Over stok og sten i bjergene
februar 17, 2009
Den smukkeste køretur i hele vores liv – alle 4 – fik vi da vi rejste fra Cobán til Quiché. Vi kørte opad og opad i bjergene omgivet af stejle skrænter ned til smukke dale med floder og spredte marker så stejle at tanken om traktor virkede morsom.
Inden vi drog af sted fra Cobán var vi på busterminalen hvor der er larm og liv. Alle råber, hvor deres bus kører hen, et mylder af folk som vil sælge sager og mange af dem er børn som ikke er meget ældre end Birk. Det begyndte en snak på forsædet mellem Birk og mor, om hvor forskelligt børn har det i forskellige lande.
Her i Guatemala arbejder mange børn fra tidlig morgen til sen aften. Nogle sælger ting, sådan som de to brødre på 9 og 11 på busterminalen. Andre hjælper til på marker, passer dyr, vasker tøj, passer mindre søskende og alt muligt andet.
I Danmark kan børnene ikke kun gå i skole, men de kan lege når de har fri. De kan komme til lægen når de er syge. Deres mor og far laver næsten alt det praktiske derhjemme. Danske børn får god mad mindst tre gange om dagen. Her får ikke alle børn mad mange gange om dagen, og de får som regel det samme hver dag. Alt dette sad Birk og tænkte over indtil busturen blev alt for spændende. Her på billedet kan I se en masse skopudserdrenge i Uspantan flokkes om en enkelt mand, som skal have pudset sko. Måske kan de tjene sig til en smule mad.
Det blev den da vi begyndte at køre på den nye omvej som blev åbnet for 20 dage siden. Den oprindelige vej blev ødelagt den 4. januar ved et kæmpe jordskred. Undervejs måtte vi stoppe på grund af et lille jordskred på vores vej, og nogle mænd skulle først flytte stenene. Så måtte vi holde og vente til de var færdige. Det er det I kan se her på billedet.
Vi kunne ikke rigtigt forestille os det store jordskred, før vi kom frem til et sted, hvor vi kunne se det på afstand. Hvis I kigger godt efter på billedet kan I se en stribe på hver side af jordskreddet, det er der hvor den gamle vej gik.
På billedet kan man ikke se de små prikker af huse ved jordskreddet, så stort er det, men der er mange, for jordskreddet gik lige ned gennem en landsby og trak huse, biler, dyr og mennesker med sig ned ad bjerget. 200 mennesker mistede livet den formiddag.
Efter vi havde set det begyndte vi at lægge mere mærke til hvordan de laver vej, og faktisk så hakker de bare en slags hylde ind i bjergsiden uden at sikre vejen ovenfor vejen. Det gør den løse jord tilgængelig for regnen kan skylle den væk, når der ikke længere er træernes rødder til at holde på den. Men vi er udenfor regntiden nu, så de store jordskred er der ikke megen risiko for. Og den fantastiske udsigt var hele turen og de mange timer værd. Det kan være svært at vise på billeder, men prøv at forestille jer, at det er ligesom at køre på verdens tag, når I ser disse billeder. Megen af tiden kørte vi 2500 til 3000 meter over havets overflade.
Undervejs så vi mange gårde, som var bygget helt ander-ledes end dem vi ellers har set. Her bliver de bygget af lersten, med tegltag og mange af dem har en veranda rundt om huset. Og lige som i Danmark er der kirker overalt. På det her billede kan I også se, at ikke alle rejser lige så behageligt som os. Her foran kirken er folk ved at stige af en pickup, mens andre gør sig klar til at stå af.
Vel fremme i Quiché (ca. 2000 m over havet) har vi efterhånden vænnet os til en anden slags Guatemala. Ingen internet, ingen steder vi kan betale med kreditkort og mest af alt var det i starten svært at finde steder at spise. Og så kan vi stadig ikke finde net til vores mobiltelefoner sådan som det har været lige siden vi kørte over grænsen til Guatemala.
Men også her er de glade for søde sager, så vi gik ombord i nogle gode is. De var så gode, at vi har spist dem mere end en dag. Det var ret godt at isene var gode, for vores fredagsslik, som var gode chokoladeslikkepinde, vi havde købt i Cobán, var fuldstændig smeltede af turen i bussen.
Til gengæld er kommet til hjertet af gode markeder i hele Mellemamerika. Dem har vi snakket om længe. Markus og mor har ikke rigtigt ville lade os købe ting undervejs. Både fordi det er dem som skal bære det, siger de, men også fordi de mente at her kunne vi finde gode ting og sager.
Lørdag var vi på markedet her i Quiché, som er et marked som sjældent bliver besøgt af folk fra andre lande sådan som os. Mange gange måtte vi fortælle at vi kommer fra Danmark, forklare hvor det ligger og gentage at vi har vores helt eget sprog. Vi fandt nogle ting her, men det er intet at regne mod søndagens marked i Chichicastenango (Chichi siger de lokale bare), hvor der vrimlede med liv så vi måtte mase os frem.
Mange fulgte efter os for at sælge grydelapper, magneter, bamser, fløjter og alt muligt andet.
Markus og især mor forklarede os at det var vigtigt at gå rundt og kigge, hvilke ting som man kan købe, spørge til prisen og så senere komme tilbage når vi har besluttet os hvad vi vel købe. Først troede vi slet ikke vi måtte købe noget og brokkede os lidt. Så begyndte vi at handle og når man gør det her skal man prutte. Altså om prisen.
Det synes vi lyder sjovt. Men det betyder altså at den som sælger noget siger en pris. Så rynker mor på næsen. Så siger de at de kan forhandle. Så tilbyder mor en meget lavere pris. Så brokker de andre sig lidt. Sådan kan de gøre nogle gange. Ind imellem bliver de hurtigt enige, men andre gange ryster mor meget på hovedet, begynder at kigge væk og ind imellem gik hun til den næste bod og de fulgte efter.
Det var egentlig ret sjovt. Det aller sjoveste var nu den gang da Markus ville købe et taske til sin niece som også er hans gudbarn og han fik forhandlet sig til en pris mor ikke var tilfreds med. Han havde sagt ja til 70 quetzales, som deres penge hedder. Normalt er det Markus som holder pengene fordi mor ikke har lommer i sin nederdel, men denne gang havde hun penge. Han bad hende om nogle, men hun ville ikke give ham så meget som han bad om. Hun ville kun give ham 40. Så begyndte de nærmest at prutte indbyrdes og det endte med at Markus fik tasken til 50. Det grinte vi meget af og Markus så meget sjov ud i hovedet bagefter.
I Chichi besøgte vi også kirken. Vi tændte lys og delte med en pige som kom og snakkede med os. Det var en rigtig stor kirke, fyldt med mennesker og en masse altre. Nogle hældte snaps på altret, andre lagde majs og avokado. Og imens vi og mange andre var i den ene ende var der en begravelse i den anden ende. Det fandt vi først ud af da de gik ud af kirken med kisten over hovedet og bagefter gik gennem markedet med den og ud af byen til kirkegården. Vi har endnu ikke kunne tage et billede af en kirkegård, men når det lykkes viser vi jer det, får den ser meget anderledes ud end vores. Fyldt med minihuse i giftige farver, som Birk beskriver det.
