge inden han gik ud som et lys klokken halv ti.

Iris synes, det var godt men også mærkeligt at være tilbage igen.

Vi glæder os til snart at se jer alle igen!!!

Da vi først kom til USA, var det svært for Iris at forestille sig det med at være i et land, som består af 50 stater. I det hele taget ret forvirrende. Mor prøvede at vise det på et landkort, men det gjorde ikke nødvendigvis forvirringen mindre.

Canadierne kommer også til Santa Fe.

Da mor allerede som barn begyndte at kigge på nummerplader sammen med sin far, lagde hun mærke til, at Santa Fe var et sted, hvor folk fra hele nationen kommer. Også folk fra Canada og Mexico. Og hun så at hver stat har sine egne unikke plader med billeder og slogans. Så var ideen født.

Vi begyndte at tage billeder af nummerplader med det formål at finde alle 50. Hun nævnte for Iris, at det kunne blive svært at finde Hawaii og Alaska, da de stater ligesom ikke lige ligger rundt om hjørnet. Selvfølgelig gik der ikke mange fotos førend Alaska var i kassen, og så var jagten for alvor gået i gang.

I første instans var det ikke interessen for geografien, som var det først resultat, men Iris’ veludviklede evne for opmærksomhed kom i aktion. En plade kunne efterhånden spottes på lang afstand – farve, billeder osv. var gode kendetegn. Den lilla plade med kaktus fra Arizon, profilen af Rocky Mountains fra Colorado og Utahs orange klipper er let genkendelige.

Naboerne i Mexico krydser også grænsen – når de kan få lov.

Da Birk og Markus kom var vi nået ret langt, men ikke i hus. Birk kastede nye og entusiastiske kræfter ind i jagten, så da vi tog på vores eventyr gik han op og ned af parkeringspladser med kameraet i hånden. Han og Iris satte sig med oversigtskortet over USA og studerede staterne, og så kom kludetæppet stille og roligt på plads. Ikke at de kan det udenad, men forståelsen for landets geografi begynder at give mening. Godt krydret med historier fra mor om de første stater, om sydstaterne, borgerkrig, frihedskrig, New Mexico som ny indlemmet stat og meget andet.

Det vrimler med sjove nummerplader i New Mexico. Efter at have kigget indgående på nummerplader, virker det som om, New Mexico har den mest liberale nummerpladepolitik i hele USA.

I Yellowstone så vi endelig en bil med en nummerplade fra Hawaii, og vi vinkede så meget til dem, at de stoppede. Birk oksede over og spurgte om han måtte tage et billede. Det måtte han heldigvis gerne. Så var vi tæt på målet. Da vi satte Markus på flyet hjem, manglede vi kun South Carolina – den havde vi jagtet længe som sidste plade. På vejen ud af Albuquerque fik vi den. Derfor kan vi nu stolt præsentere hele striben af nummerplader fra alle 50 stater. Alle biler vi selv har set.

De fleste stater har mere end en slags nummerplade, så vi har i fællesskab valgt dem, vi synes det skulle være. Enten fordi de er mest typiske, fordi de er mest farverige, sjovest, fordi det de sidder i er sjovt eller fordi vi kender dem som har bilen. Vil I vide mere om de 50 stater findes der en god hjemmeside: http://www.50states.com

Hvorfor deres hovedstad har sin egen plade, ved vi ikke, men den får I selvfølgelig også 😉

Alabama – Vi mødte ikke Susanne, men omvendt var det vel først efter Alabama hun kom ind i billedet. Forvirret? Børnesange er sjove.

Alaska

Arizona – nabostaten med de lilla nummerplader med kaktusser på, og så valgte børnene at vi skulle tage denne fine plade i stedet.

Arkansas

Californien – rigtig mange folk i New Mexico er tilflyttere fra Californien som det vrimler med nummerplader derfra. Nogle med et statement.

Colorado – nabostaten mod nord og kun halvanden times kørsel fra Star Dance

Connecticut – forfatningsstaten.

Delaware – Den første stat af de 50… Troede egentlig de var flere til at starte med

Florida – rigtig mange rige turister fra Florida kommer og ser på kunst i Santa Fe og Abiquiu

Georgia – on my mind

Hawaii – YES! Og vi så endda en til da vi kom tilbage Santa Fe

Idaho – Kendte Kartofler… Det praler de altså af. Vi kom igennem da vi var i Yellowstone, dog uden vi så eller spiste nogle af de kendte.

Illinois

Indiana

Iowa – nogle af dem vi var sammen med, Thorny, Jeri og deres hund Mac, i tiden før RainbowHawk tog til den næste runde bor i Iowa

Kansas – og nej det er ikke alle der går i overalls der.

Kentucky – dem med de stegte kyllinger, omend de ikke reklamerer med det på nummerpladerne.

Louisiana – paradis for sportsfolk. Eller indbegrebet af det kreolske syd.

Main

Maryland

Massachusetts – Amerikas ånd. Intet mindre!

Michigan

Minnesota – 10000 søer. OG de er meget store.

Mississippi – temmelig mange bogstaver.

Missouri – Tjek lige hjerterne ud på rammen om pladen. Iøvrigt kommer Ty, som var med til at bygge yurt, fra Missouri.

Montana – Rob’s hjemstat.

Nebraska

Nevada – endnu en fin ramme

New Hampshire – lev frit eller dø. Mor gad vide om det var det John Irving tænkte på da han skrev Hotel New Hampshire. At være fri er et stort mantra i USA, men moren her i familien er ikke sikker på at hun deler frihedsbegrebet.

New Jersey – en stat af haver?

New Mexico – vores ‘egen’ nummerplade. Friheden er til gengæld til at føle i New Mexico hvor befolkningstætheden vel nærmest er en tusindedel af New Hampshire.

New York – det store æble gør ikke megen væsen af sig på nummerpladerne.

North Carolina – Det gør Ashley til gengæld. Hun er børnepasser på mors yogasted, og har en fantastisk nummerplade og ramme.

North Dakota – fredshave staten. Mon også indianerene tænkte det for 150 år siden?

Ohio

Oklahoma – Trail of Tears/Tårernes Spor. Det er betegnelsen for den rejse mange indianere blev sendt ud på for mange mange år siden. De blev tvunget til at gå fra deres hjem til nogle udstukkede reservater i Oklahoma. Langt langt størstedelen af dem døde under deres vandring. De få der var til overs blev sat under forvaltning i Oklahoma. Mon egne nummerplader er et plaster på såret?

Oregon

Pennsylvania

Rhode Island

South Carolina – vores sidst indfangne plade

South Dakota – Dakota var der Laura Ingalls og hendes familie endte efter deres lange rejse.

Tennessee

Texas – Den enesomme Stjernes stat. Kender man bare lidt til USA behøver man ikke skrive mere for at gøre sig sjov på bekostning af det slogan.

Utah – ophøjet liv. Og udvidet kunne vi tilføje. Det er åbne vidder i det meget tørre og salte land.

Vermont

Virginia

Washington – staten ude vestpå

West Virginia – vild og skøn. For os minder det os nu nok mest om John Denver, da vi hørte Country Roads på vores tur til Yellowstone.

Wisconsin – Roys nummerplade. Tak for vores dejlige oplevelser sammen!

Wyoming – Cowboy land. Grønt, vådt, smukt og øde. Størstedelen af Yellowstone ligger i Wyoming.

Og så hovedstaden

I Pagosas kilder

juli 3, 2012

Det Birk aller allerhelst ville her i USA var at komme til at bade i varme kilder. Den drøm gik i opfyldelse søndag, da vi sammen med Rob, Sara, HawkEye, Liz og Rita drog nord over til Pagosa Springs, som ligger lige over grænsen i Colorado.

Køretur-en på 23- timer var ret kedelig, for mor snakke-de med Liz det meste af turen, for de have ikke set hinand-en i to år.

Pagosa Springs ligger lige ned til floden.

Til gengæld kunne vi alle nyde det flotte landskab og at se en anden del af New Mexico. Blandt andet kom vi endelig igennem Chama, som har lagt navn til den flod, som vi så tit ser og kører langs næsten hele vejen til Espanola.

I Chama så vi den sjove butik på billedet, som skilter med at deres souve-nirs ikke er lavet i Kina, men i Chama.

Pagosa Springs er en lang række kilder, som kommer op ad jorden langs in flod. Rundt om kilderne er der vokset en by op, med hoteller, steder hvor man kan bade etc.

Det ligner ikke noget andet sted med varme kilder, da det er som at bade midt i byen.

Iris og Sara køler af i floden.

Som I kan se på billedet øverst, ligner det mest af alt et uden-dørs-spa-sted.

Der var mange basin-ner med forskellige varmegrader. Den varmeste var 112 F (det er næsten 45 grader), og det var mere varme, end vi lige kunne klare.

Så vi prøvede mange af de andre. Her er det Sara og Rob, som sidder og nyder afslap-ningen og hinanden ovenpå et par strabas-serende måneder.

Når luften samtidig var i nær-heden af 32-33 grader (dog en del koldere end hjemme på Star Dance), kunne vi ikke rigtigt køle af igen.

