I onsdags landede vi i Kastrup efter en lang og trættende tur over Atlanten med en mellem-landing i London.

Det var nærmest som at komme til den fugtige underskov i en jungle, køligt og vanvittigt fugtigt, at komme fra ørken højlandet til et regnfuldt forsøg på en dansk sommer.

Birk havde slet ikke sovet på turen, men holdt alligevel til både fodbold og anden hygge inden han gik ud som et lys klokken halv ti.

Iris synes, det var godt men også mærkeligt at være tilbage igen.

Vi glæder os til snart at se jer alle igen!!!

Reklamer

Det hellige barbiehjørne.

Som så mange andre steder danser vinter og sommer sin forårsdans, så vi har dage med op til 28 grader, og efter lang tid med lune nætter kom der pludselig en morgen, hvor det var dejligt at have en brændeovn. Endda en nypudset en, da Iris har givet den ordentlig omgang, så ilden så rigtig fin ud. Og mor blev helt nostalgisk – en nypudset brændeovn lugter på en helt særlig måde, som hun ikke havde lugtet, siden hun flyttede hjemmefra. Det er dog ikke den lugt, hun savner fra sin barndom.

Mor havde ellers overvejet at flytte brændet ud, da Sean og hans kæmpehund ofte ramler ind i den, når de kommer ind ad døren.

Dagligdagen har på det seneste været afløst af nogle besøg i Santa Fe, for mor har været til yoga derinde nogle gange.

I har jo nok læst om vores meget lidt vand her, hvor vi bor, så vi bookede os ind på et lille motel, hvor vi havde sikret os at de havde et badekar.

Som I kan se, var det i bedste Western-stil med kohud på stolene, nostalgi på væggene og billeder af cowboys og pigtråd på sengetæppet.

Pigtråd ser vi meget mere af her i cowboyland en cowboyz.

Hvor vi bor, kan vi kun gå på vejene, til trods for de åbne vidder, for alt er hegnet ind i pigtråd og elektriske låger, som man skal kende koden til. Med mindre man kravler over lågen, og det tør mor ikke binde an med i et land hvor selvjustits i forhold til privat ejendomsret og ejerskab af skydevåden er en grundlovsgiven rettighed. Mor synes, det er en dårlig kombi…

De brugte sågar cowboy-støvler som vaser og urtepotter både inde og ude. Det, synes Iris, var rigtig pudsigt.

At vi er tæt på Mexico fornægtede sig heller ikke her, og væggene ved badekarret havde fine mexikanske fliser. Og i receptionen solgte de søde ejere ting fra Mexico.

Udover at blive dejligt renskurede, gav det os også mere tid i Santa Fe end ellers.

Vi fandt nogle sjove urtebutikker, for mor skulle finde noget tørret kongelys. Det førte os til steder, vi ikke kendte i forvejen.

Vi fandt bl.a. en chokolade-café, som hedder Kakawa, der betyder chokolade på Olmekisk.

Olmekerne er et oprindeligt folk i Mellemamerika, som, efter sigende, var de første som begynde at dyrke kakao ca. 1500 år f.v.t. (der var der Danmark var i bronzealderen…).

De oprindelige folk herovre havde et helligt forhold til kakao, som de kaldte ‘gudespise’, og det navn blev faktisk overført til det latinske navn som er theobroma cacao. Dog blev det først til det vi kender som chokolade meget senere, da man i 1800-tallet kunne skille kakaosmør og kakaopulver fra hinanden – og sætte det sammen igen. Faktisk var det en vis hr Lindt i Schweiz, som raffinerede processen i 1879 (som begyndt i Holland, gik over England og så til Nestlé i Schweiz, som opfandt mælkechokoladen).

Schweizerne er stadig det folk i verden, der spiser mest chokolade – de spiser faktisk over 10 kg pr. person om året. Og skal man bedømme ud fra Markus og hans familie, så er de vilde med deres egen opfindelse: mælkechokoladen.

Iris er begyndt at øve sig i at tage billeder af sig selv i strakt arm. Det går faktisk ret godt. Her har mor fået lov til at komme med på billedet, mens vi hyggede på Kakawa.

Nok forklaring her, ellers går der vist frk. Syrendryp i den (altså hende fra Det Blæser på Månen).

Det eneste, de havde hos Kakawa, var chokolade i alle afskyg-ninger. Der var omkring 10-15 forskellige slags drikke cacao, der var kager, konfekt og sågar franske kartofler dyppet i chokolade.

En af de ansatte syntes, Iris var nuttet med sin nye kasket (så mor har fået sin egen tilbage), så han gav os forskellige smagsprøver, allerede før vi nåede at tænke over noget. Vi valgte hver vores lille kop chokolade og en muffin til deling. Og det var næsten mere end vi kunne rumme.

Cacaoen var så kraftig i smagen at vi næsten ikke kunne drikke hele koppen – selvom vi tog den mindste. Og vi måtte tage noget af muffinen med, da vi ikke kunne få mere ned. Det smagte godt, men var meget overvældende.

Mor var igen så fræk at tage et billede, hvor man kan se størrelsen på gæsterne ved nabobordet. Iris var knap så pikeret denne gang – de her var så store, at Iris knap kunne få øjnene fra dem, til trods for hun skulle vende sig væk fra mor for at kigge.

Når vi har god tid til at være i Santa Fe, får vi også tid til at snak-ke på Sky-pe, for hjem-me er vores inter-net ikke hur-tigt nok til det. Det er dejligt, men også lidt hårdt, for vi er jo begyndt at savne i begge ender. Det er godt, at de andre på cafeen ikke kan forstå os.

Når vi er i Santa Fe, tager vi som oftest på café og spiser frokost. Både fordi det er hyggeligt, men også fordi det netop giver godt internet. Så kan vi også se på de forskellige folk.

Vi har opdaget, at det lokale politi kan lide samme cafe som os. De gjorde så meget væsen af sig, en gang vi mødte dem, så vi kan genkende dem endda uden uniform.

Og de parkerer lige udenfor. Vi viser lige begge billeder, så far kan se lidt blå blink fra USA. Eller rettere blå og røde blink, for de er noget mere liberale med, hvem der må bruge hvilke blink her. Det er ren disko, når de kommer med udrykning.

Lige ovenover deres bil er der så et skilt, hvor der står, at man aldrig må parkerer der. Det gælder nok ikke sultne betjente… I alle tilfælde har vi fået lært, at politiet herovre i højrere grad gør hvad der passer dem.

Det sjove var, at der var en cykel bag på politibilen. Der er stort set ingen cykler her. Vi så en udenfor chokolade-cafeen, og ellers har vi kun set nogle få på landevejene.

Den eneste gang vi mødte en cykel i trafikken, kørte mor længere frem, så han kunne komme forbi bagom. Han vendte sig om og råbte tak tre gange. Den slags hensyn er de vist ikke vant til her.

Så fandt vi lige denne kage. Hvis schweiz-erne er kendt for chokolade, hvad så med dansk-erne? Folk aner allige-vel ikke, hvor Danmark er og tror vist, at det ligger og roder nede i nærheden af Belgien. Alle tror, vi snakker hollandsk (Dutch), når vi kommer fra Danmark. Det gør nu igen forskel, hvad de tror, bare de ikke kan forstå os. Iris har lært at sætte pris på at kunne snakke privat i al offentlighed. Det er dog nok en vane, hun skal fralægge sig, når vi kommer hjem.

Og så lige et sidste billedet til far: