Mandag var vores sidste dag. For sin vis så vi frem til at komme hjem, men en stor del af Iris kunne meget vel være blevet 5 måneder mere. Det var ikke nemt at forestille sig, at denne særlige tid i New Mexico var slut.

Egentlig havde vi planlagt en dag med udflug-ter, men på en eller anden måde var helt fyldt til randen, så vi valgte simpelthen at blive på hotellet og tage det i et tempo, som blev sat af vores behov.

Vi sov længe, vågnede roligt, spiste sen morgen-mad, var lidt på compu-teren og så gik vi i svømme-pøl.

Da der ikke var mere for mor at gøre her i New Mexico heller, sørgede hun for at få klaret alle sine computer-opgaver om formiddagen, mens Iris og Birk var i pølen.

Så kunne hun nemlig gå med i pølen om eftermid-dagen og lege og pjatte. Bagefter varmede vi os i det varme boblebad.

Vi blev sultne midt på eftermid-dagen og ville have en lille snack. For at give den med alle de ameri-kanske basuner, gik vi på Wafflehouse, som lå lige over for hotellet.

Waffle-house har ikke børne-menuer med opga-ver, sådan som mange andre restau-ranter har i USA. Her er Iris i gang aftenen før.

Waffle-house har et meget enkelt, meget brunt og meget ameri-kansk koncept. Det er kød, æg, ost, brød og sukker i et væld af kombi-nationer.

Det er venlig betje-ning, og vi var de eneste som fandt på at dukke op midt på efter-mid-dagen, så de ansatte havde god tid.

Børnene valgte husets speciali-tet, vafler, og mor tænkte ‘pyt’ og sagde ‘lad gå’. Selv fik hun en bisquit, som mest af alt minder om en scone – hun valgte den enkle udgave med fyld, ofte bliver den nemlig serveret med sovs og hele pivtøjet.

Bagefter studerede Birk deres jukebox, som vel nok mest er tiltænkt nostalgien om de gode gamle diners, for hvem gider at betale en dollar for en sang, når man kan købe den til nærmest samme pris på iTunes?

Efter dette lille måltid hoppede vi atter i pølen. Vi troede egentlig, at vi skulle have et aftensmåltid senere, men ingen af os havde rigtig lyst. Vi havde fået nok restaurationsmad, og børnene begyndte at snakke om fars hjemmebagte boller. Mor drømte om hjemmelavet mad med friske grønsager.

Det var svært at sove. Birk var begejstret ved tanken om hjemrejsen og Iris det stik modsatte. Klokken blev 23, før der var ro i lejren, men heldigvis skulle vi først flyve midt på dagen tirsdag, så vi skulle ikke tidligt op.

Om det var Drøm-me-bjerget, som rullede forbi Iris’ indre skærm, de smukke stjer-nenæt-ter eller hele det at være i New Mexico helt særlige energi, kunne mor ikke gennemskue.

Mor lå i sin seng og savnede på en gang det hele, og samtidig glædede hun sig til alt det nye, der lå foran hende.

Mange minder og billeder gled forbi. Hvor har vi dog haft en rig tid, en tid med fordybelse, en tid med opdagelse, en tid med stilhed, en tid med sjov, en tid med kærlighed, en tid med skønhed, en tid åbenhed, en tid med forandring, en tid med nærhed…

Der er så mange ord og billeder, at vi kunne starte helt forfra på vores blog om rejsen. På den anden side er der måske slet ikke andet at sige end: Tak!

Reklamer

I sidste uge synes vi, tiden var kommet til at indtage nyt territorie og se noget andet end Abiquiu, Espanola og Santa Fe, så vi besluttede at køre hakket længere. Nemlig helt ned til New Mexicos største by Albuquerque. Det var der, vi fløj ind i sin tid, men så den kun i et glimt i mørket. På billedet kan I se, Albuquerque ligger lige over ‘New’.

Vi bestilte hotel, pakkede bilen, tog vasketøjet med i samme ombæring (vi fandt et hotel med vaskeri) og så begav vi os syd på. I vores gamle bil, som ikke kan lide at køre så stærkt, tager turen omkring to time. Men vi stoppede et par gange undervejs for at finde et vejkort over Albuquerque, men det lykkedes først, da vi kom til Albuquerque.