Derfor var det dejligt, at spa-badene ligger lige ned til den flod, som løber gennem byen, og som man kan gå lige ned og køle af i.

Der var godt proppet i floden, for andre steder i byen kunne man øjen-synligt leje kæmpe bade-ringe, som folk kom flydende ned ad floden i. Nogle endda med deres hunde.

Birk kiggede langt efter bade-ringene, men da de kom fra den anden siden af floden, blev det til hans fortryd-else ikke til noget.

Det eneste sted i floden der var bare en smule dybt, var lige ved foden af det lille vandfald. Så kunne Sara hjælpe Iris.

De lokale holdt picnic under broen, og mand havde sågar sat en endnu større gummibåd i vandet, så der også var plads til hans to hunde.

Det endte med, at både Iris og Birk brugte lang tid i floden. Først gik de på fiskejagt med Rita – det blev Iris dog hurtigt træt af, så Birk forsøgte selv, om han kunne fange de ørreder, som stod inde mellem stenene.

Iris flød med strømmen sammen med Sara, og vandfaldet skulle også lige prøves. Birk body-surfede ned af vand-faldet, men syntes, han fik for mange knubs, så det blev kun til en enkelt tur.

Birk var ikke synder-ligt tilfreds med at blive kaldt op af mor, til trods for han knap kunne stå på benene af kulde.

I mens slappede de fleste andre af i skyggen.

Vi havde prøvet at lege blinde-tag-fat sammen i svømme-pølen, men da den var omtrent 36 grader varm, blev vi meget hurtigt røde i hovederne af opkogthed alle sammen. Rob fik sig en lille morfar, mens HawkEye hyggede sig med en bog, og Rita læste højt for Liz.

I forhold til mange andre spa-steder, var der meget folkeligt. Vi kunne selv have vores frokost med, og børn var meget velkomne. Det var nu dejligt at gå ud og spise mexikansk og pjatte med gåder, inden vi kørte hjem. Også selvom det ikke er alle gåder, som kan oversættes.

Hjemme ventede WindEagle os, og hun syntes vi alle lignede godt gennemkogt spaghetti.

I Mesa Verdes verden

juni 30, 2012

Efter den lam-mende hede i Arches var Birk mere end klar til at køre lige hjem.

Iris havde været klar et stykke tid.

Men et hotel med en pøl gjorde godt om aftenen, og der var ingen brok, da vi drog til Mesa Verde næste morgen.

At en helt flok prærie-hunde havde taget opstilling ved hotellets udkørsel gav også dagen en rigtig god start.

Det er nogle små dyr, som egentlig mere er på størrelse med rotter end med hunde.

De kan stå helt stille, så man ikke lægger mærke til dem, de bor i huller i jorden og har ikke det mindste i mod at bo lige ved en motorvej eller opad banelegemet i Santa Fe.

Med den salut kørte vi glade den lange vej ind gennem bjerge-ne til Mesa Verde.

Hvad ingen af os havde regne med var, at Birk ville falde pladask for stedet og var klar til at blive der i dages vis.

Vi andre tre var også alle meget betaget og bjerg-tagede.

Hvor mange hundre-de billeder det blev til den dag, ved vi ikke, men vi har valgt ‘lidt’ af de bedste ud til jer. Det var svært at vælge, så her kommer en god stribe.

At fortælle om Mesa Verde er ikke så enkelt endda.

Altså kort sagt er det et meget stort område, hvor der boede folk fra ca. 900 til knap 1400 (ef.v.t.).

I begynd-elsen boede folk i lands-byer oppe på mesaen, som er plateau-et ovenpå bjerge-ne med de flade toppe.

Senere begynd-te de også at bygge i udhul-ninger-ne i klippe-siderne. Det er de bebyg-gelser, vi har billeder af.

Der var rigtig rigtig mange lands-byer og klippe-boplad-ser. Mange flere end dem man kender til i dag.

Der var meget tæt befolket i områ-det. Både i Mesa Verde og i hele det syd-vestlige USA.

Når der har været en skovbrand (og dem er der desværre mange af), dukker der nye fund op.

Man ved, at folkene levede af majs og nogle få typer grøn-sager såsom squash.

I dag findes der stadig en stor del af deres bebyggelse i klipperne.

En lille pause med søskendehygge.

Da det blev gen-fun-det, lå man-ge ting, som folk-ene havde for-ladt dem. Pot-ter i mas-sevis, tøj og andre ting lå, hvor de var blevet forladt mange hunderede år før.

Som så mange steder i verden er tingene ikke længere på stedet. Blandt andet kan man se nogle tingene i Sverige, da den mand som ‘opdag-ede’ stedet var sven-sker.

