Vi var i Tulum og købte en dobbelt-drømme-fanger til Ida og Klaus’ bryllup. Det var et godt bryllup, og  da vi spiste kom der en leguan og hoppede op på bordet og spiste af dekorationen. Bagefter fortsatte den inde i Idas tipi som var helt fyldt med blomster.

Så blev det dagen, hvor vi skulle rejse.

Det var ikke ret sjovt. Birk glædede sig til at komme på farten, men Iris var ked af det og vred på de voksne. Det er ikke mit valg, sagde hun og ville gerne have blevet hos mor.

Men da først vi var afsted gik det hele forrygende. Det var sjovt at spørge om prisen på spansk i en butik og så se fars sjove ansigt, når de svarede på spansk – som han altså ikke forstår.

Vi hyggede os, spiste en masse lækre ting, købte flere ting. Og så var vi i Coba. Der var også ruiner og så var der den største krokodille vi har set på hele turen.

Det var en lille bitte by og nogle hyggelige ruiner.

Det var vores første ruin sammen med far – det er helt sjovt at der er noget vi har prøvet mere end ham.

Så tog vi nordpå til Valladolid, som er en rigtig hyggelig by stort set uden turister. Det var far rigtig glad for, for det har han nærmest ikke prøvet på turen ellers.

Og så skulle vi til Chichen Itza, som er en af de mest kendte templer i Mexico og derfor også har helt vildt mange besøgende turister hvert år.

Der er templer som har præcis et trin for hver dag i året, og så er der et temple hvor solen står lige over når det er jævn-døgn. Det vil sige i marts og sep-tember, på de dage hvor nat og dag er lige lange fordi solen står lige hen over ækvator.

Vi var der nogle dage før, men vi fik af vide, at når solen står lige over kommer der en skygge som bugter sig ned af trinene så det ligner en slange – det er en af de guddomme eller energier mayaerne troede på tidligere. Måske gør de det stadig, men det var der ingen der sagde noget om.

Det var en god afslut-ning af rækken af temp-ler og vi var klar til at finde til Can-cun. Et sidste hotel – og der var både pøl og tv.

Vi stod vanvittig tidligt op for at nå alle flyene, og så blev vi alligevel forsinket, fordi der var så meget tåge i Texas (USA) at vi måtte flyve til en anden lufthavn i stedet for. Så vi kom slet ikke over New York på hjemturen, men til gengæld kom vi til Amsterdam, så nu har vi også været i Holland. Og så var det lige hjem i skole…

Hvornår mon vi skal afsted igen?

Men totalt nice var det at se far igen!!! Nøj hvor havde vi savnet ham. OG med ham var kommet alle dem fra hans kursus, så pludselig kendte vi en masse mennesker og de talte alle dansk. Sagde nogen paradis??

Stam- bordet var der stadig og de samme ting på menu- kortet som da vi startede. Det var lige som at komme hjem, bare sidde og stene og vide at livet er et godt sted at leve.

Og selvom vi havde været her før, var der mange gode ting at op-dage. Dy vi ikke havde set før. Fx som denne eremit- krebs, som er en krebs, som finder tomme snegle- huse og konkylier, den flytter ind i. Når den vokser ud af huset, smider den det igen og finder et nyt. De krabber hen over sandet og laver sjove spor, som ser ud som om der har kørt en miniature-traktor – sådan cirka på størrelse med en power miners. Dem kan man se på stranden om morgnen.

Og leguaner så vi nogle stykker af. De er så vant til menne- sker, at vi kunne komme helt tæt på dem uden de stak af. Det var ret sjovt. De larmer en del når de kravler i de tørre blade, eller henover taget på en cabaña. Mest af alt kan de lide at sidde i solen og blive varmet igennem, da de er den slags dyr som ikke varmer sig selvom sådan som pattedyr, fx katte, mus, giraffer eller tapirer.

At solen var be- gyndt at varme Tulum op siden vi var her sidst var skønt!! Ende- lig kunne vi nyde strand og vand helt. Sidde i sandet og lave møn- stre, surfe på bræt i meget længere tid en sidst. Det blæste en del i starten og det er herligt, for så skyller der sjove ting op på stranden. Vi fandt koraller, tangblomster og forskellige slags frø som kommer dybt inde fra junglen og flyder gennem floderne ud i havet. Nogle frø hedder hjorteøje og andre hjertefrø.

Det var dejligt at have både far, mor og Markus på en gang. Vi kunne spise sammen, bade sammen, hygge sammen, spille samme og opdage sammen. Vi viste far nogle af alle de gode steder, vi kendte.

Mens far gjorde sit kursus færdig boede vi sammen med mor og Markus, bagefter skiftede de rundt og far flyttede ind med os så de kunne gå i gang med deres arbejde.

En dag tog vi ud til en lagune for at dykke. Vi så de mest fantastiske fisk i alle regnbuens farver. Nogle stribede, andre vilde såsom baracuda, nogle puster sig op når man driller dem, andre igen er lange og tynde. Tænk der findes fisk som er lilla og gule!! Og Birk blev så bidt af snorkleri, at han fortsatte hver dag hjemme i den lille mini-pool på hotellet.

Her blev der kræset i køkkenet, hvor både bedste- mor og bedste- far gik i gang sammen med Lisa med stor kærlighed til mad. I mens kunne vi få klaret det sidste.

Såsom at få pakket alle vores ting, som havde fyldt godt op i stuen i mange dage. Og vi kunne få bygget de sidste lego- borge og grinet og fjollet med Yosafat – for det var jo egentlig Markus og mor som klarede det med at pakke rygsækkene.

Iris kom også en tur til den lokal mode- frisør. Det var den smarteste frisørsalon vi så på hele rejsen.

Men så kom vi også af med hele 25 kr, og det er jo ikke så lidt i Mexico – men det var sjovt at høre de voksne forsøge at forklare en frisure på spansk.

Forresten var de spændende at være med til svedehytte. Vi fik lov at passe bålet sammen med Olinka og Lisa, mens Markus og mor svedte. En svedehytte er en slags kuppelformet pilehytte, hvor der bliver lagt tæpper henover, så den er helt tæt. Man kan slet ikke se lys derinde, siger de voksne. Så tænder man et bål ved indgangen og i det bål varmer man sten til de er rødglødende. Det kan godt tage nogle timer. Så går folkene ind i hytten og får stenene ind, når de beder om det. Mor siger, at der bliver meget varmt, og at der bliver hældt vand på stenene så det damper helt vildt. Hvad der ellers foregår ved vi ikke rigtig, men der kommer lyde derindefra.

