Kage og lys i Cobán
februar 13, 2009
At køre fra Flores til Cobán er en meget meget smuk tur på 5 timer. Vi skulle køre den med minibus og denne gang fik vi et billede til jer,
Denne gang var vi dog kun 15 i bussen, fordi det var en turistbus. Men tænk det var sådan en vi var 22 i den anden dag. Og vi havde købt et sæde til hver af os, for at det skulle være mere rart at rejse, men hold da op hvor Birk var køresyg. Han kastede op 5 gange på turen og den kørestil vores chauffør havde hjælp heller ikke.
Undervejs skulle vi med en lille færge over en bred flod. De havde sat noget der lignede bunden af olietønder på den ene side, med en lille bådmotor ved hver. Det lød nu mest som en forvokset knallert. Færgen lignede heller ikke vores derhjemme, men var vel egentlig bare en flad metalpram.
Vi så mange huse undervejs. De lignede ikke andre huse vi har set endnu. Derfor tog vi en masse billeder, så I kan se hvordan folk lever her. Nogle af husene var lavet af brædder, men der er ikke nær så mange vinduer som i vores huse. Deres gulve er lavet af hårdtstampet jord og dyrene går rundt alle steder. Både på vejen, i haven og i husene. Flere gange måtte vores chaufføre sætte farten ned indtil en gris gad flytte sig fra vejen. Det er ret sjovt, bortset fra at det gøre køresyge værre at stoppe hårdt op.
Her kan I se, hvordan Birk så ud, da vi holdt en lille pause for at tanke undervejs. Hver gang vi stoppede skyndte vi os ud for at få noget frisk luft – og for at komme af med de fulde opkast poser…
Andre huse er laver af trærafter. Grene. De er jo ulige og derfor er der huller mellem rafterne, så der aldrig er helt lukket. Vind og myg kan komme susende lige ind. I kan selv prøve at kigge på billederne.
Kig efter her, så ser du en kone som hænger vasketøj op og en gris som er nysgerrig.
Bjergene var rigtigt smukke. Vejene gav sus i maven som i Tivoli, de gik op og ned, svingede rundt og Iris nød det i fulde drag. Hun hujede og grinte – og til sidst begyndte hun at synge. Det hjalp på Birks køresyge og de sang resten af vejen.
Cobán, som vi er i nu, ligger 1320 m over havets overflade. Det kan vi godt mærke på flere måder. Den ene er at det er blevet lidt koldere. Heldigvis har folk her tilpasset sig temperaturen, så på vores lille hotel er der varme tæpper på sengene. Og så dele vi, Iris og Birk, en seng, og så holder vi lettere varmen.
At her koldere betyder også at her faktisk ikke er myg. Det er skønt efter at vi har kløet på ben, arme og mave nærmest lige siden vi tog hjemmefra. Vi håber, at alle myggestik er forsvundet om nogle dage.
Ikke siden vi tog fra Chetunmal i det sydlige Mexico har vi været i en by af en vis størrelse, så det er nu ret spændende. Her er mange butikker. Gaderne myldrer med mennesker som laver alt muligt. Den sjove cykel i kan se på det ene billede er der mange af både her og i Mexico. Den kører rundt og sælger frisk frugt som er skåret ud og lagt i poser. Frugten er mango, papaya og ananas.
I byen bor folk for det meste i almindelige huse, men der er også nogle som er så fattige, at de har nogle huse som er lavet af blikplader, plastik og andre billige materialer. Dem I ser her, bor på en bakkeside og har mange dyr gående rundt løs, selvom de bor i byen. Hund, høns, kalkun…
Hvis vi troede de var glade for kager i Belize er det intet imod her i Cobán. Der er mange flere kagebutikker end vi har set i en by i Danmark nogensinde, så derfor har vi også prøvet deres kager. Vi valgte hver vores og smagte hos hinanden, så vi kunne smage fire forskellige, men sjovt nok kunne vi hver især bedst lide vores egne.
Vi er kommet væk fra de områder med flest turister, altså er her ikke ret mange andre rejsende ligesom os. Vi bliver ikke hele tiden spurgt om taxi eller andre ting. Til gengæld får vi rigtig meget opmærksomhed fra alle mulige mennesker. Folk kan slet ikke lade være med at smile, når de ser børnene og mange skal lige klappe på håret. Både Birk og Iris bliver tit spurgt om deres navn og de fortæller hele tiden mor at det er nogle meget smukke børn hun har.
Vi havde besluttet at tage herfra videre over Uspantan til Santa Cruz del Quiche, men da vi kom her til fortalte folk os at der har været et kæmpe stenskred på en bjergside på vejen dertil så den har været lukket siden starten af december. Så begyndte Markus og mor at studere rejsebøger på livet løs. Det er vildt kedeligt når de gør det – sådan cirka ligeså kedeligt som når mor skriver her til bloggen og vi allerheslt vi spille kort med hende. Så i dag havde vi fundet en butik med fine ting og der kom mor til at snakke med damen som arbejdede der. Damen kommer fra Uspantan og hun fortalte at der er lavet om omkørsel af små veje, så man godt kan køre direkte alligevel, så nu har de voksne vist ændret planerne tilbage. Det betyder at vi tager videre fredag.
Da vi var i Flores hoppede Markus med i den kolde svømme-pøl. Det skulle han ikke have gjort, for nu ligger han i sengen med forkølelse. Derfor har vi kun været tre rundt i byen i dag. Vi forsøgte at komme til at se kaffeproduktion, men deres eneste guide har fri i denne uge, og mor siger hun ikke vil blive her i byen helt til på mandag bare for at vente på guiden. Der blev en del brok, men hun var ret besluttet. Så tog vi op i en kirke på en bakketop over byen hvor vi tændte en mængde lys for oldemor. Fredag midt på dagen, dansk tid, holder vores familie bisættelse for oldemor, så derfor tog vi vores helt egen tid med hende.
Oppe ved kirken fik vi endelig et godt billede af en væverfugl og dens rede, så vi kan vise den til jer. De er cirka ligeså store skader i Danmark og siger de nogle ret sjove lyde. Det tager dem cirka en måned at lave en rede.