Det skal lige siges, at de lokale indianere aldrig havde glemt stedet, så når vi siger ‘opdagede’, så er det den hvide mands historie.

Som I kan se, byggede de i sten, ler og med bjælker. De byggede op i mange etager, så husene nåede helt op til toppen af klippeudhængene. De udnyttede hvert et plateau helt.

Nej Iris er ikke blevet kæmpestor, og det er heller ikke en model. Det I kan se i hendes baggrund er en stor bebyggelse, som i sin tid rummede op til flere hundrede mennesker. Det viser lidt om størrelsesforholdet på bjergsiderne, og hvilke klatreture folkene har måttet tage dengang for 700 år siden.

Hus-ene var gan-ske små, og hus-ene fun-ger-ede også som trap-per op til de næste huse og til for-råds-kamrene øverst oppe.

De har haft stiger til at komme rundt i byen med, men ikke når de skulle op ad klip-perne. De lavede de små hulninger i klipperne til fingre og tæer.

På den måde kom de fra sted til sted og fragt-ede alt, hvad de havde brug for. Man kan se på lig, man har fundet, at deres lår var mere end veludviklede, så de nutidige klatreklubber kan godt gå hjem og lægge sig.

Hver boplads havde mindst en central plads, og flere runde rum som lå ned i jorden. Sådan et rundt rum hedder en kiva (et hopi-indianske ord).

Hvordan de har brugt dem, kan man kun gisne om, men at det har været brugt ceremo-nielt er et kvali-ficeret gæt, da der fortsat er kivaer hos andre traditioner.

Man kan ikke komme ned i nogle af de oprinde-lige kivaer, men der er en model, som vi kunne få lov at komme ned i.

Med sådan-ne steder hvor man ser en kultur blomstre og så forsvinde, stiller folk sig ofte sprøgsmålene: hvor kom de fra? Hvor de tog de hen? Og hvorfor forsvandt de så pludseligt og uden deres ting?

De spørgs-mål er der ikke endegyl-dige svar på. Arkæo-logerne forsøger at svare, men ofte tager de kun hensyn til faktorer som høst, vejr osv., der kan måles i naturen. Andre mere utæmmede arkæologer forsøger sig med politiske grunde. Sjældent nævner nogen åndelige årsager.

Kultu-relt kan man se, at den måde, de levede på, er beslægt-et med nutid-ens pueblo-indiane-re, og der er også ting, som minder om Hopierne. Så et gæt er, at det er, hvor de blev af.

Moderne forslag er, at deres styre-form var rådslag-ning og at de oprind-eligt kom fra Mellem-amerika – altså endnu en stærk tråd tilbage til de templer vi be-steg og jungler vi gen-nem-rejste for tre år siden.

Det giver meget mening, at de skulle komme derfra. Og tanken om at der skulle være forsøg fra en person på at tage magten, og det var det de ikke ville være med til, kan også være en god forklaring på, hvorfor de så endte med at drage af.

Men det er nok ikke hele forkla-ringen. Måske gjorde de mange års tørke deres? Måske var jorden udpint? Måske vidste de at noget ville ske? Måske noget helt andet vi ikke kan gennemtænke med vores tankegang i dag.

Måske er det bedst selv at mærke efter, når man er der. Så kan man forestille sig husene bygget helt op, malet i klare gule, røde og andre farver, se kunsten på væggene. Alt det tidens tand i form af sol, vand og vind har taget med sig.

Iris synes i alle tilfælde, at mor på dette billede ligner en cowgirl, der har fundet verden. Det har hun nok ikke helt uret i barnet – omend det ikke kun er Mesa Verde, mor har fundet.

Birk har til gengæld sat sig for at undersøge det hele nærmere. Han vil bygge Mesa Verde, som det en gang så ud. Mor har foreslået at begynde med en model.

Fra det kølige Wyo-ming og dyrerige Yellow-stone tog vi næste dag gennem tørre, hede, røde og øde Utah.

Vi havde tænkt på Monu-ment Vally, men efter at have mødt Woody (en god ven af Rain-bow-Hawk og WindEagle), som sagde, at han syntes, at Arches var mindst lige så godt, tog vi en hurtig beslutning.

Arches Natio-nal Park lå lige på vejen sydpå, så Markus og mor kiggede på hin-anden og sagde: Hvorfor ikke?! Det var et rigtig godt valg.

De voksne havde troet, at det lige var et hurtigt smut, men det var et kæmpe område med fasci-nerede forma-tioner af klipper.

Det er ret vildt at vores gode klode, sammen med vand, vind og sol, kan lave sådan nogle skulpturer.

Den her hedder ‘Dom-merne’.

Selvom de forskel-lige klipper se små ud på billed-erne, er de det nu ikke. Det fordi nogle af billederne er taget på meget lang afstand.

På det billede af Iris, Birk og mor går der faktisk folk rundt oppe under bue-gangen. De er bare så langt væk, at man ikke engang kan se dem på billedet.

Nogle steder kunne vi se klip-perne fra bilen, andre steder kunne vi køre tæt på og gå resten af vejen, men en del af buerne kræv-ede en længere spadser-tur. Nogle op til flere miles.

Da vi kom fra et sted med sne i vejkanten og nattefrost, var de ca. 37 grader (i skyggen) lidt af en brat overgang for os alle. Børnene kunne næsten ikke slæbe sig rundt.

Men vi ville meget gerne se den største bue (billedet her-over), som er kæmpe-stor og meget tynd. Vi blev dog enige om ikke at tage de kilometer lange ture til bens.

Et knus ind-imellem, varmen til trods, hjalp lidt.

Det med at drikke vand kunne dog være svært, da vi ikke skulle gå mange meter, før vores vand var endog meget varmt.

På vores lang gåtur så vi det her træ, som ser ud som om, det er gået i total symbiose med alle de andre smukke buer i parken.

Birk nød de mange fotomu-ligheder, selvom han ofte måtte dele dem med en hel busfuld japanere.

Mange billeder rigere, en del varmere og tre timer senere end be-regnet kørte vi ud af parken og ind til Moab, som er den nær-meste by. Altså en af den slags byer, som findes de mærkeligste steder på planeten.

En by midt i ørkenen fyldt unge og andre smarte (som os??), et væld af sjove spises-teder og nat-klubber. Den minder lidt om Dahab, som er dykkernørdenes by på Sinai. I Moab er det bare cykel- og hikingnørder, som holder til.

Fordelen ved den slags steder er, at der er god mad, som alle familien kan være med på, gode smoo-thies og god kaffe.

Som I kan se ovenover, var der livlighed og smil, da vi fik frokost på The Peace Tree (det hed steder faktisk).

Efter mad, smoothies og kaffe købte vi atter rå mængder drikkevand. Vi havde fået et godt system med at fylde køleboxen op, når muligheden bød sit.

I USA kan man købe is på så godt som alle tankstationer og i supermarkederne. Og nej her tænker vi ikke på magnum eller mælkedreng, men isterninger eller is i blokke. Det er lige til at putte ned i køleboksen, og så holder det sig faktisk det meste af et døgn – før boksen er blevet til en kold pøl.

Det system holdt os med kold vand gennem hele turen. Og det var meget værdsat, da vi kørt sydover, for vi ramlede ind i det samme vejarbej-de, som vi holdt i kø i på vejen op. Nu havde de bare skiftet til den anden vejbane…

På bedste sovjetisk vis bruger de mennesker og ikke lyssignaler til at vis, om man må køre eller ej ved vejarbejdet. Vi blev enige om, at udover at være ufatteligt varmt, må det også være et temmeligt kedeligt job.

Men vi kom forbi og drog til Colorado mod nye eventyr.

Gejsere er fantas-tiske, men dyrelivet i Yellow-stone national park er nok det som indtog os alle mest.

På vejen ind i parken nød vi morgen-udsigten over Teton-bjerg-enes sne-klædte tinder.

Vi brugte to hele dage i parken, og selvom vi kørte meget rundt, var dyrebe-standen over-raskende stor, så vi fik set mange dyr.

For ganske få år siden var bisonen nær-mest udryd-det her i USA, men der har været arbejdet på at beskytte dem og hjælpe bestanden til at vokse.

Yellow-stone er et af de steder, hvor bisonen er kommet tilbage. Vi så flere bison-kalve rundt om i parken.

Deres stør-relse og deres rolige væsen gjorde indtryk på os alle, og de var mange steder i parken. Nogle steder i flokke på op til flere hundrede. Især Birk var helt vild med at se så mange af dem på et sted.

Under-vejs nød vi også de smukke bjerge med sne på, og vi måtte også lige stoppe for at mærke sneen. Selvom vi er midt i juni, er der sne rigtig mange steder i parken. Ikke kun på bjergene, men også i stor stil i skovene og på mange nordvendte skråninger.

Rådyr (mule deer) og elk (som er deres kron-hjorte) så vi også en hel del af. Her er det rådyr-ene, I kan se. De optræder ikke i helt så store flokke som bisonerne, men dog i grupper.

De hører også til de mindre sky dyr i parken, så dem stop-pede vi gerne og kig-gede på mange gange.

Elkene har nogle flotte gevirer, som I kan se her.

At de ikke er så bange af sig, så vi den sidste aften i parken. Vi var henne ved den ældste indgang til parken oppe nordpå i den del, som ligger i Montana (så fik vi lige snuppet en stat mere – hvor vi også overnattede en enkelt nat).

Bisonerne er imponerende store – og deres hoveder gigantiske.

Her var en flok hjorte kom-met ind på de fine græs-plæ-ner om-kring hotel-let og rest-au-ran-ten, og de for-søgte om de kunne tage nettet af blom-sterdekorationerne.

Det er da også rimelig snyd og frækt at sætte sådanne lække-rier ind bag et gitter – lidt lige som at lægge en is i en glas-boks foran Iris. Mon ikke hun ville forsøge at smadre den for at få isen?

Nå men, det lyk-kedes faktisk rådyret at fravriste dekora-tionen af af dens løg-planter. Og vi fik vores billeder sammen med en busfuld af japanske turister.

Birk har virkeligt fået gang i sit kamera. Han og mor har hygget sig med at tage billeder sammen og ofte af de samme ting.

Da der også er masser af flotte steder med floder, bække og vandfald i Yellow-stone, stop-pede vi også ved nogle af dem. Det er ikke noget under, at det er en af de mest popu-lære og besøgte national-parker i USA.

Hotel-lerne her er fuldt booket et år i for-vejen, og her er rigtig mange ameri-kanske turister. Nogle af dem vi snak-kede med fortalte at de har været her en del gange før.

Et skilt på døren til en restaurant og giftshop.

Det er også verdens ældste national-park, og denne portal i Montana er et mindes-mærke over den park. Som iøvrigt blev starten på et utal af parker verden over, så folk kan komme ud i naturen.

Over-raskede var vi dog, da vi så dette mobilehome fra Frankring.

Ved nær-mere kig kunne vi se at der var klister-mærker bagpå fra mange steder i Ame-rika. Startende helt nede ved Ild-landet i Sydamerika, op over Peru, Costa Rica og så fra en del steder i USA.

Skiltet med pistol-forbud, har fransk-mænd-ene nok næppe set mange steder under-vejs.

Det ligner ikke lige de sæd-vanlige ‘Mad og drikke må ikke med-bringes’-skilte, som vi kender fra butikker og busser hjemmefra.

Her skal folk åben-bart gøres op-mærk-som på at våben er en skidt idé, når man er sammen med mange menne-sker.

Nå nu skal vi ikke trække pinen med dyrene ud læng-ere. Vi så skam også andre dyr.

Under forbuds-skiltet kan I se en antilope med to kid. Der-efter er det et billede af to bjerg-geder – dog ikke dem med de store horn. Dem så vi ikke.

Så kommer der et billede med en smuk blå fugl med i det grå land-skab ved nogle af de kogende damme.

Og så nåede vi til højde-punktet med ulvene. Første dag så vi en enkelt ulv spise aftensmad, men dagen efter så vi en hel flok på 11 nyde at spise en bison.

Vi kunne ikke komme tæt på så der var en rigtig sød dame, som lod os kigge i sin kæmpe-kiggert. Der stod vi meget længe. Der var både grå og sorte ulve. De sorte ulve var meget store. Vi kunne ikke tage billeder af det, men det gjorde et stort indtryk.

Og mens vi stod og kiggede, løb der en coyote lige tæt forbi os.

Den rare dame spottede også en sort bjørn i skov-kanten sammen med sine to bjørneunger. Da Iris havde set dem i kikkerten, sukkede hun dybt og var helt stille.

Det her bjørne-billede er af en bjørn, vi så på en bakke-skråning tidligere samme dag. Der stop-pede så mange biler for at se på den, at parkens rangere måtte dirigere os videre.

Vi var alle helt fyldt op med dyreop-levelser og trætte, da vi nåede anden dags ende.

Den sidste aften ved Yellow-stone sov vi en noget der mest af alt ligenede en cowboyby i Montana.

Det var ikke sjovt at skulle afsted, og alligevel glædede vi os til atter at drage sydover. Da vi tog afsted torsdag morgen vidste vi ikke hvilke eventyr der ventede foran os. Den eneste plan var en café latte undervejs hos Starbucks i Salt Lake City.

Vel vidste vi, at dyrelivet i Yellow-stone National Park er rigt, men at jorden også bød på andre væsner, var vi ikke helt klar over.