Efter mor og bedstemoren havde dryppet lidt med øjnene dagen efter og vi alle havde krammet farvel, kørte Olinka os i lufthavnen. Det er en lang køretur gennem hele Mexico By, og vi fik for alvor set en masse folkevognsbobler. Måske ved du ikke hvad det er, men prøv at se på billedet:

Sådan nogle biler ser vi sjældent i Danmark i dag, men for 50 år siden var de meget populære. Det vil altså sige længe før vores mor og far blev født. Selvom det egentlig er en tysk slags bil, lavede de på et tidspunkt bilerne i Mexico og så blev alle taxaerne i byen til sådan nogle bobler. Og rigtig rigtig mange af dem er det stadig. Og også almindelige familiebiler er bobler. Der var så mange at vi opgave at tælle dem på turen.

En email fra Lisa kom til afgøre det hele. Lisa er flyttet til Mexico sammen med sin kæreste Olinka. Vi kender dem fra de to sidste Sundances i Danmark.

Lisa skrev, at vi var velkomne til at komme og besøge dem – i Mexico City. Så mandag fløj vi fra kolonibyen til verdens allerstørste by. Hvis man regner hele byen med, bor her 40 millioner mennersker. Det er otte gange så mange som i hele Danmark. Det er ret svært at fatte. Men når vi kører gennem byen, begynder det at dæmre lidt.

Det tager timevis at komme rundt, og alligevel er der by så langt øjet rækker. At de fleste huse er lave ligesom i Trekroner, Nykøbing F. eller Varde, og ikke høj som København eller storbyer i USA (vi så New York fra luften da vi tog her ned), gør byen flad og langstrakt.

Andre ting giver også indtryk at mange menne-sker på samme sted. Trafik-osen, eller smog som man kan kalde det, ligger som et tæppe over byen, og flere steder har vi kunne lugte det, når vi kørte i bil. Langt langt værre lugter deres åer. Nogle steder i byen er der åer, og de lugter værre end rådne æg, så vi er lige ved at kaste op. Affald og kloakslam flyder mellem vejene i grøfter, og det er vildt ulækkert.

Men alt dette lægger vi kun mærke til når vi kører rundt. Den del af byen vi bor i er hyggelig og rolig. Vi er blevet taget rigtig godt imod af Olinkas familie, som bor tre generationer sammen (det er huset ovenfor). Olinkas forældre som er både forældre, bedsteforældre og oldeforældre bor sammen med Olinka og Lisa, to af Olinkas søstre og den ene af søstrenes søn – Olinkas nevø.

Olinkas nevø er otte år ligesom Birk og hedder Josafat. Ham kan vi rigtig godt lide at lege med. Vi har været på legeplads, spillet fodbold, leget gemme, spillet klodsmajor, leget hule og alt muligt andet helt almindeligt. Det er rigtig rigtig godt, og vi har ikke lyst til at tage videre torsdag.

Det er hygge-ligt at være en del af en familie og lære dem at kende. Josafat går i tredje klasse og møder i skole klokken otte. Han har fri klokken et. Det er ikke hans mor, som sender ham i skole og henter ham. Hun tager på arbejde før han står op om morgenen og kommer hjem omkring klokken ni om aftenen lige før han skal i seng.

Det er bedste-mor, som sender ham i skole, og hvis der ikke er andre til at hente ham, så er det også bedste-mor, som henter ham. Vi har været med Lisa ovre og hente ham i skole. Josafat kan en lille smule engelsk ligesom os, men det meste af tiden leger vi bare – ellers spørger vi de voksne om hjælp til at oversætte.

Lisa og Olinka bor i et lille rum oppe på taget. Vi sover i stuen (som I kan se på billederne fylder vi godt op i stuen – om dagen pakker vi det hele sammen). 

Lisa og Olinka får rigtig meget besøg fra Danmark fra tiden, så Olinka har købt en bil i forgårs – vi har allerede brugt den til at tage på tur med.

På billedet er Olinka ved at købe små lerfløjter, som ligner skilpadder til os alle sammen ude ved de templer, vi besøgte tirsdag.

Vi har vist jer bil-leder af Maya temp-ler og fortalt noget om, hvor-dan og hvor-når man mener, de har levet. Her hvor Mexico City ligger boede et andet folk, da spanier-ne kom til Amerika. Det er dem vi kalder Aztekere – her kalder de dem Mechicas. Det ord bruger man stadig i dag, for deres efterkommere lever her stadig.

De byggede også pyramide-templer rigtig mange steder. Da deres ældste følte, at der ville komme store om-væltninger, begyndte de at nedbryde flere af deres pyramider som offer-gaver. 

De begyndte allerede inden spaniere kom, og da spanierne så kom, fortsatte de. Men langt fra alt er blevet ødelagt, så der findes også udgravede pyramidetempler her.

Vi var ude og se et stort tempelområde, som hedder Teotihuacan og ligger lige uden for Mexico City.

Det er meget ander-ledes end Maya temp-lerne. Måske kan I se det på billed-erne. Ligesom Mayaerne var himmellegmerne også vigtige for Aztekerne og templerne i Teotihuacan er bygget til ære for dem. Den største pyramide er et soltempel. Den er ca. 130 meter høj. Den anden store er et månetemple. De andre små, som ligger langs en lang stor gade, repræsenterer stjerner og planter.

Olinka fortalte, at der er mange ideer om hvordan og hvornår disse templer er blevet til. Nogle mener at de er 700 år gamle, men Olinkas ældre fortæller, at de er 2-3000 år gamle.

Der har ikke boet nogle i hele dette tempelområde, det har været brugt til ceremonier.

Som I også kan se er jorden meget tør her. I baggrunden er der en skovbrand, som er opstået pga. af tørke.

Og så fik vi set skypumper. Det er var rigtig spændende. Da vi stod på toppen af soltemplet kunne vi se, hvordan de opstod først helt nede ved jorden og så voksede og voksede de. Til sidst gik de i opløsning. De blev aldrig så store at de kunne suge huse eller andet med op, men de virkede på samme måde.

At landet er tørt kan også ses på det som gror her. Overalt er her mange kaktusser. Mange af dem kan bruges til praktiske ting. De laver tasker af fibrene eller spiser dem som hedder nopales. Det er en nopale vi står ved her – denne her er dog blevet s stor at dens ‘blade’ ikke kan spises, men det kan dens frugt til gengæld.

Noget af det sjove på sol-templet var en lille gnaver, en topo kalder de det her, som boede i gange inde i templet. Den havde fundet sig et hul ud af siden, som den kunne stikke hoved-et ud af, men den var for tyk til at komme ud.

Vi gav den noget mad og kom til at tænke på, at måske var den så tyk fordi alle turisterne gav den mad, så den ikke længere kunne komme ud af hullet. Den kunne i alle tilfælde rigtig godt lide både franske kartofler, nødder og mandariner. Den kom op og trak maden ned i sine gange og kom tilbage efter mere.

Efter soltemplet vi også sultne. Så det var vores tur til at få noget at spise, men der var ikke noget at spise i nærhden af pyramiderne, så vi tog hen til en landsby for at finde noget mad.

På markedet fandt vi en bod med mange forskellige ting. Quesadillas, tacos, tortas og meget andet. Vi kunne vælge mellem mange forskellige ting lige fra det vi kender, såsom kylling, ost, skinke og champignoner til alt muligt vi ikke havde prøvet før – grisetæer, hjerne, blomster og andre ting vi slet ikke ved hvad er. Så lavede de maden, mens vi ventede på det.

Vi prøvede forskellige ting allesammen. Og det smagte rigtig godt – også selvom damen kom til at putte rigtig meget chilisauce på mor og Markus’ mad, og de bad om en lille smule. Her kan de nemlig spise rigtig rigtig stærk mad.

I boden ved siden af hvade de frisklavet juice i kæmpeglas. De var så store, at vi ikke en gang kunne drikke det hele og måtte tage det med til senere.

Til dessert købt Olinka en kæmpeportion frisk frugt med flødeskum.

Hvis I er lidt i tvivl om, hvor Mexico City ligger i er der et kort her. I morgen flyver vi til Cancun og tager til Tulum. I dag laver Olinka, Lisa og nogle andre en svedhytte og vi har fået lov at komme med derhen og lave bål.

Og lige et sidste billede af månetemplet til jer som ikke kan få nok af templer…

Mellem de tørre og forblæste højlandssletter blev vejene også bedre og mere lige, så nu tog 70 km ikke længere 2-4 timer. Samtidig forsvandt de farverige busser fra Guatemala og vi kom hurtigt frem til San Cristóbal de las Casas, hvor vi er nu.

Her kan I se os på en af gaderne – det er nu ganske hyggeligt at være søskende på rejse. Vi er ved at være ret gode venner.

San Cristóbal de las Casas ligger i den delstat af Mexico, som hedder Chiapas. Den er helt syd på og ude mod vest. I kan finde byen en finderbredde nord for den lange sø. Dem der har lavet kortet har skrevet San C. de las Casas.

Egentlig troede vi at vi var ved at have oplevet de forskellige ting, som vi kunne, men der er stadig nye og anderledes oplevelser at finde. Mor og Markus fortæller os en masse nye ting, som vi ikke har hørt om før. De siger at San Cristóbal er en koloniby og det ville jo gerne vide, hvad er.

Altså vi kunne godt se, at her ser anderledes ud med hyggelige gader i varme farver, velholdte huse, søjler på husene, store porte, patioer midt i husene og mange flotte kirker. De voksne siger, at det er sådan fordi spanierne kom her for mange år siden og byggede denne by i samme stil som hjemme i Spanien – altså som Spanien så ud for 500 år siden. Koloni betyder, at nogle mennersker i Europa tog ud i verden for at finde spændende ting, måske guld, og når de så fandt land så gjorde de det til deres, selvom der boede nogle i forvejen.

Birk synes, det er meget mærkeligt at dem som boede der i forvejen ville finde sig i det, men mor siger, at spanierne slog mange ihjel og kom med deres præster til at fortælle, hvordan de synes, verden er skruet sammen.

Selvom der er gået 500 år og spanierne har giftet sig med de lokale og alle er blevet til mexicanere siden da, kan man stadig se forskellene. Der er stadig indianere, som ikke har giftet sig med dem som flyttede til og de lever anderledes. Og mexicanerene behandler dem ikke altid særligt pænt.

Onsdag tog vi ud til en by udenfor San Cristóbal, hvor de lokale stadig er indianere. Den hedder ‘San Juan Chamula.

Selvom de har en kirke, så maler de den i andre slangs farver end spanierne ville have gjort. De blander også maya ceremonier og kirketing sammen.

Ude i gaderne gik der nogle mænd rundt i sjovt tøj og truttede og trommede. De have også forskellige flag og hatte.

Det var rigtigt spændende at se inde i kirken, hvor der sad folk og bad med mange lys, æg, sodavand og meget andet. Flere steder var det som om der kun var en der bad, mens flere fra familien sad ved siden af og så ud som om de mest var taget med for at hygge og støtte.

Der var dog mange flere turister end lokale i kirken. Det var lidt underligt. Store busser med turister kom og de lokale ville hele tiden sælge noget eller tigge om penge.

Da vi sad og spiste forkost skete der noget mærkeligt. Vi var næsten færdige og Iris skulle på toilettet.

Mor blev siddende ved bordet, og så kom der en mand og satte sig på Iris’ plads og sagde giv mig maden, og inden mor nåede at sige buh eller bæh, så var han i fuld gang med at spise resten af Iris’ mad. Det var godt at hun var færdig.

Og han var ligeglad med, at Iris havde smuldret tortillaer i og splittet maden i smådele – han guffede det hele i hurtigt tempo.

Det var som om, at det var blevet helt normalt for dem at tigge om penge.  Alligevel var der også et lokalt marked midt i alt dette og her kunne vi købe mangoer. Frugterne her er meget lækre og modne.

Markus ville også prøve en tamale, som er tyk majsgrød med noget inden i, som så er pakket ind i palmeblade og dampet. Det er dem som damen sælger her. Markus synes dog, at han har smagt det bedre tamales end dem her.

Vi købte også nogle stykker sukkerrør, som vi tykkede på. Først skulle vi tage den lilla skal af, og så kunne vi tygge på den hvide kerne. Den hvide kerne kan ikke spises, fordi den er helt trådet, men når vi tykkede på den kom sukkersaften ud, og så kunne vi sutte den i os. Lidt som en mellemting mellem slikkepind og tyggegummi. Iris var den eneste, som syntes det smagte dejligt, men de lokale er rigtigt glade for det.

Vi prøvede også at smage andre ting på markedet. Noget af det smagte ret godt, og noget af det var det kun Markus som nåede at få smagt inden han nærmest spyttede det ud. Så syntes vi ikke rigtigt, at vi også havde lyst til at smage det.

Vi var meget fascinerede af en mand med en lang stang med poser med candyfloss i lyserød, lyseblå og hvid. Vi kom helt til at glæde os til vi skal i Tivoli igen og spise candyfloss.

Selvom deres dragter her ikke er helt så farverige som i Guatemala, så er de meget anderledes en vores tøj.

Vi kan godt se på deres tøj, at vi er cirka 2200 meter over havets overflade. Her er nemlig meget meget koldt om natten, så deres tøj ligner lodne pelse. De er lavet af hvid eller sort uld.

Kvindernes skørter er alle sorte og mændene går i noget der ligner langhårede gulvtæpper med hul i midten til hovedet. Så har de et bælte om livet. Mor kalder det en tunika. Mændenes tøj er som regel hvidt, men vi så også nogle sorte. Og så går stort set alle mændene med hat – og det har vi fundet ud af er meget praktisk, for vi glemte nemlig Birks hat for første gang i meget land tid, så højlandssolen var ret hård ved hans nakke og øre.

Som med alle de andre gange, hvor vi har skulle tage billeder af folks tøj, har vi skulle være forsigtige, fordi folk ikke bryder sig om at få taget billeder. Mor tager dem nogle gange uden at tage kameraet op, eller på meget lang afstand. Derfor er det ikke alle billederne der bliver helt skarpe. Vi håber, de giver et indtryk alligevel.

Hvis vi tænkte at børnene skulle arbejde tidligt i Guatemala, så er det intet imod, hvad vi oplever her.

I gaderne her i San Cristóbal er det små børn helt ned til tre år, som går rundt og sælger ting til turisterne. De kommer ind på restauranter og alle steder, og køber vi ikke noget tigger de gerne et stykke brød eller en tortilla.

Andre børn passer deres små søskende og bærer rundt på dem, så deres far og mor kan arbejde med andre ting.

Alle steder og hele døgnet bliver der solgt souvenirs på gaderne eller tilbudt skopudsning, så Iris og Birk er blevet ret seje til at sige nej tak (no gracias), og vi er næsten helt holdt op med at kigge op. Tiggerne er de sværeste for vi komer til at tænke på, hvor forskelligt vi har det.

Selvom her ikke er lige så koldt som i Danmark om natten, så virker det koldere, fordi deres huse ikke er isolerede og opvarmede. De har heller ikke dyner, men kun tæpper, så vi sover i uldundertøj og med mange tæpper. Den første aften måtte vi købe os nogle sjaler og andet for at holde varmen.

Det er en meget smuk by, og her er mange rejsende, men det mærkes ikke så tydeligt, for mange af dem som bor i byen har flere penge end noget andet sted, vi har været, og det kan ses på deres tøj og levemåde. Mange af de rejsende, som kommer hertil kommer fra andre dele af Mexico – ligesom når vi tager til Bornholm eller Jylland.

Her er mange gode caféer og restauranter, så vi hygger os dejligt og spiser god mad. Vi har allerede fundet os nogle ynglingssteder.

Vi bliver her nogle dage endnu og mor og Markus har garanteret planer om andre ting vi skal se. De er også ved at planlægge, hvor vi skal hen næste gang. De siger vi skal et sted mere, inden vi tager tilbage til Tulum og endelig skal se far.

Selvom det er sidst på høstsæsonen for kaffe, sidder der stadig modne kaffebær på planterne mange steder. Først er de grønne, og så bliver de røde. Når de er plukket kører folk dem til San Pedro, hvor de har et kaffevaskeri. Det lyder måske underligt, men inden i kaffebæret sidder der en bønne, og for at få dem ud vasker de frugtkødet af.

Det lugter helt vildt grimt, fordi de smider kaffekødet i en bunke, og her begynder det at lugte som sur kompost. Kaffebønderne få kaffekødet med hjem til at gøde markerne med. Kaffebønnerne skal derefter tørres. Så bliver de sart lysegule. Langt det meste kaffe bliver solgt ud af Guatemala, og vi kan købe det i Danmark. Men før det kan drikkes, skal det ristes. Den lugt som er på Industrivej i Roskilde kommer af, at der bliver ristet kaffe. Heldigvis bliver al kaffen ikke sendt væk, så vi fik smagt noget rigtig god kaffe her. Selv Birk kunne godt lide noget af det.

Når vi ikke gik ture, så badede vi i søen, spiste dejlig mad, tegnede og meget af tiden spillede vi også kort.

Mor ledte efter nogle midler mod sin nysen, hosten og forkølelse, og der mødte vi en dejlig hunde-hvalp. Den kunne godt lide at bide i alt – også Birks hånd. Der er hunde over alt her i Mellemamerika. Nogle af dem kan sågar selv lukke lågerne op ind til restauranterne, hvor de går rundt mellem bordene for at se, om gæsterne skulle have tabt noget lækkert, de kan guffe i sig. Vi har snart lært at se forskel på de hunde, som har en god ejer, der giver dem god mad, sådan som hundehvalpen, og så gadehundene.

Mor og Markus vil ikke have vi klapper gade-hundene, for deres pels er tit helt underlig, og mange af dem ser rigtigt syge ud. For at være helt sikre spørger vi nu altid om vi må klappe en sød hund. Vi ønsker os begge rigtigt meget en hundehvalp, efter vi har været her, men mor siger, at de må vi snakke med far om.

Den ene dag tog vi over søen til en by, som hedder Santiago La Laguna for at tage på marked.

Det var en rigtig dejlig sejltur og sjovt at se deres dragter. Som I måske har lagt mærke til på nogle af de seneste billeder, så går især kvinderne i Guatemala ikke i samme slags tøj, som os hjemme i Danmark.

Der er masser er farver og mønstre overalt. Da vi først kom til Quiché kunne vi se, at de ikke længere brugt uld eller bomuld sådan som i gamle dage. Iris synes, deres bluser var rigtig flotte med flæser, blonder og skinnede tråde.

Først troede vi, at de helt var holdt op med at klæde sig som tidligere, da hver lille by eller område havde sine helt egne broderier, som alle kvinderne brugte. På den måde kunne man se, hvor folk kom fra.

Da vi kom tættere på Atit-lan-søen, så vi, at tøjet ænd-rede sig, så der faktisk ikke læng-ere var blondebluser, men de mere traditionelle broderier. Og vi begyndte også at se mænd i folkedragter.

Nogle af dem har broderede skjorter, røde bukser og en slags brun uldkofte. Dem fik vi desværre ingen billedere af, men i Santiago var der mange mænd i de dragter, de kan lide der. Halvkorte bukser og mange af dem med broderier på. Og her er der også mange børn, som går i deres lokale dragter. En af de sjoveste ting ved markedsdagen i Santiago var, at der var en retssag i gang mod fire tyveknægte, og det gave en masse folk der stimlede sammen. Som altid fik Birk og Iris en masse opmærksomhed.

Vi er ved at vænne os til, at folk kigger væsentlig mere på os end vi på dem. Folk vil vide, hvad børnene hedder og fortæller hvor lækre og kønne, de synes børnene er. Vi har været meget tilbageholdende med at tage billeder af folk på gaderne, men når vi kigger os godt omkring, kan vi se, at folk bruger deres mobiltelefoner til at tage billeder af os.

En gang hvor der kom en tigger ind i vores bus og gik i gang med at holde en længere tale om, at han ikke kunne arbejde, fordi han er krøbling, så kom han til at storsmile undervejs i sin ordstrøm, fordi han fik øje på Iris i lokal bluse, bælte og hat. Da han havde samlet penge ind i bussen tog han sin mobiltelefon frem og spurgte, om han måtte tage billede af Iris.

Mandag tog vi fra San Marcos. Vi skulle ikke sejle, men tilgengæld med busser. Inden vi nåede til Huehuetenango kom vi med m forskellige busser og de voksede for hver gang. Den første var en tuktuk (knallerttaxi), den næste en pick-up, så en mini-bus, så en mellemstor bus og til sidst en af de farverige store busser, som en gang har været skolebusser i USA. Vi blev noget bukket sammen af at være fire mennesker og al vores oppakning i en enkelt tuktuk.

Vi har kørt opad næsten hele vejen, så vi kom-mer atter op og køre på toppen af bjergene. Vi er på vej til Mexico nu og regner med at køre over grænsen i morgen formiddag og forsætte til San Cristobal de Las Casas (i Chiapas), hvis I vil følge med på kortet.

Da vi tog fra Quiché mandag, havde vi alle brug for ro, varme, god seng og let adgang til mad. Vi tog tre busser. Og endelig kom vi ud og køre med nogle af de meget farverige busser, vi kun har set, men ikke prøvet.

Vi kørte ikke særlig langt med nogle af dem, hvilket var meget godt, da vi har en taske mere, end da vi kom til Quiché, fordi vi fik handlet mere på markedet end til nogen juleaften. Vi sneglede os ned af bjergene, indtil vi kom til en meget smuk sø. En af verdens smukkeste er der nogle, der mener (siger mor). Og flot er den.

Den hedder Atitlan-søen og opstod, fordi der kom vulkaner her. Den første eksplodere for 85.000 år siden, og det var så voldsomt, at dens aske røg helt til Panama og Florida i det sydlige USA.

I da er her tre vulkanspidser, som rejser sig højt og smukt rundt om søen. De er mellem 60.000 og 30.000 år gamle – altså fra før den sidste istid vi havde i Danmark. Det ser ud, som om søen ligger i en gammel vulkan, og den er omgivet af bjerge og de tre høje vulkaner. Søen er 300 meter dyb og ligger 1500 meter over havets overflade. Så det var flot at zigzagge sig ned af bjergsiden til det sted, hvor vi kunne tage en båd til San Pedro La Laguna.

Atitlan-søen har tiltrukket folk fra nær og fjern gennem mange år, og ikke alle er rejst herfra igen. I San Pedro La Laguna er der rigtigt mange rejsende, så vi var tilbage i en blanding af at tale spansk og engelsk. Iris og Birk blev helt forvirrede og vidste ikke, om de skulle sige ‘dos jugo de naranja por favor’ eller ‘two orange juice please’. Men dejligt var det, at der var mange slags mad at vælge i mellem, masser af internet, og afslappede cafeer med sofaer, som børn gerne måtte lege og kravle rundt i. Se bare på billedet.

Den første dag brugte vi på at slappe af, prøvede at få mors halsbetændelse til at gå væk og få vasket en masse tøj. Iris og Birk fik dyppet sig i søen og leget med mudder og sten.

Stenene er sjove her, for det er lavasten. De vejer ikke nær så meget som vores danske flint og granit, så selv Iris kunne løfte store blokke.

Og Birk synes, de var ret gode at slå smut med, netop fordi de ikke veje så meget. Når Markus slog smut, røg stenene næsten alt for langt ud i vandet pga. letheden.

Hele vejen langs søen vaskede kvinderne tøj, og voksne og børn badede.

Det er her, de går i bad, så først de sæber sig ind, men de beholder noget af tøjet på, damerne nederdele og bh og mændene underbukser. Sæben bliver puttet ind under tøjet og gnubbet ind, bagefter tager de sig en dukkert.

Vi valgte dog at tage vores brusebade på hotellet, men det var spændende at se, for mor fortalte, at sådan vasker tigtig mange mennesker sig i hele Mellemamerika. De var ikke generte over, vi gående forbi, så vi kunne endda få billeder til jer.

Det tog ikke længe før vi fandt ud af, at vi gerne ville bo i en anden by i stedet for San Pedro, da der er ret mange fester her, fulde folk og folk trommede til langt ud på natten. Tidligt om morgenen startede byggearbejdet i byen, og så var roen forbi.