Alligevel havde mor præsteret at køre præcis hen til den rigtig motorvej og afkørsel til vores hotel.

Vi havde ikke besluttet ret meget på forhånd. Vi vidste, at vi gerne ville se klapperslangemuseet, og mor havde foreslået, at vi spiste den ene morgenmad på Wafflehouse. Resten lod vi stå åbent.

P-‘automat’??!

Vi tog det med ro efter at være landet på hotellet, så vores første eventyr var på Waffel-house. Som I måske kan regne ud, sælger de vafler. Til morgen-mad!! Det var lige efter Iris’ hjerte, eller måske snarere smagsløg, og hun gik ombord i en med chocolate chips. Mor, hvis søde tand er knap så veludviklet, foretrak en omelet og en OJ (appelsinjuice).

Heldigvis er menukortet rimeligt stort. Og som mange andre steder herovre, serverer de morgenmad hele dagen.

Der fra gik turen til klapperslangemuseet. Det er ikke ret stort, men har den største samling af levende klapperslanger.

Hverken Iris eller mor har nogen større interesse i at kigge på slanger, men fra mange kanter er vi blevet anbefalet at se nærmere på dem, så vi kan genkende dem i naturen. Deres farver ligner meget jorden i ørkenen, så de er rigtigt svære at se.

Da her er en del, er det godt, at øjnene og kroppen kan genkende dem. Og vi kunne begge mærke suget i maven, så vi satser på at kunne genkende dem nu. Og vi skal stadig øve os i at kigge os grundigt for, hver gang vi går over en stor sten eller er nødt til at forcere et krat.

Museet ligger i den gamle bydel i Albuquerque, og p-‘automaten’ fik os til at smile. Det er den tyrkise tingest, der er på et af billederne længere oppe. Der står at de aflæser det med computer… Men vi havde vores tvivl. Alligevel betalte vi troskyldigt vores p-afgift.

Da vi så elinstal-lationerne i bydelen, holdt vi til gengæld op med at undre os. Nu gav det pludselig mening, hvorfor strømmen er så ustabil her i landet.

Selvom vi startede om formiddagen, var det allerede mere end stegende hedt, da vi kom tilbage til bilen. Vi besluttede at spise lidt frokost og bagefter køre i zoologisk have. Så efter en gang mexi-mad kørte vi i Rio Grande Zoo.

OG nej, det er ikke coyote, vilde kaniner, edderkopper, firben og den slag…. (faktisk var der lukket for afdelingen med insekter og slager – men vi havde også fået nok).

Det er en ret fin zoologisk have, som jo ikke kunne gøre for at vejrguderne havde skruet højt op på varme apparatet den dag. Det var et godt stykke over 30 grader, og både besøgende og dyr svedte bravt. Som I nok kan se er kænguruerne helt smeltede.

Den dejlige kat i hænge-køjen er en bobcat (en rødlos). Den var også helt færdig i varmen. Til gengæld gjorde det isbjørnene livlige, for når de bliver for varme, hopper de i vandet og leger. Iris syntes, det var rigtig hyggeligt, at isbjørnene kyssede.

Vi fik set, da sælerne og søløven fik mad, vi så kæmpeskild-padder, sneleoparder, ørne, dyr vi aldrig havde hørt om og ikke ved, hvad hedder på dansk, hvide næsehorn, girafunge og meget meget andet.

Bortset fra rødlossen og et glimt af pumaens hale var der faktisk ikke specielt mange lokale dyr. Nogle er uddøde, og andre er åbenbart så almindelige at det ikke er noget man gider i zoo. Der var dog nogle ulve, som var almindelige her tidligere, men nærmest er uddøde.

Det er en stor zoologisk have, så da vi havde nået til vejs ende (tror vi nok), var det lukketid. Og det var stadigt kogende varmt, så vi skyndte os tilbage til hotellet. Vi havde mad tilbage fra dagen før, som røg i mikroovnen og mor vaskede tøj, mens Iris stille og roligt gjorde sig natklar.

Dagen efter tog vi på museum, men det må vi nok hellere gemme til en anden post en anden dag, for det involverer jo historie.

Derfra tog vi hjem. Det var en lang køretur, så Iris morede sig med at tage billeder af sig selv i sidespejlet.