Yellow-stone ligger ovenpå en ‘gam-mel’ vulkan. Den ligner ikke en vulkan med spids og den slags, den er nemlig gigan-tisk. Til gengæld er den ikke udslukt.

Det betyder, at rigtig mange steder i parken vælter det op ad jorden med kogende vand. Nogle steder damper det, nogle steder kan man lugte svovlet fra jordens indre, nogle steder syder og bobler det, og andre steder står der faktisk gejsere op fra undergrunden.

Med vand følger der mange mine-raler, som aflejrer sig oven på jorden og langs vand-hullerne. Det giver de mest fantastiske formationer og farver.

Samtidig findes der en række mikro-organis-mer (de kan vel kaldes mini-alger), som holder meget af at gro i mineralerne. De er også meget farverige og danner flotte mønstre nede i vandet.

Da det hele ligger og lurer lige under over-fladen, er det død-sens-farligt at gå udenfor stierne. Kun få centimeter under det som ligner fast grund under fødderne, er der forskellige kogende masser.

Flere turister har fået slemme for-brænd-inger fordi de ikke har taget det alvorligt, andre er døde af det.

Derfor er der klart marke-rede stier i parken, men de steder med gejsere og kogende vand, er der bygget gang-broer a la dem man finder i de danske havne.

Mange steder er der ikke gelæn-der på, så vi skulle gå roligt og forsig-tigt.

Mange steder kan man se hvordan jorden er kollapset og der er kommet huller.

Nogle steder er gamle stier lukkede, fordi den termiske aktivitet har flyttet sig.

Vi besøgte flere steder med det varme vand, og det var impo-nerede, så for-skel-lige de var.

Nogle steder lugtede så stærkt, at vi ikke brød os om at være der ret længe ad gange. Nogle steder var høje og vidtstrækte, med stille løbende vand, som skabte de mest utrolige formationer.

Andre steder kunne vi se, at især bøflerne godt kunne lide at komme – den varme under-grund til trods. Nogle steder var algerne flotte, andre steder dannede selve vandhullerne sine helt egne farver.

Et sted var det kogende mudder, nogle steder voksede der blomster og utrolige planter.

Selvom vi så en del af dem, og tog henved en million billeder, var der stadig en masse steder vi ikke fik besøgt.

Mors memory card til kame-raet endte med at gå ned og opgav helt ævret. Det vidste vi ikke kunne ske, men vi fandt heldig-vis en kiosk, hvo de solgte nogle nye. En af fordelene ved vand er, at de ikke gemmer sig ligesom dyrene.

Vi kunne dele rigtig mange flere bille-der her, men det ville blive en meget lang post på bloggen.

Alt i alt fandt vi alle fire det dog ret fascine-rende at vide, og opleve, at vi gik rundt inde midt i en kæmpe levende vulkan.

Et tomt vandhul som pludselig bliver til en sprut-tende kedel. Det faldt os dog ikke ind, at vandet kunne bryde igennem, mens vi gik der.

Jackson, Wyoming

juni 16, 2012

Det var godt at nå til Jack-son, da det begynd-te at smage af naturens eventyr. Der var gevirer overalt. De blev brugt som lamper, porte, håndtag på kurve og mange andre ting.

Der var butik-ker med alt i cowboy-udstyr, butik-ker med outdoor udstyr, butik-ker med kunst lavet af natur-materi-aler eller af naturen selv – og en vild butik med alt i udstoppede dur til salg.

Vi gik i butik-ker, kig-gede på de spænd-ende ting, fandt en kop kaffe, købte en gave til Meridian og hendes familie – en lyskæde til deres ny yurt, lavet af gamle riffelpatroner i forskellige farver. Don, Meridians mand er en ivrig jæger, så vi håber, de kan lide den.

Da vi ikke anede, om vi ville kunne købe mad længere oppe mod Yellow-stone, gik vi i et super-marked og fandt nogle nudel-supper, så vi var sikre på lidt mad.

Her så vi, at ravnene her er noget mere vant til menneskeligt selskab end i New Mexico, hvor de er nogle ret private fugle. Ikke nok med at de sad på indkøbsvognene; de lod os også komme så tæt, at vi kunne tage billeder af dem. Vi har dog lært, at det gør de kun når de har lyst.

Nogle gange virker det næsten som om at de lader menne-sker komme tæt på og så flyver lige i det, man skal til at tage et billede. Og de nyder drilleriet.

Inden vi drog ud for at finde vores hotel, fandt vi den bedste pizza, vi har fået i USA, og i lang tid. Det var godt med et ordentligt aftensmåltid, da det kan være svært, når man er på farten. Her kan I iøvrigt se den bil, vi har lejet.

Vores hotel lå tættere på Yellow-stone, så vi skulle igennem Grand Teton National Park for at komme derhen. Der fik vi, støvregnen og de tunge skyer til trods, en smagsprøve på, hvad der kunne vente forude. Tetonbjergene var meget smukke i den våde aften, og vi fik set vores første dy. Både elk (som er den amerikanske udgave af kronhjort) og bøfler.

På farten

juni 15, 2012

I lørdags pakkede vi bilen og drog ud i det store ameri-kanske landskab. Alle havde sagt ja til at sidde mange lange dage i bilen, for at komme derhen hvor vi gerne ville. Nemlig til Yellowstone National Park.

Der er langt fra vores ørken-hjem til national-parken højt mod nord, og vi fravalgte motorvejene en stor del af vejen, så vi kunne se landskabet.

Først kørte vi nordvest ud af New Mexico og gennem et lille hjørne af Colorado. Selvom landskabet først var fladt og tørt, blev det dog mere bakket og grønt i Colorado. Husene begyndte også at ændre karakter.

Da vi kom ind i Utah, kom varmen og tørken tilbage. Klipperne var langt fra så porøse som i New Mexico, så det gav nogle helt andre klippemuligheder.

Vi, især Birk, har taget en masse billeder af land-skab-erne, som I kan se her. Midt i ingen-ting rejser der sig underlige formationer op af jorden, andre steder er der huller i klipperne og andre steder igen ligner det kæmpekrystaller i bjergsiden.

Hvis vi troede, der var øde, der hvor vi bor i New Mexico, så kom vi til at tro om igen. Vi kørte meget lange stræk uden at se anden form for liv, end biler på landevejen. Med mange mils mellemrum dukkede der et landemærke op med mærkelige navne som eksempelvis Døde Hest Klippe…

Vi sørgede for at drikke godt med vand i de meget varme dale, hvilket også gjorde, at vi indså, hvor langt der er mellem toiletterne på disse kanter. Heldigvis har alle tankstationer også toiletter, og som regel væsentligt pænere end dem man finder på de øde kanter i Danmark.

Vi glædede os dog ved at vi kan rejse i bil og ikke på heste-ryg, som man gjorde for mindre end 100 år siden. Forestillingen om følelsen af at komme over en bjergryg på ryggen af en træt og varm hest og så se den uendelige store strækning tørre ørken foran sig kun afsluttet af ubeboede bjerge i det fjerne var ret levende for os.

Da vi sent første aften nåede frem til Salt Lake City i Utah, var det helt underligt. Det er som om alle har valgt at bo på et sted. Af de knap 3 millioner der bor i Utah, bor omtrent halvdelen i Salt Lake City og forstæder.

Efter en lidt for kort nat og en hurtig tur i hotellets pøl, kørte vi videre nordpå. Inden vi kørte ud af storbyen, smuttede vi dog forbi Starbucks og rundede tabernaklet.

Tabernaklet er ikke en børnefødsels-dag i havsnød, men er for mormonerne hvad Peterskirken i Rom er for katolikker og Mekka for muslimerne. Hovedtemplet i deres religion.

Ved siden af tabernaklet ligger det pompøse hovedsæde for den missionske religion, som også kalder sig de sidste dages hellige, fordi at kun medlemmer af deres trosretning sikres en plads på himmelbussen, når (og ikke hvis) verdens undergang kommer.

Dette er ikke et billede af verdens undergang, men simpelthen bare et billede af den industri, som holder mormonernes jordelige liv i gang…

Da vores lille familie godt kan lide den slags historier, snakkede vi lidt om det. Men ville alligevel hellere ud i naturen – nærmere bestemt op til dyrene, så vi nøjedes med at se Salt Lake fra bilen.

Senere på vores anden dag kom vi ind i Idaho og skråede mod nordøst over bjergene til Jackson i Wyoming (til de musik-interesser-ede kan vi nævne at vi fik hørt et vist nummer af Johnny Cash og June Carter en del gange den dag – omend vi ikke ved om det er den Jackson de skulle til).

På vej op i bjergene fik vi en smule regn. Det vakte stor jubel hos Iris, som er blevet så meget en ørken-blomst, at hver en dråbe fra himlen tæller.

Med Idaho faldt tempera-turen også mærkbart og alt blev saftig grønt. Sneen på bjergene er kun ved at smelte her, så der var godt med vand i floderne – en god årstid for de mere vovede riverraftere.

Vi nåede vores sjette stat i USA, Wyoming, sidst på anden dagen (sjette fordi vi tæller overnatningen i Texas for tre år siden med – da vi var på vej til Mexico).