I dag, onsdag tog vi derfor endnu en båd, til en anden by 10 minutter væk. Den hedder San Marcos La Laguna og er meget anderledes. Her er helt roligt og det meste af byen har kun små stier og inden biler. Alle folk er rigtig søde og hilser på hinanden. Mellem huse og stier er der mange små kaffemarker. 

Her har vi fundet det allerbedste sted at bo på hele rejsen. Normalt bo vi på et lille værelse med nøgne vægge med to senge, som ofte er bulede. Der plejer ikke engang at være en hylde, et bord eller andet lys end en enkelt pære i loftet.

Denne gang er det helt anderledes. Vi har et helt lille hus med egen indgang. I underetagen er der en slags stue med to senge, så Iris og Birk kan få hver deres seng. Der er et lille køkken, masser af hylder, ting på væggene, fine små lamper, et bord, hvor Birk kan lave lektier og ovenpå er der et lille soveværelse til mor og Markus. Udenfor er der en hel lille afdeling med badeværelse, toilet og et vaskeområde. Wow. Og helt fantastisk er at solen skinner. Her skal vi nok få gjort de voksne helt raske, spillet en masse fisk, slappe af, hygge os, slå mere smut, bade og alt mulig andet godt. Desuden kan man få massage, gå i sauna og til yoga overalt i byen.

Inden vi drog af sted fra Cobán var vi på busterminalen hvor der er larm og liv. Alle råber, hvor deres bus kører hen, et mylder af folk som vil sælge sager og mange af dem er børn som ikke er meget ældre end Birk. Det begyndte en snak på forsædet mellem Birk og mor, om hvor forskelligt børn har det i forskellige lande.

Her i Guatemala arbejder mange børn fra tidlig morgen til sen aften. Nogle sælger ting, sådan som de to brødre på 9 og 11 på busterminalen. Andre hjælper til på marker, passer dyr, vasker tøj, passer mindre søskende og alt muligt andet.

I Danmark kan børnene ikke kun gå i skole, men de kan lege når de har fri. De kan komme til lægen når de er syge. Deres mor og far laver næsten alt det praktiske derhjemme. Danske børn får god mad mindst tre gange om dagen. Her får ikke alle børn mad mange gange om dagen, og de får som regel det samme hver dag. Alt dette sad Birk og tænkte over indtil busturen blev alt for spændende. Her på billedet kan I se en masse skopudserdrenge i Uspantan flokkes om en enkelt mand, som skal have pudset sko. Måske kan de tjene sig til en smule mad.

Det blev den da vi begyndte at køre på den nye omvej som blev åbnet for 20 dage siden. Den oprindelige vej blev ødelagt den 4. januar ved et kæmpe jordskred. Undervejs måtte vi stoppe på grund af et lille jordskred på vores vej, og nogle mænd skulle først flytte stenene. Så måtte vi holde og vente til de var færdige. Det er det I kan se her på billedet.

Vi kunne ikke rigtigt forestille os det store jordskred, før vi kom frem til et sted, hvor vi kunne se det på afstand. Hvis I kigger godt efter på billedet kan I se en stribe på hver side af jordskreddet, det er der hvor den gamle vej gik.

På billedet kan man ikke se de små prikker af huse ved jordskreddet, så stort er det, men der er mange, for jordskreddet gik lige ned gennem en landsby og trak huse, biler, dyr og mennesker med sig ned ad bjerget. 200 mennesker mistede livet den formiddag.

Efter vi havde set det begyndte vi at lægge mere mærke til hvordan de laver vej, og faktisk så hakker de bare en slags hylde ind i bjergsiden uden at sikre vejen ovenfor vejen. Det gør den løse jord tilgængelig for regnen kan skylle den væk, når der ikke længere er træernes rødder til at holde på den. Men vi er udenfor regntiden nu, så de store jordskred er der ikke megen risiko for. Og den fantastiske udsigt var hele turen og de mange timer værd. Det kan være svært at vise på billeder, men prøv at forestille jer, at det er ligesom at køre på verdens tag, når I ser disse billeder. Megen af tiden kørte vi 2500 til 3000 meter over havets overflade.

Undervejs så vi mange gårde, som var bygget helt ander-ledes end dem vi ellers har set. Her bliver de bygget af lersten, med tegltag og mange af dem har en veranda rundt om huset. Og lige som i Danmark er der kirker overalt. På det her billede kan I også se, at ikke alle rejser lige så behageligt som os. Her foran kirken er folk ved at stige af en pickup, mens andre gør sig klar til at stå af.

Vel fremme i Quiché (ca. 2000 m over havet) har vi efterhånden vænnet os til en anden slags Guatemala. Ingen internet, ingen steder vi kan betale med kreditkort og mest af alt var det i starten svært at finde steder at spise. Og så kan vi stadig ikke finde net til vores mobiltelefoner sådan som det har været lige siden vi kørte over grænsen til Guatemala.

Men også her er de glade for søde sager, så vi gik ombord i nogle gode is. De var så gode, at vi har spist dem mere end en dag. Det var ret godt at isene var gode, for vores fredagsslik, som var gode chokoladeslikkepinde, vi havde købt i Cobán, var fuldstændig smeltede af turen i bussen.

Til gengæld er kommet til hjertet af gode markeder i hele Mellemamerika. Dem har vi snakket om længe. Markus og mor har ikke rigtigt ville lade os købe ting undervejs. Både fordi det er dem som skal bære det, siger de, men også fordi de mente at her kunne vi finde gode ting og sager.

Lørdag var vi på markedet her i Quiché, som er et marked som sjældent bliver besøgt af folk fra andre lande sådan som os. Mange gange måtte vi fortælle at vi kommer fra Danmark, forklare hvor det ligger og gentage at vi har vores helt eget sprog. Vi fandt nogle ting her, men det er intet at regne mod søndagens marked i Chichicastenango (Chichi siger de lokale bare), hvor der vrimlede med liv så vi måtte mase os frem.

Mange fulgte efter os for at sælge grydelapper, magneter, bamser, fløjter og alt muligt andet.

Markus og især mor forklarede os at det var vigtigt at gå rundt og kigge, hvilke ting som man kan købe, spørge til prisen og så senere komme tilbage når vi har besluttet os hvad vi vel købe. Først troede vi slet ikke vi måtte købe noget og brokkede os lidt. Så begyndte vi at handle og når man gør det her skal man prutte. Altså om prisen.

Det synes vi lyder sjovt. Men det betyder altså at den som sælger noget siger en pris. Så rynker mor på næsen. Så siger de at de kan forhandle. Så tilbyder mor en meget lavere pris. Så brokker de andre sig lidt. Sådan kan de gøre nogle gange. Ind imellem bliver de hurtigt enige, men andre gange ryster mor meget på hovedet, begynder at kigge væk og ind imellem gik hun til den næste bod og de fulgte efter.

Det var egentlig ret sjovt. Det aller sjoveste var nu den gang da Markus ville købe et taske til sin niece som også er hans gudbarn og han fik forhandlet sig til en pris mor ikke var tilfreds med. Han havde sagt ja til 70 quetzales, som deres penge hedder. Normalt er det Markus som holder pengene fordi mor ikke har lommer i sin nederdel, men denne gang havde hun penge. Han bad hende om nogle, men hun ville ikke give ham så meget som han bad om. Hun ville kun give ham 40. Så begyndte de nærmest at prutte indbyrdes og det endte med at Markus fik tasken til 50. Det grinte vi meget af og Markus så meget sjov ud i hovedet bagefter.

I Chichi besøgte vi også kirken. Vi tændte lys og delte med en pige som kom og snakkede med os. Det var en rigtig stor kirke, fyldt med mennesker og en masse altre. Nogle hældte snaps på altret, andre lagde majs og avokado. Og imens vi og mange andre var i den ene ende var der en begravelse i den anden ende. Det fandt vi først ud af da de gik ud af kirken med kisten over hovedet og bagefter gik gennem markedet med den og ud af byen til kirkegården. Vi har endnu ikke kunne tage et billede af en kirkegård, men når det lykkes viser vi jer det, får den ser meget anderledes ud end vores. Fyldt med minihuse i giftige farver, som Birk beskriver det.

At køre fra Flores til Cobán er en meget meget smuk tur på 5 timer. Vi skulle køre den med minibus og denne gang fik vi et billede til jer,

Denne gang var vi dog kun 15 i bussen, fordi det var en turistbus. Men tænk det var sådan en vi var 22 i den anden dag. Og vi havde købt et sæde til hver af os, for at det skulle være mere rart at rejse, men hold da op hvor Birk var køresyg. Han kastede op 5 gange på turen og den kørestil vores chauffør havde hjælp heller ikke.

Undervejs skulle vi med en lille færge over en bred flod. De havde sat noget der lignede bunden af olietønder på den ene side, med en lille bådmotor ved hver. Det lød nu mest som en forvokset knallert. Færgen lignede heller ikke vores derhjemme, men var vel egentlig bare en flad metalpram.

Vi så mange huse undervejs. De lignede ikke andre huse vi har set endnu. Derfor tog vi en masse billeder, så I kan se hvordan folk lever her. Nogle af husene var lavet af brædder, men der er ikke nær så mange vinduer som i vores huse. Deres gulve er lavet af hårdtstampet jord og dyrene går rundt alle steder. Både på vejen, i haven og i husene. Flere gange måtte vores chaufføre sætte farten ned indtil en gris gad flytte sig fra vejen. Det er ret sjovt, bortset fra at det gøre køresyge værre at stoppe hårdt op.

Her kan I se, hvordan Birk så ud, da vi holdt en lille pause for at tanke undervejs. Hver gang vi stoppede skyndte vi os ud for at få noget frisk luft – og for at komme af med de fulde opkast poser…

Andre huse er laver af trærafter. Grene. De er jo ulige og derfor er der huller mellem rafterne, så der aldrig er helt lukket. Vind og myg kan komme susende lige ind. I kan selv prøve at kigge på billederne.

Kig efter her, så ser du en kone som hænger vasketøj op og en gris som er nysgerrig. 

Bjergene var rigtigt smukke. Vejene gav sus i maven som i Tivoli, de gik op og ned, svingede rundt og Iris nød det i fulde drag. Hun hujede og grinte – og til sidst begyndte hun at synge. Det hjalp på Birks køresyge og de sang resten af vejen.

Cobán, som vi er i nu, ligger 1320 m over havets overflade. Det kan vi godt mærke på flere måder. Den ene er at det er blevet lidt koldere. Heldigvis har folk her tilpasset sig temperaturen, så på vores lille hotel er der varme tæpper på sengene. Og så dele vi, Iris og Birk, en seng, og så holder vi lettere varmen.

At her koldere betyder også at her faktisk ikke er myg. Det er skønt efter at vi har kløet på ben, arme og mave nærmest lige siden vi tog hjemmefra. Vi håber, at alle myggestik er forsvundet om nogle dage.

Ikke siden vi tog fra Chetunmal i det sydlige Mexico har vi været i en by af en vis størrelse, så det er nu ret spændende. Her er mange butikker. Gaderne myldrer med mennesker som laver alt muligt. Den sjove cykel i kan se på det ene billede er der mange af både her og i Mexico. Den kører rundt og sælger frisk frugt som er skåret ud og lagt i poser. Frugten er mango, papaya og ananas.

I byen bor folk for det meste i almindelige huse, men der er også nogle som er så fattige, at de har nogle huse som er lavet af blikplader, plastik og andre billige materialer. Dem I ser her, bor på en bakkeside og har mange dyr gående rundt løs, selvom de bor i byen. Hund, høns, kalkun…

Hvis vi troede de var glade for kager i Belize er det intet imod her i Cobán. Der er mange flere kagebutikker end vi har set i en by i Danmark nogensinde, så derfor har vi også prøvet deres kager. Vi valgte hver vores og smagte hos hinanden, så vi kunne smage fire forskellige, men sjovt nok kunne vi hver især bedst lide vores egne.

Vi er kommet væk fra de områder med flest turister, altså er her ikke ret mange andre rejsende ligesom os. Vi bliver ikke hele tiden spurgt om taxi eller andre ting. Til gengæld får vi rigtig meget opmærksomhed fra alle mulige mennesker. Folk kan slet ikke lade være med at smile, når de ser børnene og mange skal lige klappe på håret. Både Birk og Iris bliver tit spurgt om deres navn og de fortæller hele tiden mor at det er nogle meget smukke børn hun har.

Vi havde besluttet at tage herfra videre over Uspantan til Santa Cruz del Quiche, men da vi kom her til fortalte folk os at der har været et kæmpe stenskred på en bjergside på vejen dertil så den har været lukket siden starten af december. Så begyndte Markus og mor at studere rejsebøger på livet løs. Det er vildt kedeligt når de gør det – sådan cirka ligeså kedeligt som når mor skriver her til bloggen og vi allerheslt vi spille kort med hende. Så i dag havde vi fundet en butik med fine ting og der kom mor til at snakke med damen som arbejdede der. Damen kommer fra Uspantan og hun fortalte at der er lavet om omkørsel af små veje, så man godt kan køre direkte alligevel, så nu har de voksne vist ændret planerne tilbage. Det betyder at vi tager videre fredag.

Da vi var i Flores hoppede Markus med i den kolde svømme-pøl. Det skulle han ikke have gjort, for nu ligger han i sengen med forkølelse. Derfor har vi kun været tre rundt i byen i dag. Vi forsøgte at komme til at se kaffeproduktion, men deres eneste guide har fri i denne uge, og mor siger hun ikke vil blive her i byen helt til på mandag bare for at vente på guiden. Der blev en del brok, men hun var ret besluttet. Så tog vi op i en kirke på en bakketop over byen hvor vi tændte en mængde lys for oldemor. Fredag midt på dagen, dansk tid, holder vores familie bisættelse for oldemor, så derfor tog vi vores helt egen tid med hende.

Oppe ved kirken fik vi endelig et godt billede af en væverfugl og dens rede, så vi kan vise den til jer. De er cirka ligeså store skader i Danmark og siger de nogle ret sjove lyde. Det tager dem cirka en måned at lave en rede. 

Da vi kom ind i Guatemala skulle vi med en minibus. Først sad vi nogenlunde, men jo længere vi kom jo mere presset blev det. For at sidde behageligt skal der ikke være mere end 15 mennesker i bussen – og det er medregnet chaufføren. Til sidst var vi 22 – vi var i alt 4 børn. De tykke fylder meget mere, men betaler ikke mere. Det syntes vi var lidt strengt. Vi har ikke fået et billede af sådan en minibus endnu, men vi skal se om vi kan tage et og vise jer en anden dag.

Det hele var nu hurtigt glemt da Markus og mor valgte at vi skulle have lidt luksus. De fandt et rigtig fint hotel med varm bruser og svømmepøl. Især det sidste var skønt. Vi kunne bade lige til vi blev blå i hovederne af kulde. Det varme brusebad var vin mindre glade for da vi opdagede at det betød at vi skulle have vasket hår. Øv. Men nu er vi gennem rene.

Forresten hedder den by vi kom til Flores. Hvis I kigger på kortet, kan I se der hvor vi kom fra midt i det vestlige Belize. Så kigger I lidt til venstre ind over grænsen til Guatemala. Der skulle I gerne finde Flores som forresten ligger på en lille ø ude i en sø. Her er taxaerne ret sjove. Det er en slags kæmpe knallerter med kaleche. Vi har prøvet at køre med en. Sådan her så solnedgangen ud tirsdag set fra Flores – billedet er taget af Birk.

Grunden til at vi stoppede her i Flores er et sted som hedder Tikal. Det er en Maya ruin som ligger lidt nordøst for Flores. Så mor og Markus purrede os kl. 4 om natten tirsdag, så vi kunne komme med bussen derop. Det var alt for tidligt, men vi klarede det alle sammen.

Tikal er et kæmpestort område og havde det ikke været fordi vores guide var så god til at få øje på de spændende dyr i junglen, ville vi have kedet os helt vildt. Vi gik og kiggede opad meget af tiden. Det eneste sjove ved ruiner er når vi kan få lov at gå op ad dem. Mor fortæller meget om hvordan de levede i gamle dage her, men det er mest Birk der gider lytte til det.

Vi gik hele formiddagen. Vi startede med at gå kl. 6 og satte os på bussen hjem kl. 12. Så det kan godt være Markus og mor synes vi har bevæget os for lidt, men tirsdag gik vi rigtig rigtig meget. Det var godt vi havde mad med til turen.

Vi prøvede at tage billeder af de forskellige dyr. Det var ikke altid lige nemt. Dem på billedet var svære at få, fordi det var så mørkt. Det er ikke et dyr vi har et dansk navn for, men det ligner lidt en vaskebjørn men med lang hale. De er ret nuttede og lever af myrer og larver. Vi var heldig at se en hel familie med mere end 20.

Der er rigtig mange spændende og farverige fugle. Væverfugle som bygger sjove reder. Vilde kalkuner i mange farver. Forskellige gribbe. Men i Tikal lykkedes det os endelig at se tukaner. De kalder dem flyvende bananer her fordi de har et langt gult næb. De har også mange andre farver andre steder på kroppen.

Og så fik vi endelig set aber. Edderkoppeaber hedder de. De har meget lang hale, som de bruger til at sno rundt om grenene, når de kravler rundt i træerne. Der er sådan noget Åh Abe, sno abe over dem. Først var de rigtigt svære at få øje på. De kan bedst lide at være helt oppe i trætoppene, så billedet er, ligesom tukanen, taget gennem den kikkert vores guide havde med.

Ruinerne er mange og høje i Tikal. Rigtig mange af dem er blevet brugt til at kigge på stjerner. Mange er bygget så solen rammer dem på bestemste måder på de dage i året hvor dagen er kortest, hvor dag og nat er lige lange og hvor dagen er længst. Den ene var meget meget stejl, så vi kunne ikke kigge ned mens vi kravlede ned, for så kunne vi få overbalance. Det er det I kan se på billedet her ved siden af. Nedenfor kan I se nogle flere billeder. Det tempel som kan ses gennem et vindueshul er det højeste i Guatemala. Det er over 60 meter højt. Derfra kunne vi se ud over hele junglen. Her er der ikke bakket som i Belize, men mere sumpet.

I morgen skal vi rejse videre. Vi skal op i højlandet og bjergene. Først til Cobán og senere til Santa Cruz del Quiché. Hvornår vi tager videre kommer an på rejsen. Vi skal køre længe i bus.